Mit Lederne

LEDELSE i DAG – Februar 2020

Månedens anbefaling af Helle Hein

Hvem går du til, når du skal have tips til eminente bøger? På LEDELSE i DAG har vi allieret os med nogle af vores yndlingsforfattere på ledelsesfeltet, som kommer med deres bud på, hvilken bog du bør læse. Denne gang kommer anbefalingen fra Helle Hein.

: ledelse i dag, lederne, dkledelse, Helle Hein, Når talent forpligter, Gyldendal Business
Hvilken ledelsesbog er den bedste?
Det spørgsmål er i sig selv udfordring. Hvad skal der egentlig til for at kvalificere til at være en ledelsesbog? Den amerikanske ledelsesguru James March har for eksempel skrevet en fin lille bog, hvor han blandt andet bruger Don Quixote som ledelsesforlæg. Roland Huntfords bog The Last Place on Earth om Amundsens og Scotts kamp om at komme først til Sydpolen er en fremragende bog om to vidt forskellige projektledelsestilgange. Men nuvel, jeg har blandt adskillige kandidater valgt en mere klassisk ledelsesbog som den bedste, nemlig Douglas McGregors The Human Side of Enterprise, som blev udgivet første gang i 1960.
 
Hvorfor er den god?
McGregor gjorde effektivt op med den udbredte forestilling om virksomheden som en maskine med udskiftelige menneskelige dele, der ledes gennem ”gimmicks” som incitamentssystemer og styrings- og kontrolredskaber. I stedet advokerede han for en opfattelse af virksomheden som en levende organisation, der består af indremotiverede medarbejdere, hvor ledelsesopgaven er et spørgsmål om at skabe betingelser, der genererer mening for medarbejderne. Det kaldte han for den menneskelige side af organisationen – The Human Side of Enterprise.

Mange kender sikkert McGregors Teori X (de ”gammeldags” antagelser, som McGregor gør op med) og Teori Y (som McGregor advokerer for, og som rummer et positivt syn på medarbejderen), men McGregor understreger selv, at det ikke er Teori X og Teori Y, som er hjørnestenen i hans arbejde. McGregors ærinde er at få ledere til at granske de antagelser om menneskets natur (teorier), de lægger til grund for deres ledelsesudøvelse, ligesom ledere også bør granske de antagelser, der ligger til grund for de ting, de implementerer.

Hvilke antagelser om medarbejdernes natur og motivation ligger for eksempel til grund, når man indfører bonusprogrammer, kontrolsystemer eller work-life-balance-programmer? Og er de antagelser i overensstemmelse med lederens egne antagelser om den menneskelige natur? Hvis ikke, hvad er så skyld i inkonsistenserne? Og vigtigst: Er de antagelser, lederen baserer sin ledelsesudøvelse på, i overensstemmelse med medarbejdernes egentlige natur?

Jeg kender ingen ledere, som ikke vil have gavn af at reflektere over, hvad deres menneskesyn er, og om det menneskesyn er at genfinde i de ledelsesmæssige beslutninger, de træffer. På den måde bliver McGregors arbejde også til et spørgsmål om integritet, autoritet og klarhed i ledelsesudøvelsen.
 
Hvornår læste du den?
Jeg læste den første gang i 2009, og jeg har genlæst den i hvert fald to gange siden da.
 
Hvorfor læste du den?
Jeg var blevet bedt om at skrive en lærebog om klassiske motivationsteorier, og der var det uundgåeligt at inddrage McGregors arbejde. Indtil da havde jeg læst om McGregor, men jeg havde ikke læst ham i hans originale form. Det var en stor øjenåbner. Han er ret misforstået, ligesom et af mine andre forbilleder Abraham Maslow også er det. Man skal læse originalteksterne!
 
Hvad har du brugt bogen til efterfølgende?
Jeg nævner McGregor i stort set alle foredrag, jeg holder for ledere, hvor en del af min indgangsbøn er: ”De antagelser, man som leder har om sine medarbejdere, ender ofte med at blive selvopfyldende profetier”. På den måde maner jeg til refleksion over, hvilke antagelser man som leder har om sine medarbejdere, ligesom jeg opfordrer ledere til at teste, om deres antagelser faktisk holder stik. Det kræver en dialog med medarbejderne. I mit konsulentarbejde beder jeg desuden også ofte ledere om at reflektere over, hvilke antagelser der ligger indlejret i det, ledelsen gør, når de for eksempel indfører kontrolsystemer eller bonusordninger med videre. Det giver altid anledning til interessante refleksioner.

Om Helle Hein

Helle Hedegaard Hein er cand.merc. og ph.d. og arbejder som selvstændig motivations- og ledelsesforsker, konsulent og foredragsholder.

Hun har i cirka 20 år forsket i motivation og ledelse af især højtspecialiserede medarbejdere. Hendes forskning har inkluderet alt fra sundhedsvæsenets fagprofessionelle over gymnasielærere, dommere og kunstnere til professionelle sportsudøvere og dækket emner som motivation, ledelse, talentudvikling, kreativitet, vidensarbejde,  meningsskabende værdiledelse og stress.

Læs denne måneds artikler