Mød en række ledere, som fortæller deres personlige lederrejse. De kommer fra forskellige steder og er ledere på forskellige niveauer, men hvordan er de nået dertil, hvor de er i dag? Mød Jakob Meng, Head of Digital Products at Bonnier Publications A/S.

Jeg har altid været drevet af at arbejde sammen med mennesker, da jeg er et udadvendt menneske. Men det er først som leder, at jeg oplever, hvor fantastisk det er at kunne være med til at præge, drive, motivere og skabe sammenhæng for andre. Det at have mandatet – at kunne træffe beslutninger for enden af bordet – har også altid tiltalt mig. Og det at være tæt på beslutningerne og spille bold med en virksomheds øverste ledelse. Processen derefter, med at omsætte beslutningerne til handlinger og strategier for resten af de involverede medarbejdere i organisationen/teamet, er for mig meget inspirerende og udviklende. Alt sammen med målet om at skabe og bygge noget der kan vokse og blive en forhåbentlig succes.

Mit skifte fra at være medarbejder til at blive leder skete som en del af min ansættelse i en ny virksomhed, så det var derfor ikke en kæmpe omvæltning. Gennem mange år har jeg været vant til at stå bag roret på kampagner/produkter og dirigere stakeholders, så springet var ikke stort – jeg tror egentlig, jeg var meget klar til det. Men det var udviklende for første gang at skulle holde samtaler, at ansætte m.m. Det er et stort ansvar at finde medarbejdere, som man selv synes er gode, og som passer med teamet og kulturen, og fantastisk så se, at de rent faktisk også gør det. Det er en meget givende proces, når det hele går op i en højere enhed.

De rette medarbejdere er en af de vigtigste brikker i en digital transformation. Har virksomheden den rette teknik, men ikke medarbejdere til at aktivere, udnytte mulighederne, så kan potentialet være spildt.

- Jakob Meng

Jeg mener, at frihed under ansvar er essentielt. Jeg prøver at opdyrke en kultur, hvor der ingen dårlige idéer er, og hvor proaktivitet er et mål i sig selv. At man så tester og finder ud af, at man skal i en anden retning, det er bare den gode konsekvens. Der bliver snakket en del om, hvor meget ”sig selv” man er på arbejde, og som leder synes jeg det er vigtigt, at man er så autentisk, ”sig selv” og transparent som muligt. Humor og socialitet er for mig nøglepunkter, så jeg bruger meget humor som en naturlig del af det at skabe gode relationer til kollegaer og medarbejdere. Dog er du som leder også nødt til at tage de svære beslutninger, også dem der ikke vil have positiv afsmitning på teamet. Det er lige så meget vilkåret ved at være leder.

En ledelsesmæssig udfordring for nylig var, da vi skulle lancere en streaming-tjeneste og skabe kendskab omkring et helt nyt brand – en spændende udfordring. I tidligere roller har jeg arbejdet med store globale gaming brands og produkter, der groft sagt hjalp markedsføringen væsentligt. Her skulle vi styre et lokalt cross-functional team igennem dagligdagen og samarbejde med en ekstern leverandør af platformen uden for Europa. Vi havde – på trods af de bedste intentioner – svære muligheder for at lykkes, og vores platform blev desværre lukket. Det var en udfordring at skulle meddele dette til et super engageret og passioneret team. Man kunne skære skuffelsen i tykke skiver ud af luften. Det er dog ”gamet” i digital, og vi lærte en masse af det, som vi har brugt i nye projekter, så vores fælles erfaring for virksomheden blev kun bedre. Men i situationen var det virkelig ærgerligt. 

Karriererådet, som jeg ville ønske, at jeg havde fået som ung er at have ro på, at være tålmodig. Din skæbne eller karrierevej er sjældent fastlagt. Man kan definere og omforme den hele livet. 

Mine bedste råd til dig, som overvejer at gå ledervejen er: 

  1. At du ikke skal glemme dig selv og hvor du kommer fra. En form for ydmyghed er vigtig for også stadig at kunne udvikle sig og møde medarbejdere i øjenhøjde hver dag

  2. At være empatisk. En leder, der udøver en høj grad af micro-management, er i længden ikke inspirerende og vil sjældent få kolleger til at vokse og udvikle sig

  3. Vis vejen. Hvis du er drevet af at se medarbejdere skabe succes for sig selv på baggrund af dine prioriteter og rådgivning, så er det det hele værd. Der er for mig kæmpe forskel på ledelse i dagligdagen; i processer, strukturer og KPI’er, og så lederskab hvor en leder træder frem, sætter strategien, inspirationen og motiverer teamet på den lange bane

  4. Lad andre få deres share of fame. Som leder skal du kunne lade andre få kredit, uden at du selv bliver fremhævet

  5. Hvis du gerne vil være leder, så vær åben omkring det, og sig du kan det


Foto: Rune Lundø