Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs vores cookiepolitik

Mit Lederne

Ledelse i Dag - juni 2018

Månedens uddrag

Hver måned bringer Ledelse i Dag et uddrag fra en aktuel ledelsesbog i samarbejde med Gyldendal Business. Samtidig giver vi dig mulighed for at købe bogen som e-bog til halv pris i en begrænset periode.

Her kan du læse uddraget fra månedens e-bog: Når talent forpligter af Helle Hedegaard Hein. Bogen var nomineret til Årets ledelsesbog i 2017.

e-bog, Helle Hedegaard Hein, Gyldendal Business, talent, motivation, ledelse i dag, dkledelse, lederne

Første kapitel fra "Når talent forpligter"

Når mening erstatter tomhed
En af inspirationskilderne til denne bog er tennisspilleren Andre Agassis selvbiografi Open. I vores motivationsperspektiv er det fortællingen om, hvad der sker, når man møder et talent med forkerte antagelser om, hvad der motiverer talentet.

Det er en historie om, hvordan et dårligt match mellem talentledelsesstrategi og motivationsprofil kan føre til en altoverskyggende tomhed, men det er også en historie om, hvordan det til sidst lykkes Agassi at få erstattet tomheden med mening. Andre Agassi bliver født i Las Vegas i 1970. Længe inden han bliver født, har hans far besluttet sig for, at det kommende barn skal være professionel tennisspiller. Allerede da sønnen som spæd ligger i vuggen, spænder faderen en uro med tennisbolde over vuggen og surrer et bordtennisbat fast med tape rundt om sønnens håndled, så han kan ligge i vuggen og træne, før han kan gå.

Da sønnen er stor nok til at få en rigtig tennisketsjer i hånden, flytter familien til et hus, hvor baghaven er stor nok til, at der kan anlægges en tennisbane. Han skal være blandt de bedste tennisspillere. Han skal vinde en Grand Slam, og han skal blive nr. 1 på verdensranglisten. Det er det, det handler om. Det er det, der vil gøre det hele prisen værd. Det er det, der vil gøre ham lykkelig. Agassi køber fortællingen. Han gør, som han får besked på. Sådan da. For i et forsøg på at være sig selv udviser han indimellem en adfærd, som andre tolker som et oprør mod den etablerede tennis scene. Hans tøjstil er flamboyant: denimshorts med neonfarvede tights indenunder, spraglet T-shirt og bandana. Han nægter endda i flere år at stille op i Wimbledon, hvor reglerne foreskriver, at spillerne skal være klædt helt i hvidt.

Men han træner, og han sigter efter at vinde en Grand Slam og blive nr. 1 på verdensranglisten. I 1992 sker det. Han vinder sin første Grand Slam. Ved Wimbledon. Klædt i hvidt. Alle omkring ham er i ekstase: Han gjorde det! Han er en vinder. En spiller med substans. Men selv føler han ingenting. Det ændrer intet at vinde, erkender han. Det føles langtfra så godt at vinde, som det føles dårligt at tabe. Følelsen ved at vinde er ikke i nærheden af at vare så længe, som følelsen af at tabe varer. Forvirret over den manglende reaktion betror han sig til nogle få mennesker: Jeg hader tennis! Pjat, siger de, ingen når så langt ved at hade det, de gør.

Tomheden lurer, men han fortsætter med at spille tennis. I 1994 kommer kulminationen: Han bliver nr. 1 på verdensranglisten. Selv føler han ingenting. Kun tomhed. Han er den bedste tennisspiller i verden, og han føler kun tomhed. Hvis det føles tomt at være nr. 1, hvad er så pointen med at spille tennis i det hele taget, tænker han, mens han overvejer at indstille karrieren. I stedet gør han det, han har lært hele sin karriere. Han sætter sig et mål. Hvis de mål, der tidligere er blevet sat for ham – Grand Slam-sejr, nr. 1 på verdensranglisten – ikke har været motiverende, er forklaringen måske bare, at det har været de forkerte mål?

Han sætter sig et nyt mål: Han vil vinde French Open. Det er den eneste Grand Slam-sejr, han mangler. Alle ved, at den bedste spiller ikke er den, der har vundet flest turneringer, men den, der har vundet alle de store turneringer. Tingene går ikke, som Agassi håber, og i 1996 starter en nedtur af dimensioner.

Meningsløsheden og tomheden overmander ham, og han begynder at tage stoffer. Ikke præstationsfremmende stoffer, men metamfetamin, som kan hjælpe ham med at glemme tomheden og meningsløsheden. 1997 bliver hans værste år nogensinde. Ved en dopingkontrol bliver der målt stoffer i hans urin. Da det ikke er præstationsfremmende stoffer, står han „kun“ til tre måneders karantæne, men ved at lyve om stofferne og sige, at han indtog stofferne, da han uforvarende drak af en vens sodavand, lykkes det ham at få henlagt sagen, så han undgår karantæne og offentlig omtale af stofmisbruget.

Men hans tennisspil lider under følelsen af meningsløshed og tomhed – og selvfølgelig også under indtagelsen af metamfetamin. Han spillere dårligere og dårligere og rutsjer ned ad verdensranglisten, og fra sin topplacering i slutningen af 1995 og starten af 1996 som nr. 1 når han en bundplacering i 1997 som nr. 141 på verdensranglisten.

I en turnering i Stuttgart i 1997 ryger han ud af turneringen i første runde, og hans træner gennem mange år, Brad Gilbert, mister tålmodigheden og sætter ham stolen for døren samme aften: Sådan her fortsætter vi ikke. Du er bedre end det her. Du plejede i hvert fald at være bedre. Enten stopper du din karriere – eller også starter du forfra. Men du kan ikke fortsætte på denne måde med at blamere dig selv. Du kan stadig vinde, men det kræver, at du starter helt forfra og træner, som du aldrig har trænet før. Krop, psyke og mentalitet skal bygges op fra grunden igen, og du skal spille små turneringer mod spillere, der aldrig har drømt om, at de skulle møde dig i en turnering. Stop eller start forfra. Valget er dit – men du skal vælge nu.

Det eneste, Agassi kan tænke på, mens han står på hotelværelset i Stuttgart, er, hvor meget han hader tennis. Mens han kigger ud på trafikken, tænker han: Og hvad så? Der er masser af mennesker i verden, der hader deres arbejde, men de gør det alligevel. Ja, du hader tennis. Men du må stadig respektere tennis. Du må stadig respektere dig selv og dit talent. Han vælger at fortsætte i tennis. Han vælger at starte forfra. Han arbejder sig op ad ranglisten igen ved at spille en masse små turneringer.

Men den mest afgørende forskel er hans motivation. Han spiller ikke længere for en Grand Slam-sejr, selv om han virkelig gerne vil vinde French Open. Han spiller ikke længere for at blive nr. 1 på verdensranglisten. Nu spiller han for et formål, der ligger uden for ham selv, og det gør hele forskellen. Kimen til den nye motivation blev lagt året før, da Agassi stod midt i sin dybeste krise. Her møder han gennem sin daværende kone en restauratør, som han instinktivt fatter sympati for. Han kan lide manden. Han kan især lide den måde, manden taler om sine børn på. Manden elsker sine børn og praler af dem. Men manden er også bekymret for, om han nogensinde kan tjene penge nok, så børnene kan komme på college og få en uddannelse. Det forhold, manden har til sine børn, ligger milevidt fra det forhold, Agassi selv har til sin far.

Sympatien for manden er så stor, at han beslutter sig for at sætte nogle af sine egne Nike-aktier til side til manden. Aktierne er båndlagt i 10 år, men til den tid vil de være så meget værd, at det vil lette den økonomiske byrde betragteligt. Mandens reaktion er så stærk, at det bliver et vendepunkt for Agassi. Det er et øjeblik, som han ved, at han skal holde fast i og huske. Midt i sin store krise oplever han for første gang for alvor, at det at hjælpe andre er det eneste, der har varig værdi og mening, og han oplever samtidig – midt i en krise, der primært handler om, at han føler sig fremmed over for sig selv – at han aldrig tidligere har følt sig så meget i kontakt med sig selv. Han vinder French Open i 1999, han kravler op ad verdensranglisten igen, og da han indstiller sin karriere i 2006, er han den mest vindende tennisspiller i sin generation.

Han hader stadig tennis – og han spiller stadig tennis. For sjov. For at støtte sit skoleprojekt og en række andre filantropiske formål. Og fordi han ikke kan lade være.

Meningsløshed skaber talenttab
Ud fra et motivationsperspektiv kan Agassis historie læses som et eksempel på, hvad der sker, når et talent bliver mødt med en misforstået ledelsesstil og nogle fastlåste antagelser om, hvad man burde være motiveret af, som ikke stemmer med den egentlige motivationsprofil. I Agassis tilfælde er det så langt fra det, der i virkeligheden motiverer ham, at tennis føles meningsløst og tomt.

Den form for talentledelse, Agassi er blevet mødt med i sin professionelle karriere som tennisspiller, har utvivlsomt været effektiv over for andre spillere med en anden motivationsprofil, men i mødet med Agassis motivationsprofil får det alvorlige, negative, konsekvenser. Agassis „held“ er, at han selv finder en vej ud af meningsløsheden. Han formår at finde mening i det meningsløse. Men hvad med dem, der ikke finder den vej?

Agassis historie har vi hørt fortalt i forskellige versioner fra danske atleter fra forskellige sportsgrene. Vi har hørt historier fra udøvende atleter om den meningsløshed, de oplever, når de mødes med antagelser om, hvad der burde motivere dem, som ligger langt fra, hvad der reelt motiverer dem. Det kan være antagelser, de mødes med direkte i form af formulerede målsætninger og krav, de skal indfri. Det kan også være antagelser, der ligger implicit i de redskaber, de mødes med i deres træning. Det er antagelser, der udspringer fra trænere, talentudviklere, ledere, forbund etc.

Konsekvenserne kan være mange. Meningsløsheden kan føre til oprør, hvis atleten er udadreagerende, og depressionslignende tilstande, som ofte misforstås som stress, hvis atleten er indadreagerende. Nogle indstiller deres karriere tidligt, måske inden den for alvor er kommet i gang. Andre har indstillet karrieren på et tidspunkt, hvor man ville forvente, at der var flere år tilbage i dem som udøvende, og hvor karrierestoppet skyldtes motivationsmæssige årsager og ikke f.eks. skader. Atter andre præsterer dårligere, end de ellers ville kunne, hvis man i stedet havde mødt dem med en bedre forståelse af deres motivationsprofil og drivkræfter.

Når vi tænker på professionelle idrætsudøvere, tænker vi ofte på særligt ambitiøse, disciplinerede og frem for alt meget målrettede mennesker, som udøver deres sport med det klare mål at skabe resultater og at vinde, og som elsker at bade sig i omgivelsernes anerkendelse af deres præstationer. De findes selvklart i sportens verden.

Det er dog langtfra alle atleter, der passer på denne beskrivelse. Der findes også atleter, som ikke er ekstremt målrettede mennesker i traditionel forstand. De har ikke blikket stærkt fokuseret på at nå et bestemt resultat eller et bestemt mål med det primære formål at vinde og høste anerkendelse. De føler sig ikke forpligtet af målsætninger. De føler sig forpligtet af deres talent. De føler en pligt til at bruge deres talent, udforske talentet, se, hvor langt talentet rækker. De vil gerne vinde, men ikke for at vinde i sig selv. De kender godt til det kick, der kommer af at vinde, men det er ikke det, de forbinder med den stærkeste mening. De forstår godt vilkårene i sport.

Til syvende og sidst handler sport også om at vinde og om at præstere. Man kan ikke få støtte til at udøve sin idræt på et professionelt plan, hvis man ikke kan præstere resultater. Men de bliver ikke motiveret af målsætninger om at vinde som det højeste mål i sig selv. De bliver motiveret af at nå den højeste standard inden for deres felt – eller bedre endnu: at sætte nye højeste standarder. De bliver motiveret af perfektion. Af at udtrykke sig selv. Af at løfte deres idræt til nye højder. Hvis en træner forsøger at motivere dem ensidigt gennem målsætninger, resultater og sejre, kan det blive meningsløst for atleten.

Samlet set er konsekvensen et stort talenttab, som skyldes, at atleterne bliver misforstået og ledet forkert, fordi de mødes med redskaber, antagelser og ledelsestanker, der ikke harmonerer med deres motivationsprofil. Det er et talenttab, som kunne forhindres, hvis man forstod disse atleter bedre.

Misforstået atlet eller misforstået ledelse?
Vi har i vores tidligere arbejde i sportens verden ved selvsyn observeret, hvordan et dårligt match mellem atletens motivationsprofil og den ledelses- og talentudviklingsstrategi, som atleten blev mødt med, har ført til alvorlige reaktioner og dårligere præstationer hos atleter. Den frustration og meningsløshed, som i de tilfælde kan ramme atleten, kan komme til udtryk på forskellig måde, som blandt andet afhænger af atletens temperament.

De udadreagerende kan råbe og bruge fagter – med den konsekvens, at de bliver stemplet som barnlige, utilpassede, forkælede problemmagere. De indadreagerende kan omvendt blive mutte og miste gejsten, men i stedet for at reagere tydeligt udadtil tumler de selv med ofte forvirrede tanker og en følelse af udbrændthed. Det kan have den konsekvens, at de opfører sig mindre disciplineret end tidligere og måske bliver stemplet som usikre, udisciplinerede, useriøse og umotiverede. Måske bliver de mødt med krav om at genfinde motivationen eller mønstre en anden disciplin, men det fører ofte til endnu større demotivation og meningsløshed, fordi det bliver tydeligt for dem, at der er langt til, at de kan blive forstået og få løst problemet.

Bogens formål er at gøre os klogere på de mange forskellige motivationsprofiler, der findes blandt talenterne i sportens verden. Både de klassiske sportsfolk, som er drevet af at præstere bedre end andre, og de atleter, der føler, at deres talent forpligter dem til at gøre en forskel for deres sport, og som ofte mødes med misforståelser og måske endda fordømmelse. Det er ikke disse atleter eller deres motivationsprofil, der er noget galt med.

Det er den ledelsesudøvelse og den talentudviklingsstrategi, de mødes med, som er misforstået i forhold til deres motivationsprofil. Bogens formål er derfor at skabe en langt mere nuanceret forståelse af talenters motivation, og der ligger et særligt væsentligt formål i at forebygge det talenttab, der kan være en konsekvens af misforståelser og uhensigtsmæssige rammer.

Talenttabet sker ikke kun i sportens verden
I denne bog tager vi udgangspunkt i sportens verden og bruger professionelle atleter som eksempel. Det gør vi, fordi sportens verden har stor fascinationskraft. Mange fascineres af sportens verden. De store præstationer imponerer.

Den indsats, der ligger til grund for de store præstationer, imponerer også. Vi fascineres af atleternes kamp mod modstanderen og mod sig selv. Vi glædes med vores helte, når de lykkes, og vi føler med dem, når skuffelsen står malet i ansigtet på dem. Sortens verden er derfor et fint laboratorium til at studere konsekvenserne af forskellige talentudviklingstilgange, ikke mindst fordi man i sportens verden bruger ret entydige succeskriterier. Det er let at se, om en atlet præsterer som forventet eller ej i forhold til de succeskriterier, der er opstillet.

På visse punkter er der i sportens verden en gennemsigtighed mellem indsats, præstation og resultat, netop fordi resultater ofte er vidunderligt ukomplekse i sportens verden. Der er ofte en tydelig vinder, nemlig den, der har scoret flest mål eller flest point. Nogle sportsgrene er dog baseret på en mere subjektiv bedømmelse. Dressurridning, kunstskøjteløb og tårnspring f.eks. Men resultater i sportens verden er i vidt omfang baseret på forholdsvis objektive og simple succeskriterier og et klart, enkelt regelsæt, hvor det på arbejdspladser ofte er en mere kompleks affære. Jo, man kan måle på salgstal, kundetilfredshedsanalyser, bundlinje og overholdelse af professionelle retningslinjer, men det er alligevel mere komplekse succeskriterier, man må anlægge, når det gælder resultatet. I sportens verden er der f.eks. et klart tidspunkt for resultatopgørelsen.

Når fløjten lyder, kan man kigge på måltavlen og erklære en vinder. Men hvornår lyder fløjten på en arbejdsplads? Her er der sjældent et på sekundet specifikt tidspunkt, hvor man kan gøre indsatsen op. Det er klart, at en fodboldkamp og et it-projekt eller et udviklingsprojekt kan være lige komplekse at vurdere i forhold til præstationen. Fodboldkampen kan også diskuteres ud fra, om strategien lykkedes, eller ud fra de enkelte spilleres forløste potentiale i kampen. Der kan også være forskellige tidsperspektiver i evalueringen af en fodboldkamp. Ja, vi tabte måske i dag, men vi kan se, at vi har fået lagt kimen til et vigtigt frø på sigt.

Alle disse evalueringer vil man også kunne finde i et it-projekt eller et udviklingsprojekt, men det er straks sværere at udråbe en vinder, når fløjten lyder i disse projekter. Samtidig er sportens verden en verden, de fleste kan forholde sig intuitivt til. Der er større genkendelighed i at bruge sportsgrene, man har bare et perifert kendskab til, som eksempel frem for at bruge Statens Frøkontrol eller HR-afdelingen i Hjørring Kommune som eksempel. Sportens åbne vindue ud mod befolkningen som tilskuere gør det til et godt vindue at kigge ind i. Det er netop en af de væsentligste kilder til sportens fascinationskraft: Vi kan se en klarere sammenhæng mellem indsats og resultat. Eller det bilder vi os i hvert fald ind, at vi kan.

Selv om der går en masse ting forud for en fodboldkamp, og selv om der er en masse ting omkring en fodboldkamp, som er komplekse størrelser, er det alligevel lettere at forholde sig til det, der foregår på en fodboldbane, mens kampen finder sted, end til det, der foregår i bare en mindre eller en mellemstor virksomhed med produktionsafdeling, salgsafdeling, HR-afdeling etc. Derfor bruger vi sportens verden som et destillationsapparat til at sige noget om talent, talenters motivation og talentarbejde i det hele taget.

Når vi i bogen taler om talenter, mener vi ikke bare håbefulde spirefrø, der måske en dag forløser deres potentiale. Professionelle atleter er også i vores optik talenter. Ligesom elever og alle typer af medarbejdere kan være det. Og når vi i bogen skriver „talentudvikler“, mener vi ikke bare en træner. I sportens verden kunne det lige så vel være sportsdirektøren, talentudvikleren for ungdomstalenterne eller ansatte i forbund og organisationer. Men det gælder også talentudviklere uden for sportens verden, så der kunne lige så godt stå direktøren, lederen, spejderlederen, musikunderviser en, skolelæreren eller noget helt sjette.

Vores håb er, at talentudviklere i sportens verden kan lære af bogen, men det er i lige så høj grad vores håb, at alle andre former for talentudviklere kan lære af bogen. I vores optik er de temaer og problemstillinger, vi diskuterer i bogen, ikke isoleret til sportens verden. Det er temaer og problemstillinger, der i lige så høj grad rammer talentarbejdet i skoler og på arbejdspladser. Overførslen af disse temaer og problemstillinger diskuterer vi til sidst i bogen. Her diskuterer vi også, hvordan det talenttab, vi mener at kunne se inden for sportens verden, også kan spores til erhvervsliv og undervisning.

Det er et talenttab, der finder sted i sportens verden. På arbejdspladser. På skoler og gymnasier og mange andre steder. Det er et talenttab, der skal forebygges. For talenternes skyld. Og for samfundets skyld. Fordi talent forpligter.



Få bogen med rabat

Du har mulighed for at købe bogen som lydbog og e-bog med rabat i en begrænset periode.

Læs denne måneds artikler

Vil du have mere indhold som dette?