Yousef Ayad

"Du kan ikke bede medarbejderne om at gå i en bestemt retning, hvis du ikke selv går forrest"

Selvom det altid har været naturligt for 31-årige driftsleder Yousef Ayad at tage lederrollen på sig, tager han den ikke for givet. Han ved, det kræver hårdt arbejde. For Yousef handler det om at være ærlig omkring sine begrænsninger, lære af sin chefs erfaringer og tage sig tid til at reflektere over sin rolle.
Ledere der leder
Driftsleder hos Boligselskabet Nordsjælland, Yousef Ayad, 31 år, medlem af Lederne og en af de profiler, vi stiller skarpt på i serien "Ledere der leder". Her sætter vi fokus på en række forskellige ledere, deres motivation og syn på ledelse.
Hvad vil det sige for dig at være leder?
”At man er den, der sætter det gode eksempel. Min holdning er, at du ikke kan bede medarbejderne om at gå i en bestemt retning, hvis du ikke selv går forrest. Klichéen er jo ofte, at chefen bare uddelegerer en opgave uden at have en ide om, hvor krævende den er. Derfor forsøger jeg at gøre mig umage for at forstå de opgaver, der skal håndteres.” 

Du er en ung leder. Hvordan påvirker det din rolle som leder?
”Jeg har oplevelsen af, at medarbejderne til tider bliver overrasket over min evne til at træffe beslutninger trods min unge alder. Når jeg som leder er yngre end mange af mine medarbejdere, går jeg meget op i at fortælle dem om mine begrænsninger fremfor at lade, som om jeg ved alting. Det er også for at vise, at vi skal udnytte hinandens kompetencer og at vi ikke kan det hele selv.”

Når jeg som leder er yngre end mange af mine medarbejdere, går jeg meget op i at fortælle dem om mine begrænsninger fremfor at lade, som om jeg ved alting.

- Yousef Ayad

Hvad er din bedste egenskab som leder og hvorfor?
”Jeg synes selv, at jeg er en meget rummelig og tolerant leder. Jeg sætter en stor dyd i at være forstående over for de udfordringer, medarbejderne måtte have – både fagligt og personligt. Selvom vi er i en tid, hvor vi alle sammen har travlt, skal der stadig være plads til at begå fejl, uden man skal hænges ud for det eller have dårlig samvittighed.”

Læs, hvordan den 35-årige Anja Tønning drives af at skabe fremgang gennem sine medarbejders trivsel og sætter pris på hele mennesker. 

Hvad er den største udfordring, du har stået over for som leder? Og hvad har du lært af det?
”Det har nok været de to gange, hvor jeg er blevet leder i en branche, som jeg ikke havde erfaringer indenfor. Jeg havde selvfølgelig en masse kompetencer og andre erfaringer, jeg kunne drage nytte af, men at starte fra scratch har været en kæmpe udfordring. Jeg har dog lært at stole mere på mig selv, og at man kan komme langt med hårdt arbejde.” 

ledere der leder

Hvordan har dit syn på ledelse udviklet sig i takt med, at du er blevet leder?
”Det har helt sikkert gjort mig mere opmærksom på, hvordan andre ledere tænker og formulerer sig.  Selvom det er meget naturligt for mig at indtage en lederrolle, er der stadig mange facetter, hvor jeg kan udvikle mig og blive bedre. Det fortsætter forhåbentlig hele livet, men med en større forståelse for udfaldet af ens beslutninger og formidlingen af dem.”

Jeg vil altid gerne være den bedste udgave af mig selv – leder eller ej, og jeg bruger ofte min køretur hjem til at tænke over min dag

- Yousef Ayad

Hvordan sikrer du dig, at du er den bedste leder, du kan være?
”Jeg bruger meget tid på at reflektere over, om jeg nu håndterede en bestemt opgave eller situation på den rigtige måde. Jeg vil altid gerne være den bedste udgave af mig selv – leder eller ej, og jeg bruger ofte min køretur hjem til at tænke over min dag. Jeg sparrer også en del med min egen leder, som har meget mere erfaring end mig. Det gør, at når jeg kommer i tvivl, om hvordan jeg tackler en given situation, kan jeg bruge hans erfaringer til at komme videre, men på min egen måde.”
ledere der leder

Hvad får du ud af dit medlemskab hos Lederne?
”Jeg bruger primært Lederne til at få inspiration til min egen lederrolle både gennem forskellige guides, men også interviews med inspirerende topledere. Jeg brugte også Lederne til at få en kontraktgennemgang, da jeg blev ansat som driftsleder, hvor jeg fik virkelig kompetent rådgivning fra en af jeres jurister. Jeg synes, det er betryggende, at Lederne opfatter ledelse som den faglighed, jeg også synes, det er. På den måde føler jeg virkelig, at jeg er i trygge hænder.” 

Du kan læse mere om medlemsskab hos Lederne her

Foto: Morten Andersen