Opmærksomhedspunkter om nye ansættelsesbeviser i Nuuday A/S og TDC NetCo A/S

Som du sikkert har læst eller hørt, er der nye ansættelsesbeviser på vej til alle, der er blevet virksomhedsoverdraget til enten Nuuday A/S eller TDC NetCo A/S.

20. juni 2019

Udgangspunktet er, at der ikke er sket ændringer i hverken individuelle eller kollektive vilkår og aftaler. Anciennitet, overenskomst m.v. følger på den måde med uændret.
 
Det kan dog alligevel være en god ide at læse det nye ansættelsesbevis grundigt igennem, og sammenligne med tidligere ansættelseskontrakt, samt eventuelt tilhørende bilag. Det har i mange tilfælde været en manuel proces at udarbejde de nye ansættelsesbeviser, og selvom der er udført et grundigt stykke arbejde, kan der være sket fejl.
 
Opmærksomhedspunkter kan eksempelvis være:
 
• Senioraftale
• Individuelt aftalt forlænget opsigelsesvarsel, fx Expertprogram
• Individuelt aftalte vilkår generelt
• Deltid
• Særlige aftaler vedrørende fri bil
 
Hvis du har fri bil, og i din tidligere kontrakt havde et afsnit om forhøjelse af din faste løn med 2/3 af TCO-værdien i tilfælde af bortvarsling af den frie bil, skal du sikre dig, at denne rettighed også er skrevet ind i dit nye ansættelsesbevis.
 
Da det nye ansættelsesbevis afløser alle tidligere indgåede aftaler og bilag, vil det være en god ide, hvis du gemmer dine gamle aftaler, da de formentlig ikke vil blive gemt i HR’s arkiver.
 
Har du spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte foreningen. Ved konkret konstaterede fejl, mangler eller andet, skal du dog kontakte hrhelpdesk@tdc.dk, hurtigst muligt, og inden 14 dage fra modtagelsen af det nye ansættelsesbevis.