Når du får dagpenge, skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder kort sagt, at du aktivt skal søge jobs og være klar til at tage imod et job eller et tilbud om aktivering fra jobcenteret.
Der er disse betingelser til din jobsøgning:
- Du skal oprette et CV på jobnet.dk, inden du skal til den første samtale (velkomstsamtalen) med os, og senest to uger efter, du har meldt dig ledig. Du hører fra os, når dit CV er godkendt.
- Du skal udfylde en jobsøgningsstrategi på Selvbetjeningen, inden du skal til den første samtale (velkomstsamtalen) med os. Din jobsøgningsstrategi skal indeholde bud på, hvilke typer jobs du vil søge og hvordan du planlægger at søge dem.
- Du skal søge jobs og dokumentere din jobsøgning i jobloggen på jobnet.dk. På den måde viser du, at du er aktivt jobsøgende. Du skal uploade mindst en skriftlig ansøgning hver måned.
I vores guide til ledige har vi samlet et overblik over alle de regler, du skal kende til, når du modtager dagpenge.
Der kan være mange regler og betingelser at holde styr på og vi står klar til at hjælpe dig, hvis du er i tvivl.