Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Mit Lederne

Ledelse i Dag - marts 2018

Månedens uddrag

Hver måned bringer Ledelse i Dag et uddrag fra en aktuel ledelsesbog i samarbejde med Gyldendal Business. Samtidig giver vi dig mulighed for at købe bogen som e-bog til halv pris i en begrænset periode.


Her kan du læse uddraget fra månedens e-bog: Robusthed, skrøbelighed og det generøse lederskab af Ole Fogh Kirkeby.

e-bog, Ole Fogh Kirkeby, Gyldendal Business, Robusthed, skrøbelighed og det generøse lederskab, robusthed, copenhagen business school, cbs, eksistentiel ledelse, ledelse i dag, dkledelse, lederne

Uddrag fra indledning og 1. kapitel af Ole Fogh Kirkebys bog: Robusthed, skrøbelighed og det generøse lederskab

Metaperspektiverne
Når vi bruger ordene resiliens, robusthed og skrøbelighed, kan vi referere til flere overordnede perspektiver eller videnskabelige og filosofiske retninger og paradigmer. Vi har et perspektiv, der fokuserer på menneskets væsen – på dets iboende kapaciteter, der udmøntes i påstanden om medfødte egenskaber, om de nu falder ud til robusthedens eller skrøbelighedens side. Dette perspektiv begrunder sig selv i et overordnet sæt af biologiske, antropologiske og neurobiologiske teorier med tilhørende evolutionær ramme.

I dette perspektiv udvikles ofte mindre fintmærkende distinktioner, fordi man opererer med psykologiens konfliktfyldte og firkantede vokabular, der i virkeligheden er et strategisk udvalg af dagligdagssprogets begreber for kontekstuelt relevante, personlige egenskaber, og især blikket for skrøbelighedens potentialer går tabt. Vi kan f.eks. importere dagligdagsbegrebet følsom og lade det betyde “indadvendt” gennem brugen af C.G. Jungs vokabular. Men følsomhed kan jo netop udgøre et overdimensioneret sanseberedskab, en evne til at registrere det nærmest usynlige og uhørbare samt en intens fornemmelse af sig selv og dermed af andre. Det er en særlig form for rettethed udad mod verden.

Begreber, der udtrykker denne skabende sensitivitet, har været kendt siden stoikernes analyse af bevidsthedens funktion. I en sådan kontekst kan et fænomen som stress ofte opfattes som en funktion af overfølsomhed og som frygt for verden, altså som en negativ side af det enkelte individs egen konstitution, og sådan en diagnose bestemmer de forebyggelses- og behandlingsstrategier, som man vælger at anvende. Men overfølsomheden, eller – som man nu siger – “hypersensibiliteten”, det forstærkede erfarings- og følelsesberedskab, udgør under mange omstændigheder i virkeligheden en styrke, og kun under særlige vilkår udløser det stress, der måske ikke nødvendigvis har nogen simpel relation til bevidsthedsapparatets følsomhed.

Vi kan også nævne begrebet mindfulness, hvis kerne, begrebet mind, blot tages for givet, selvom det er et ekstremt kompliceret begreb. Ordet betyder på engelsk erindring, hukommelse, at blive husket; men også tanke, formål og bevidsthed, intellekt og intention. Nogle mener, at ordet menneske stammer herfra – det væsen, der kan tænke – da roden er *men-, at tænke. Men ud over det etymologiske er mind jo på dansk repræsenteret af begreber som bevidsthed, ånd, minde, men også selv, sind og sjæl.

Vi har et socialt, systemisk perspektiv, der opfatter begreberne robust og skrøbelig som en funktion af strukturer, det vil sige af vilkårene på arbejdsmarkedet og i organisationen, både hvad angår de store og små sociale enheder. Om en person kaldes henholdsvis robust eller skrøbelig, afhænger af de begivenheder og kontekster, han skal fungere i. Dette perspektiv har blik for stress som en funktion af de organisatoriske fællesskabers nedbrydning og for robusthed og skrøbelighed som rollefunktioner, der afspejler gruppernes indre dynamik. Vi har et perspektiv på ledelse generelt og specifikt, der tematiserer lederegenskaber og lederpraksis i relation til lederens autenticitet og etisk-moralske integritet og til de virkninger, hans strategier skaber i organisationen. Dette perspektiv kan være både pragmatisk og strategisk, fordi det tematiserer den rolle, lederen har ved skabelse af grundlaget for, udløsning af og forebyggelse af stress.

Lederens personlige egenskaber og dermed hans grad af refleksivitet, hans evne til at forstå sin måde at forstå på – og dermed komme ind på livet af sine projiceringer – kommer i fokus. Vi har et erkendelsesteoretisk perspektiv på menneskets kreative potentialer, der vel mere tilhører filosofien end psykologien, fordi den eksperimentelle filosofi, og også dybdepsykologien, slet ikke har leveret nogen forklaringskraftige teorier om innovative kapaciteter og kreativitet.

Derimod må vor viden om kreativiteten tage udgangspunkt i en fænomenologisk beskrivelse af dennes produkter og processer, og det betyder, at disse områder og aktiviteter må underkastes et blik, der ser dem på deres egne præmisser, og dette blik tilhører filosofien. Kunst må inddrages som substans, og her lander vi i den filosofiske æstetik og æstetiske filosofi.

For så vidt at skrøbelighed ses som sensitivitet, og vi åbner for den mulighed at se sansernes samarbejde, deres indflydelse på forestillingsevnen og på tænkeevnen som en styrke, så er psykologien alt for utilstrækkelig teoretisk og praktisk til at levere en forståelseshorisont. Den skabende rolle i følelser og sprog ydes ikke retfærdighed i de instrumentelle, psykologiske diskurser. Psykologien kommer til kort over for et begreb som serendipitet, at opdage noget ved et tilfælde, der i dag står centralt ved forståelsen af intuitivt ledet nyskabelse.

Det kræver filosofi at udvikle distinktioner mellem en stærk og en svag skrøbelighed og vikle denne ud af patologierne. Og det kræver filosofi at udvikle indholdet af en robust skrøbelighed. Endelig har vi et etisk-moralsk perspektiv på organisationen generelt. Værdier som motiver for tænkning og handling er centrale her.

Nogle mennesker foretrækker at tale om robuste organisation- er i stedet for om robuste individer. Her opfattes robusthed på den ene side som en funktion af en historik, der gør organisationen i stand til at modtage og håndtere forskelligheder, og på den anden som en funktion af svagheder i lederens og medarbejderens selvforhold, der enten ikke konfronteres og bearbejdes eller – såfremt det er skrøbelighed – ikke forvandles til en styrke, men anvendes taktisk til at undgå de fælles forpligtelser. I de sidste tilfælde er det ansvaret over for de andre og over for en selv, der svigtes, fordi den, der bærer ansvaret, lader sig styre af sider af sin egen natur, der er blevet ham bevidst.

I øvrigt handler mit eget metaperspektiv om at gøre filosofien til den platform, hvorudfra begreber som robusthed og skrøbelighed diskuteres, således at refleksionsniveauet stiger. Dette betyder ikke mindst, at man styrker og skærper sin bevidsthed i forhold til de ord, man bruger til at udtrykke det, man mener at være overbevist om, at man prøver at sige – for nu at udtrykke fænomenet mening i form af den usikkerhed og paradoksalitet, som det besidder.

Vi er nu nået derhen, at vi kan konkludere, at det at tale om robusthed og skrøbelighed kræver en analytisk differentiering af den mening og betydning, som vi anvender. Der er hverken nogen entydig eller simpel form for robusthed eller skrøbelighed. Det er derfor på tide at udvide begrebsapparatet.

1. Robusthed
I introduktionen til begrebet robusthed og til dets positive og negative former vil jeg i begyndelsen primært henvise til lederkapaciteter og -holdninger ved udviklingen af det almene begreb om robusthed. Først derefter vil jeg fokusere på medarbejderens særlige versioner. Der er nemlig afgørende forskelle på det, som kravet om robusthed kan betyde for ledere og for medarbejdere.

For lederne er begrebet forbundet med strategisk aktivitet, hvor lederen har status som bestemmende og handlende subjekt. For medarbejderne er det forbundet med måderne at blive gjort til objekt på og i mere eller mindre grad selv medvirke hertil.

At fænomenet mellemleder så gør det svært at trække grænsen mellem leder og medarbejder komplicerer billedet yderligere, da mellemlederen jo på samme tid er begge dele.

Hvad betyder robusthed egentlig?
Ordet robust kommer – som allerede nævnt – af latin: robustus, der betyder “så stærk som egetræ”, fra robur, robus, hårdt tømmer, styrke, men især med reference til den hårde type egetræ, der har rødt ved, af latin: robur, rød, og også findes i ordet rust og det engelske ord corroborate, at bekræfte. Egetræ er et stærkt og smukt materiale og noget af det hårdeste og mest holdbare træ, der findes. Men bøgen vandt over egen i vore skove, fordi den hurtigere formår at vokse op i lyset.

Jeg havde engang en violin af egetræ. Den klang som den, der blev fisket op fra titanisk bund – som en våd gulvklud. Egen kan meget, men egetræ kan ikke synge, ikke klinge, ikke respondere, men måske dog i egenskab af violinens bund, ligesom frugttræ i instrumenter fra det 16. og 17. århundrede, skabe en klangbund, fordi det kun skal bevare lyden og kaste den tilbage med krav om forøget klarhed og styrke. Eg udgør det organiske materiale, der i holdbarhed kommer tættest på det uorganiske. Derimod kommer ordene tro og troskab fra roden *dru-, der betyder hård som træ, sikkert atter egetræ.

Den robuste udmærker sig dog ikke nødvendigvis ved trofasthed eller ved sin troskyldighed, endsige ved sin troværdighed og sin evne til at vække og give tillid. Her dækker rusten formentlig over det fine metal i selvbeskyttelsens navn. Vi kan selvfølgelig ikke afvise, at den robuste kan være trofast og vise tillid, men han vil da opfatte disse dyder meget bogstaveligt. Han vil kræve entydig gensidighed og ikke acceptere svagheder, hverken hos sig selv eller hos den anden, eller også forbeholder han sig retten til at excellere i disse holdninger.

Som leder er medarbejderen enten med ham eller mod ham. Hvis du er ham tro, må du ikke vakle, og det betyder også kritisere. Mener han, at du misbruger hans tillid, vifter han dig bort som en flue. Han er ikke god til at forstå andre mennesker, og derfor kræver han utvetydige tegn på deres følelser. Samtidig skal han nok selv bestemme, hvad et tillidsforhold er for noget. Han er som Mussolini besat af spejle, der kaster det forskønnede billede, som han har af sig selv, tilbage.

Den robuste er måske råstærk, men mellem den råstærkes fingre knuses det sarte, og den kraftige hånd er ofte famlende og fumlende. Det slagkraftige, drøje og seje kan bruges i mange sammenhænge, hvor fysiske anstrengelser indgår i brugen af værktøj, men mellem mennesker fungerer det ofte som en elefant i en glasbutik, hvis da ikke begivenheden handler om overvindelse og underkastelse gennem fysisk konfrontation. Og både det håndfaste og det hårdhændede, for slet ikke at tale om det anmassende, overgribende og grovkornede, er ved at blive overflødigt i en tid, hvis celler består af chips, hvis puls tælles i nanosekunder, og hvis pionerer er helt unge mennesker beskyttet af tatoveringens talisman og spundet ind i spinkle drømme og store skæg, som bor til leje i flimrende luftkasteller, og færdes blandt virtuose sandskulpturer og isslotte, der på få øjeblikke forvandler sig til markedsduelige konstruktioner hårde som kubisk bornitrid.

Den robuste er stadigvæk massiv i materialet og vader hen over alt uden forbehold. Han lægger ikke mærke til ret meget og især ikke til det væsentlige og til det, der arbejder under overfladen, til det knap synlige mesterstempel på fænomenets bagside. Hvis vi nu forstår robusthed som kendetegnet af enten træg massivitet eller hensynsløs offensivitet – og i øvrigt ofte af en kombination af begge – har vi baggrunden for prototyper, der gør modstanden mod idealet om det robuste meningsfuld.

Over for denne negative robusthed må vi så stille et positivt billede, hvis ikke al robust formåen skal forkastes over én kam. Som jeg allerede har skrevet, er den robusthed, der orienterer sig efter værdier og har styrke til at gøre dem virkelige iblandt os, nemlig en kapacitet, som vi ikke kan tillade os at afvise, medmindre den er dogmatisk.

Vi får da følgende idealtyper af robusthed, hvor de første udtrykker dispositioner, adfærd og holdninger (mere eller mindre refleksive), der er destruktive for fællesskabet, for de enkelte, for andre mennesker og for den robuste selv. De kaldes negative former for robusthed.

De andre udtrykker resiliensens væsen, retfærdighedsfølelse og modstandskraft, situationsfornemmelse, viljestyrke, mod og handlekraft, og de kaldes positive former for robusthed.

De to negative former:

  • Massiv robusthed
  • Offensiv robusthed

Og de to positive:

  • Sensitiv robusthed
  • Spændstig robusthed

Få bogen med rabat

Du har mulighed for at købe Ole Fogh Kirkebys bog med rabat i en begrænset periode.

Læs denne måneds artikler

Vil du have mere indhold som dette?