Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Debatindlæg: Ledere må vænne sig til sociale medier

28. september 2016

Med de sociale mediers indtog i samfundet vil de helt naturligt også blive en del af arbejdspladserne.

Debatindlæg af afdelingsformand Verner Hagensen i Bornholms Tidende 28. september 2016.

Det skal de bornholmske ledere forholde sig til, for næsten hver tredje leder har allerede sat grænser for medarbejdere, som har brugt sociale medier i arbejdstiden.

En ny undersøgelse fra Lederne viser, at 29 procent af lederne på Bornholm, Vest- og Sydsjælland og Lolland-Falster har sat grænser for medarbejderes forbrug af sociale medier i arbejdstiden. Omvendt har 51 procent af medarbejderne på Bornholm lov til at benytte sociale medier i mens de er på arbejde, hvilket er klart færrest i Danmark.

Jeg er ikke overrasket over, at Bornholm er et af de områder i Danmark, hvor færrest må benytte sociale medier i arbejdstiden. Bornholm er en ø med mange produktionsvirksomheder, hvor det sjældent er muligt at bruge sociale medier, uden at det påvirker arbejdsindsatsen.

Ydermere har Bornholm en veldisciplineret arbejdsmentalitet, som hidtil ikke har involveret sociale medier. En disciplineret arbejdsindsats er dog ikke modstridende med sociale medier. I mange virksomheder forventer ledere større fleksibilitet fra medarbejderne, derfor må medarbejderen også forvente at få mere fleksibilitet til for eksempel at bruge sociale medier.

Mange bornholmske ledere kan ligeså godt vænne sig til sociale medier på arbejdspladserne. Den yngre generation, som er opvokset med og udlært i at bruge sociale medier, vil kræve at få fleksibilitet til at bruge sociale medier, tilmed vil de i mange tilfælde kunne udvikle virksomhederne med hjælp fra indhold, som de finder på de sociale medier.