Pressemeddelelse: Pæn lønstigning til ledere på Bornholm

23. november 2017

Ifølge Ledernes nye lønstatistik har de lokale ledere fra september 2016 til september i år fået en stigning i månedslønnen på hele 3,9 procent.

De privatansatte ledere på Bornholm, Vest- og Sydsjælland, Lolland og Falster har i det forløbne år kunnet glæde sig over at få en del flere penge mellem hænderne.

Ifølge Ledernes nye lønstatistik har de lokale ledere fra september 2016 til september i år fået en stigning i månedslønnen på hele 3,9 procent. Bornholm, Vest- og Sydsjælland, Lolland og Falster står dermed for landets største procentuelle lønstigninger. Tallet ligger også væsentligt højere end de lokale lederes lønstigning i perioden september 2015 til september 2016, der lå på 1,1 procent.

På landsplan har de privatansatte ledere kunnet notere sig en lønstigning på 2,5 procent. Den største lønfremgang skal findes blandt ledere, der er ansat i byggebranchen eller som beskæftiger sig med information og kommunikation.

I perioden er forbrugerpriserne steget med 1,6 procent, hvilket har betydning for ledernes reallønsfremgang. Lederne har på landsplan fået en stigning i reallønnen på 0,9 procent, mens ledere på Bornholm, Vest- og Sydsjælland, Lolland og Falster har oplevet en reallønsfremgang på 2,3 procent.

De lokale ledere får i gennemsnit 50.555 kroner i løn hver måned. Det er 5.550 kroner mindre end landsgennemsnittet for privatansatte ledere i Danmark, som er på 56.105 kroner.

Afdelingsformand for Lederne Bornholm Verner Haagensen ser meget positivt på lønudviklingen.

- Det er glædeligt, at der er sket en markant udvikling i de bornholmske lederes løn. Det afspejler meget godt, at opsvinget nu for alvor er slået igennem på øen. Bornholm har landets største vækst i forhold til indbyggertallet. Så det går godt for de bornholmske virksomheder, og der er gang i flere større byggeprojekter. For eksempel Campus-byggeriet, der forventes færdigt i starten af 2018. Faktisk går det så godt, at der mangler arbejdskraft på nogle områder. Og når man skal til at hente ledere og medarbejdere ind fra andre steder i landet, er man nødt til at kunne konkurrere på løn, siger Verner Haagensen.

Lønstatistikken er lavet i samarbejde med analyseinstituttet YouGov på baggrund af oplysninger fra 17.388 ledere, heraf 949 ledere fra Bornholm, Vest- og Sydsjælland, Lolland og Falster.

 

Kontaktoplysninger

Verner Haagensen
Afdelingsformand
Lederne Bornholm
Tlf. 2384 1990
E-mail verner.haagensen@lederne.dk

Michael Monty
Pressechef
Lederne
Tlf. 2428 2470
E-mail mmo@lederne.dk