Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Ledere vil vide mere om stress

02. november 2015

Som formand for Lederne Bornholm tør jeg godt slå fast, at ledere opfatter stress som en del af deres ansvar.

Læserbrev af afdelingsformand Verner Hagensen i Bornholms Tidende den 2. november 2015.

Men jeg tror til gengæld også, at de fleste ledere deler opfattelsen af, at det er rigtig svært at finde ud af, hvordan man håndterer det, når en medarbejder udviser tegn på stress.

Det er vigtigt at vide mere om, hvordan vi får vendt stress til trivsel på arbejdspladserne. Ikke mindst fordi stress gerne skaber ringe i vandet – det påvirker langt bredere end den enkelte medarbejder eller leder, der rammes af stress. Jeg er slet ikke i tvivl om, at nutidens arbejdsmarked med fokus på effektivisering og deraf svulmende arbejdstid er en af årsagerne til, at stress er et stigende samfundsproblem. Men værktøjerne til at slå stressen ud af kurs med, mangler vi.

Det er baggrunden for, at Lederne Bornholm sætter fokus på stress. Blandt andet med arrangementet ”Stress – Når bægeret flyder over”, som finder sted i Rønne den 10. december. Her kan man få input fra både en ekspert i arbejdsmiljø og en personlig ekspert, der selv har været stressramt.

Jeg ser personligt frem til at høre mere om, hvordan lederen kan forebygge stress, og hvordan man kan indrette organisationer, som ikke skaber stress. For jeg er af den opfattelse, at man som leder har pligt til at tage hånd om såvel sine medarbejdere som sig selv, når det kommer til stress. Vi bliver nødt til at tage os af det, blive klogere og tale sammen om, hvordan vi skaber nogle arbejdspladser, som vi ikke bliver syge af.