-
Fakticitet: Vi er kastet ind i livet og må forholde sig til, at der i enhver situation er omstændigheder, vi ikke selv har bestemt, men som vi må tage ansvaret for. Det gælder også som leder. Her står du ofte med ansvaret for noget, du ikke selv er ophav til, såsom at implementere strategier, du ikke selv har besluttet, og lede medarbejdere, du ikke selv har ansat. De faktiske omstændigheder kan føre til frustration. Derfor er det væsentligt at forstå, at det er et grundvilkår for os mennesker, at vi er givet nogle forhold, vi ikke altid kan ændre på, men alligevel må stå på mål for. Vi kan aldrig fuldt ud blive herre over vores situation.
- Frihed: Selv om der er faktiske forhold, vi må forholde os til, har vi ofte en større grad af frihed, end vi vil være ved. For med friheden til at vælge følger også et endnu større ansvar. Det føles ofte som en byrde, og derfor forsøger vi at unddrage os valget ved at lade som om, vi slet ikke har det. Vi henviser til normer, politikker og retningslinjer frem for at overveje, om vi i virkeligheden behøver at følge dem. Som leder må du også forholde dig til friheden og det ansvar, der følger med.
- Krop: Krop og bevidsthed er ikke adskilte. Tværtimod hænger vores begrebslige forståelse og tænkning i høj grad sammen med kropslige bevægelser og følelser. Der er en kropslig begribelse af verden – en tavs viden – der skaber fundamentet for udviklingen af mere teoretiske begreber og rationel tænkning. Krop, følelser og intuition spiller også en central rolle i ledelse, ikke mindst når der skal træffes beslutninger. Som leder må du derfor inddrage dine praktiske, kropslige erfaringer, såvel som forholde dig til sin krops fysiske tilstand, herunder emner som søvn, da de påvirker den måde, hvorpå situationer og handlemuligheder opleves.
- Tid: Tiden former grundlæggende vores liv og skal forstås subjektivt. Hvor langsomt eller hurtigt den går afhænger til dels af os selv og vores situation. Samtidig påvirkes den af sociale strukturer. At vi ofte føler, at vi mangler tid, skyldes en social acceleration, der bidrager til den voldsomme vækst i antallet af stresstilfælde. Den sociale acceleration medfører en desynkronisering mellem vores voksende antal muligheder på den ene side og vores evne til at udnytte dem på den anden – mellem det sociale liv og arbejdslivet over for den menneskelige krop og psyke. Afstanden mellem de muligheder, vi har, og hvad vi kan beslutte at gøre på den ene side, og hvad vi kan nå at gøre, hvad vores kroppe kan holde til, og hvad vi har tid til på den anden, er blevet større end nogensinde før. Derfor bliver fravalg lige så vigtige som tilvalg, men det kræver håndtering af frygten for at gå glip af noget.
- Død: Døden er det ultimative grundvilkår, og den skal ikke blot ses som noget, der forekommer, når livet ophører. Den er hele tiden til stede i vores liv i kraft af fravalg. Vi må konstant vælge og derfor også fravælge, og vi kan aldrig gå tilbage og gøres vores valg om. Vores eksistens indebærer derfor også hele tiden tab. Tab af muligheder, medarbejdere, kunder, projekter og ikke mindst jobbet. Som leder skal du kunne tale om de svære emner, såsom afskedigelser, og må forholde dig til, hvad der er på spil hos dig selv. Det er en essentiel, men desværre ofte noget overset del af ledergerningen.
|