Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

"Kickstart Lederkarrieren gav mig større selvindsigt"

I 2015 startede Lederne et samarbejde med Aarhus BSS Career & Alumni. Det blev skudt i gang med et pilotprojekt til lederudviklingsforløbet Kickstart Lederkarrieren.

Hør, hvad Lene Smidstrup, som var deltager på det første forløb, fik ud af at deltage, og find ud af om Kickstart Lederkarrieren er noget for dig.

Vi har spurgt Lene, hvad hun har fået ud af at deltage i Kickstart Lederkarrieren: 
"Jeg blev udfordret af ledelsesrådgiveren i den karrieresparring, jeg fik. Og så var det meget givende at møde forskellige mennesker med forskellige profiler og forskelligt syn på ledelse. Det var anderledes end at arbejde sammen i en gruppe på sit studie, hvor vi kender hinanden og tænker forholdsvis ens om problemstillinger. Men når man arbejder i denne sammensatte gruppe på tværs af studier er det ligesom på en virksomhed, hvor man også er forskellige og har andre tanker og input, end jeg selv har, siger Lene.

LÆS MERE: Kickstart din lederkarriere med et udviklingsforløb for potentielle ledere

Hvilke tanker om ledelse satte forløbet i gang? 
"Det fik mig til at tænke over, om jeg egentlig synes, at ledelse er spændende. Det synes jeg det er, men jeg synes også der er langt fra tanken, og til man har lederjobbet. Jeg har tænkt meget over, hvad den klassiske lederkarriere er, og om man kan ”hoppe et skridt over”, for eksempel. Hvor gammel skal man være for at blive ”rigtig leder?” Hvad er en rigtig leder? Der har jeg stadig super mange ubesvarede spørgsmål".

Lene tilføjer, at hun har lært noget om sig selv af at deltage i forløbet, nemlig at hun er mere "menneskelig leder", end hun troede hun var, og at hun er fokuseret på det menneskelige samspil og optaget af at udvikle mennesker. Hun kunne godt tænke sig at blive leder på et tidspunkt, men tror også, at det bliver en personlig udfordring for eksempel at skulle fyre medarbejdere. 

Hvorfor skal de studerende deltage i "Kickstart Lederkarrieren"?
"Fordi de kommer ud af deres komfortzone, og de lærer masser af studerende fra forskellige studieretninger at kende. Den tværfaglighed, som netværket giver, er superværdifuldt i forhold til at få input og viden fra andre perspektiver - specielt efter endt studie."

LÆS MERE: Ansøg om optagelse på Kickstart Lederkarrieren forår og efterår

Lene

Lene Smidstrup

Lene Smidstrup, cand. merc. jur., og til daglig Relationship Manager, Private Banking Exclusive i Jyske Bank i Silkeborg. Lene deltog tilbage i 2015 i pilotforløbet forud for det, der nu er Kickstart Lederkarrieren. Hun er netværksleder i den netværksgruppe af tidligere deltagere fra dengang.