Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Mit Lederne

Min lederrejse

Mikael Kambers lederrejse

 

Springet fra at være medarbejder til at blive leder var som at kaste sig ud fra 10-metervippen. Spændende og ret angstprovokerende. Det skete i 1996, da jeg blev den hidtil yngste redaktionschef på TV-Avisen og skulle forestille at være leder for en stor gruppe journalister, hvoraf adskillige var store stjerner, som jeg beundrede.

Jeg havde ingen ledertræning, så det var klassisk learning by doing, og jeg begik en del begynderfejl, som for eksempel at træffe beslutninger uden at stikke en finger i jorden først. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg havde brug for hjælp, og jeg var så heldig, at der var en håndfuld kloge folk, der godt gad at hjælpe mig.

Mine tre bedste råd til nyudnævnte ledere er:

  1. Insistér på at bringe den tid, du tilbringer i rutinemøder, ned på et minimum
  2. Brug til gengæld så meget tid som muligt i det daglige på at være til stede med åbne ører og åbent sind blandt dine medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere. – Du kan kun være en ordentlig leder, når du ved, hvad der foregår, og folk ved, hvor de har dig
  3. Væn folk til, at de ikke skal placere et problem på dit bord, uden at de også selv kommer med et realistisk bud på en løsning.

Jeg har altid været drevet af min kæmpe nysgerrighed på verden omkring mig – og min trang til at formidle min viden videre. Min nysgerrighed har givet mig et godt overblik, og min trang til at formidle har betydet, at andre - når jeg er bedst - får del i min viden og ser tingene i et lidt klarere lys. Det gjorde mig til journalist. Siden gjorde det mig til leder. Og det har gjort, at jeg i dag hjælper andre med at finde vej til arbejdsglæde og livsglæde.

En afgørende begivenhed for mig som leder var, mens jeg var chefredaktør og adm. direktør på Danmarks største regionale avis, JydskeVestkysten. I 2008 blev bladhuset ramt hårdt af både finanskrisen og en alvorlig krise i vores distribution. Huset var reelt truet på livet, og 400 medarbejderes levebrød afhang blandt andet af, at jeg fandt løsninger på nogle meget komplekse problemer.

Jeg kan huske, at jeg en dag modtog en meget ubehagelig rapport om en forværring i situationen. Jeg lukkede døren bag mig, kiggede i spejlet og spurgte mig selv: ”Helt ærligt, Mikael, kan du klare det her?” Jeg var seriøst i tvivl og på vej i panik. Efter en halv time eller sådan slog det mig, hvad svaret var: ”Lige nu er det dig, der er den. Du SKAL klare det. Så stop piveriet og kom i gang!” Og sådan er det.

I en krisesituation har du ikke alle svarene på hånden. Men kaptajnen skal være rolig. Det lærte jeg for alvor dér foran spejlet.

Karriererådet, som jeg ville ønske, at jeg havde fået som ung er at kende til positiv psykologi. Positiv psykologi har uden sammenligning været den bedste værktøjskasse og det bedste tankesæt, jeg har haft som leder – og i resten af mit liv. Positiv psykologi bliver ofte misforstået. Det handler IKKE om at være lalleglad og lukke øjnene for problemer. Tværtimod handler det om at være klog og finde en balance, hvor man håndterer det, der skal håndteres.

For mig begyndte det med anerkendende ledelse (appriciative inquiry). Da jeg lærte at spørge ind til det, der virker, fandt jeg ud af, at mine spørgsmål blev til varmesøgende missiler. Prøv selv at stille spørgsmål af denne type til dine medarbejdere: ”Hvad er gået godt på det seneste?”, ”Hvad kan jeg hjælpe med?” og du vil opdage, at du stimulerer folks styrker og får dem til at udfolde sig.

Jeg har penduleret frem og tilbage mellem ledelse og formidling flere gange i min karriere. Jeg tror, det er sundt, at ledere med mellemrum stempler ud af ledelse og på den måde bevarer kontakten til verden uden for ledelsesgangen. Lige nu er jeg tilbage ved rødderne, nemlig ved formidlingen. Og der har jeg det som en fisk i vandet.

Mikael Kamber, tidligere leder, foredragsholder og TV2-vært.

Foto: Rune Lundø

Har du lyst til at lære mere om positiv psykologi og styrkebaseret ledelse med Michael Kamber, som underviser?

Kursus: Styrkebaseret ledelse hos Ledernes KompetenceCenter