Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Vær opmærksom på lederes livsbalance

30. november 2016

Ledere forventes at tage et stort ansvar og bidrage udover det sædvanlige tilderes virksomheder, det ligger i lederens natur, men den store indsats skal så vidt muligt foregå på en måde, som ikke forhindrer ledere i at have en god livsbalance.

Læserbrev af afdelingsformand Verner Hagensen i Bornholms Tidende 30. november 2016.

Desværre er næsten hver fjerde bornholmske leder udfordret på netop livsbalancen.

En ny undersøgelse fra Lederne viser, at 23 procent af lederne på Bornholm, i Vest- og Sydsjælland og Lolland-Falster arbejder på fri- og feriedage. Førnævnte regioner er de dele af Danmark, hvor flest ledere arbejder på fri- og feriedage.

Det er naturligt, at ledere i perioder med spidsbelastninger arbejder, når de har fri. Men jeg vil gerne understrege, at det ikke skal blive permanent, at ledere bruger deres fri- og feriedage på arbejde. Det kan give problemer i privatlivet, og jeg tror, at det er de færreste ledere, der kan præstere optimalt, hvis de har problemer på hjemmefronten. Dermed kan det få konsekvenser for både virksomheder og ledere, hvis lederne ikke passer på deres livsbalance. Det er først og fremmest ledernes eget ansvar at træffe de beslutninger, som sikrer en god livsbalance.

De bornholmske ledere skal derfor turde sige fra, hvis livsbalancen begynder at blive skæv.

Jeg kan godt forstå, når de bornholmske ledere gerne vil have opgaverne fra hånden, men jeg vil opfordre til, at de er meget opmærksomme på deres livsbalance - det kan betale sig både for virksomheder og ledere.