Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Pressemeddelelse: Ledere på Bornholm forventer gang i hjulene i resten af 2017

17. maj 2017

Ordrebøgerne er klar til at blive fyldt ud, og jobopslagene er ved at blive skrevet på virksomhederne på Bornholm. 2. halvår af 2017 ser nemlig ifølge en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne ud til at blive rigtig godt for erhvervslivet på Bornholm.

Undersøgelsen viser, at hovedparten af lederne på de lokale virksomheder på Bornholm, Vest- og Sydsjælland, Lolland og Falster forventer, at 2. halvår af 2017 vil blive præget af stigende omsætning, produktion og overskud. Også på eksport- og beskæftigelsesområdet er der ifølge de lokale ledere grund til pæn optimisme.

Ifølge konjunkturundersøgelsen har 68 procent af lederne på virksomhederne i området en forventning om, omsætningen vil stige i det næste halve år, mens 24 procent kalkulerer med omtrent uændret omsætning. Kun otte procent af lederne tror, omsætningskurverne i virksomhederne i området vil vende nedad i 2. halvår af 2017.

Tendensen er den samme, når det gælder virksomhedernes produktion såvel som overskud. 58 procent af de lokale ledere forventer, at produktionen stiger i det næste halve år, mens 59 procent kalkulerer med stigende overskud. Optimismen ses også på eksportområdet. Her svarer 56 procent, at der er stigninger i vente i 2. halvår af 2017.

I forhold til beskæftigelsen er forventningen hos majoriteten af lederne på Bornholm, at vi er på vej ind i et halvår med enten stigende eller uændret beskæftigelse. Blandt de 136 adspurgte ledere kalkulerer 32 procent med, at det samlede antal af medarbejdere stiger det næste halve år, mens 52 procent tror, antallet af ansatte forbliver omtrent uændret. 16 procent af lederne belaver sig på en nedgang i antallet af medarbejdere.

Afdelingsformanden for Lederne Bornholm Verner Haagensen deler de positive forventninger til både økonomiske nøgletal og beskæftigelse i 2. halvår af 2017.

- Det glæder mig at se så stor en optimisme fra virksomhederne på Bornholm. Særligt kan jeg mærke det ved de mange nye virksomheder, som starter op i området og er et klart billede på sund vækst. Samtidig har især byggeri-branchen oplevet en tydelig fremgang. Der ses en markant vækst i nybyggeri for især erhverv, hvilket er med til at øge optimismen hos de mange byggevirksomheder. Jeg oplever ligefrem, at efterspørgslen er så stor, at lokale virksomheder ofte finder det nødvendigt at hente arbejdskraft fra det øvrige Danmark, siger Verner Haagensen.

Ledernes konjunkturundersøgelse er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 1.881 ledere, heraf 136 fra Bornholm, Vest- og Sydsjælland, Lolland og Falster. Alle er ansat på virksomheder i den private sektor. Undersøgelsen i sin helhed offentliggøres i midten af juni.

Kontaktoplysninger

Verner Haagensen
Afdelingsformand
Lederne Bornholm
Tlf. 2384 1990
E-mail verner.haagensen@lederne.dk

 

Karoline Bloch Sørensen og Lotte Sievers
Pressemedarbejdere
Lederne
Tlf. 3283 3436 / 3283 3456
E-mail kbs@lederne.dk / lsi@lederne.dk