Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Vækst i vente hos erhvervslivet på Bornholm

27. maj 2015

Der er lagt op til et gyldent efterår for størstedelen af virksomhederne på Bornholm. Ifølge en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne forventer hovedparten af lederne på de lokale virksomheder, at 2. halvår 2015 vil blive præget af stigende omsætning, overskud og eksport. Også på jobfronten er der pæn optimisme.

Undersøgelsen viser, at næsten to ud af tre, 64 procent, af de adspurgte ledere på Bornholm, Vest- og Sydsjælland, Lolland og Falster forventer, at omsætningen vil stige i det næste halve år, mens 30 procent kalkulerer med omtrent uændret omsætning. Kun fem procent tror, omsætningen i virksomheden er for nedadgående.

Når det gælder virksomhedernes produktion og overskud forudser henholdsvis 51 og 55 procent af lederne, at kurverne vil stige, mens der på eksportområdet er 54 procent, som vurderer, at der er stigninger i vente i 2. halvår af 2015.

Vi har på Bornholm et grundlæggende håb om nye udviklingsmuligheder på grund af færgeforliget, som medfører reducerede fragtomkostninger.

Verner Haagensen, afdelingsformand

I forhold til beskæftigelsen er forventningerne hos hovedparten af lederne på Bornholm og i Vest- og Sydsjælland, Lolland og Falster, at vi er på vej ind i et halvår med enten stigninger eller uændrede tal. Blandt de 157 adspurgte lokale ledere er forventningen hos 39 procent, at antallet af medarbejdere stiger, 48 procent tror, antallet vil være omtrent uændret, mens cirka hver ottende, 13 procent, ifølge lederne belaver sig på en nedgang i antallet af ansatte.

Tallene for Bornholm, Vest- og Sydsjælland, Lolland og Falster viser, at der i de kommende seks måneder især bliver brug for faglærte, ufaglærte og medarbejdere med videregående uddannelser, mens der i mindre grad bliver behov for at øge antallet af ledere.

Afdelingsformanden for Lederne Bornholm Verner Haagensen glæder sig over de positive forventninger.

- Konjunkturundersøgelsen viser som sædvanlig en større mådeholdenhed blandt de bornholmske ledere end på Sjælland. Det har taget sin tid at få skabt et overskud efter kriseårene, men nu fornemmer man uden tvivl optimisme hos lederne, og en tydelig stabilitet tegner sig hos de bornholmske virksomheder. Vi har på Bornholm et grundlæggende håb om nye udviklingsmuligheder på grund af færgeforliget, som medfører reducerede fragtomkostninger. Det giver nye muligheder for investeringer, beskæftigelse og vækst på Bornholm, siger Verner Haagensen.

Ledernes konjunkturundersøgelse er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 2.381 ledere, heraf 157 fra Bornholm, Vest- og Sydsjælland, Lolland og Falster. Alle er ansat på virksomheder i den private sektor.

Kontaktoplysninger

Verner Haagensen
Afdelingsformand
Lederne Bornholm
Tlf. 4030 6065
E-mail verner.haagensen@lederne.dk

 

Maja B. Hansen og Katrine Kaare Jacobsen
Pressemedarbejdere
Lederne
Tlf. 3283 3436 / 3283 3443
E-mail mbr@lederne.dk / kkj@lederne.dk