Hver vinkel repræsenterer et afgrænset blik, der afdækker nogle bestemte facetter, hensyn, motiver, værdier og drivkræfter, der potentielt kan sikre tilslutning til et ledelsesmæssigt tiltag. Det lodrette vinklingsspor fokuserer på, hvem tiltaget er et gode for, mens det vandrette spor fokuserer på, hvorfor tiltaget er et gode for dem.
Tanken er, at de to spor skal kombineres, så et givent niveau parres med et givent tema. Forklarer man for eksempel ændrede arbejdstider med, at det vil skabe en bedre dialog på tværs af afdelingens forskellige faggrupper, vil man trække på en afdelingsvinkel på det lodrette spor (hvem) og en samarbejdsvinkel på den vandrette spor (hvorfor). Vi vender tilbage til denne pointe, men for klarhedens skyld skal vi først forfølge de to vinklingsspor enkeltvis.
Læs også: Lad de globale udfordringer blive dit strategiske kompas
Det lodrette vinklingsspor – hvem kommer beslutningen til gode?
Det lodrette vinklingsspor kortlægger de forskellige interessentniveauer, en given beslutning kan anskues ud fra. En ledelsesbeslutning vil ofte være begrundet ud fra hensyn på flere niveauer – fra individuelle medarbejderhensyn til samfundsrelaterede hensyn. Men i kommunikationen af beslutningen er det afgørende, at man vinkler budskabet ved at afgøre, hvilket niveau man vil forklare – og eventuelt forsvare – beslutningen ud fra. Kun ved aktivt at vælge, hvilke hensyn man vil gøre fremtrædende, kan man styre den kommunikation, der omgiver ledelsesbeslutningen.
Vinkler man sin kommunikation ud fra det nederste niveau, vil man belyse de fordele, en given ledelsesbeslutning har for den enkelte medarbejder. Det kunne for eksempel være ved at fremhæve, at beslutningen frigør tid til, at medarbejderen kan fokusere på mere fagligt stimulerende opgaver, at den giver højere løn, eller at den giver mulighed for at arbejde mere selvstændigt med opgaverne. På dette niveau forankrer man altså sin kommunikation i individrettede hensyn.
På niveauet ovenover fremdrager man de fordele, et givent ledelsesmæssigt tiltag vil have for afdelingen som kollektiv. Denne vinkel præger kommunikationen, når ledere vælger at betone, at beslutningen vil styrke afdelingens sammenhold, fremme videndelingen eller øge arbejdsflowet. Lægger man som leder sit kommunikative fokus her, taler man sig ind i det, man kunne kalde ”det nære arbejdsmiljø”.
På det næste niveau kommunikerer man ud fra en mere overordnet organisationsvinkel. Det kunne for eksempel være ved at fremhæve, at beslutningen vil gøre det nemmere at arbejde sammen på tværs af afdelinger, eller at den vil styrke organisationens position i markedet. På dette niveau tager lederen afsæt i den fællesskabs- eller ansvarsfølelse, der udspringer af det større ”vi”, der karakteriserer firmaet, foreningen, institutionen eller kommunen som en sammenhængende organisme.
De tre første niveauer repræsenterer et organisationsinternt fokus. Mange ledelsesbeslutninger har dog også konsekvenser for interessenter uden for organisationen. Lederen kan vælge at betone disse konsekvenser ved at kommunikere ud fra én af de tre øverste organisationseksterne vinkler.