Trivsels- og stressprofilen i praksis
Her et eksempel fra en ledergruppe, vi for nyligt arbejdede med.
Leder-fokusperson: ”Jeg bliver mest presset, når jeg kan se, at det er umuligt at nå at løse en opgave indenfor rammerne. Hvis jeg for eksempel kun har få dage til det, og kalenderen er fyldt helt op, og jeg ved, at jeg skal sjuske mig igennem. Jeg tror, I kan mærke det på mig, fordi jeg bliver mere hektisk og bestemt. Og kort for hovedet. Jeg mister simpelthen min tålmodighed.
Hvordan kan I bedst hjælpe mig? Ja, I skal i hvert fald ikke lægge hovedet på skrå og se ud som om, det er synd for mig. Og I skal slet ikke give mig en krammer. Jeg tror egentlig godt, jeg selv kan finde ud af at række ud. Måske skal I bare spørge mig, om der er noget, I kan hjælpe med? Jeg synes jo faktisk, I er gode til det.
Og så må I for guds skyld ikke blive bange for mig og trække jer. Det kan jeg nogle gange fornemme, at I gør, og jeg forstår det jo egentlig godt”.
Hvis tiden og trygheden i gruppen muliggør det, kan man på forhånd aftale, at lederkollegerne har mulighed for at spørge ind og kommentere undervejs.
Lederkollega 1: ”Jeg kan godt genkende det, du siger, men jeg synes faktisk ikke, at du bliver kort for hovedet. Jeg vil hellere sige, at du bliver mere præcis og fokuseret i det, du siger. Som om du ikke vil spilde nogle ord. Og man kan sagtens mærke, at man ikke skal forstyrre dig lige her”.
Lederkollega 2: ”Jeg har lagt mærke til, at du bliver lidt stille nogle gange, og det ved jeg ikke rigtig, hvad betyder. Er det, når du er presset?”.
Lederkollega 3: ”Jeg vil gerne udfordre den der med, at du er god til selv at række ud. Det kan jo godt være, at det bare er mig, du ikke rækker ud til. Men jeg synes ikke, at jeg har oplevet det. Kan du sige lidt om det?”.
Dialogen fortsætter lidt endnu, og hurtigt er de 10 minutter til øvelsen gået, og tidsstyreren takker og går videre til den næste.