Mit Lederne

LEDELSE i DAG – December 2019

Månedens anbefaling af Soulaima Gourani

Hvem går du til, når du skal have tips til eminente bøger? På LEDELSE i DAG har vi allieret os med nogle af vores yndlingsforfattere på ledelsesfeltet, som kommer med deres bud på, hvilken bog du bør læse. Denne gang kommer anbefalingen fra Soulaima Gourani.

Soulaima Gourani månedens anbefaling
Hvilken ledelsesbog er den bedste?
Det er svært at vælge én bog ud af alle dem, jeg har læst de sidste 20 år. Bøger er især gode, hvis man også husker at være berejst i livet, og med det mener jeg, at man husker at gøre noget med det, man læser og lærer. Viden er ubrugeligt uden praktisk anvendelse. Fagligt indhold bliver let til frustration, hvis ikke man omsætter sin inspiration til noget konkret. Jeg er en praktiker, mere end en teoretiker. Hvis jeg skal tvinges til at vælge én bog, så vil jeg pege på: Blindspot  ̶  Hidden Biases of Good People af Mahzarin Banaji (min professor fra Harvard) og Anthony G. Greenwald.

Hvorfor er den god/hvorfor vil du anbefale andre den?
Den lærer dig om dine blinde vinkler, også kaldet bias. Jeg er især vild med forståelsen af vores såkaldte bekræftelsesbias, at vi som mennesker søger evidens, som understøtter vores antagelser. Bias bruges i forbindelse med vurdering og beslutninger og lærer dig om dine fordomme. Bias er alvorlige, fordi vi med dem uden at vide det kan diskriminere, udelukke, fordømme eller ubevidst visse typer af mennesker. Du har masser af bias, ligesom jeg har det, kunsten er at kende dem og undgå at lade dig styre af dem. Som leder er det vores væsentligste kompetencer at træffe de bedste og mest rationelle beslutninger. Men vi er så påvirket af vores psykologiske (forsvars)mekanismer. Mennesket er dybt irrationelt, og det leder os til mange forkerte beslutninger. 

Hvad adskiller den fra andre ledelsesbøger? 
Den er praktisk, spændende og skrevet af en kvinde.

Hvornår læste du den? 
I 2014. 

Hvad har du brugt bogen til efterfølgende? 
Jeg bruger den løbende. Jeg har den altid liggende fremme, så jeg lige kan slå noget op i den.
 

OM SOULAIMA GOURANI

Soulaima Gourani er uddannet eksporttekniker og har en MBA fra Copenhagen Business School, som hun har suppleret med kurser fra blandt andet universiteterne Yale, Stanford, Berkeley og Harvard.

Soulaima Gourani er foredragsholder og samfundsdebattør og rådgiver virksomheder om kundeloyalitet og medarbejdermotivation. Hun er desuden direktør for og stifter af fire virksomheder. Hun er udvalgt som én af verdens mest indflydelsesrige unge ledere, Young Global Leaders, af World Economic Forum som første, danske kvindelige leder. Hun er også nomineret til Thinkers50-prisen Ideas Into Practice Award i 2019.

Vil du have mere indhold som dette?

Ledelse i Dags nyhedsbrev

Modtag artikler, videoer og nyheder fra Ledelse i Dag direkte i din indbakke 10 gange om året.