Vi bruger cookies for at optimere din brugeroplevelse.

Læs mere

Hvordan forandrer vi klimaforandringerne?

16. august 2017

Lederne på Academy of Management 2017 – verdens største konference om ledelse

Af Jesper Dalgaard Pøhler, redaktør på Ledelse i Dag, og Marianne Rasmussen, chefkonsulent i Lederne

AOM, 2017, ledelse i dag

Vi befinder os på Academy of Management sammen med Henry Mintzberg – ét af dette års “hot shots” på konferencen. Som så mange andre – men ikke nok andre, kunne man indvende – er han bekymret omkring klimaforandringerne. Og det er der god grund til. Der er ingen videnskabelig tvivl om, at 2-gradersmålet er både af afgørende betydning og meget ambitiøst (infografikken her er bare et eksempel på hvorfor). Derfor er Mintzberg vært for denne session om strategi og klimaforandringer, som forsøger at adressere én af verdenssamfundets helt store udfordringer.

Mange har hørt de overbevisende argumenter for at agere nu, og mange har mere eller mindre givet op i forhold til at satse på politiske løsninger. I hvert fald i USA, men sådan set også i mange andre lande. Handlinger, der kan bremse klimaforandringerne, afføder spørgsmål og overvejelser om både samarbejde og strategi.

Ingen enkeltpersoner, virksomheder eller lande kan løse problemet alene, og samtidig er vi alle både en del af problemet, såvel som en del af løsningen. På mange måder er vi alle i samme båd. Vi deler den samme planet og værende et globalt problem, kan problemet med klimaforandringerne også kun løses globalt.

Mintzberg brugte ordet “worldly” (der måske bedst kan oversættes med ”holistisk”), der på engelsk både knytter an til ordene ”erfaret” og ”sofistikeret”, hvorimod ”global” godt nok handler om verden, men ikke med en bestemt tilgang. Derfor bør vi, ifølge Mintzberg, finde holistiske strategier for at kunne påvirke klimaforandringerne på globalt niveau.

Men det store spørgsmål er så: Hvem skal igangsætte forandringerne? Hvem skal agere og hvordan?

Tre sektorer rummer løsningen
Den grundlæggende udfordring er, at problemet med klimaforandringerne ikke lader sig løser gennem de samarbejdsformer, vi kender i dag. Og heller ikke igennem de strategiske tilgange, vi normalt bruger i virksomheder eller andre samarbejder.

Med andre ord: Vi er nødt til at genopfinde en meningsfuld måde at tænke strategi og samarbejde på, hvis vi vil gøre noget ved klimaforandringerne. Vi bør gentænke vores tilgang til virksomheder, politik og personlig livsstil, hvis vi vil skabe en seriøs forandring.

Så hvor starter forandringen? Mintzberg peger på tre sektorer: Den offentlige, den private og den plurale sektor. Det kan meget vel være, at vi arbejder i den offentlige eller private sektor og stemmer i den offentlige sektor, men vi lever alle sammen i den plurale sektor.

De tre sektorer arbejder med forskellige midler, men har alle sammen strategier allerede nu, der kan reducere den globale opvarmning:

  1. Den offentlige sektor afgiver løfter og laver efterfølgende handleplaner, der ender i en konret politik. Fx skat på CO2-kvoter eller klimaaftalen i Paris.

  2. Den private sektor løber ricisi og satser egenhændigt på nye områder. Det ser vi, når Tesla udvikler elbiler, i satsningen på planteproteiner eller i delebilskonceptet.

  3. Den plurale sektor, eksemplificeret ved NGO’er, civilsamfundet med flere, starter fra bunden og skaber bevægelser, der kan arbejde sig op til noget større. Det ser vi i amerikanske kampagner som ”Beyond Coal” eller de amerikanske pigespejderes uddannelsesprogram, men også i fænomener som fx dansk vindenergi.

Løsningerne er her allerede, så det er bare om at tage dem i brug
Allerede i dag gør de tre sektorer altså noget for at agere i forhold til klimaforandringerne. Problemet er bare, at de ofte modarbejder hinanden.

Ifølge Mintzberg, er det derfor nødvendigt at finde den ”switch”, der kan få sektorerne til at værdsætte hinandens tilstedeværelse og begynde at arbejde sammen i stedet. Den offentlige sektor bør hjælpe den private til at hjælpe den plurale til at hjælpe den offentlige til at hjælpe … Du har sikkert allerede fanget mønsteret.

Efter flere rundbordsdiskussioner nåede sessionens deltagere frem til den konklusion, at der allerede foreligger masser af løsninger, som vi kan tage i brug i hver af sessionerne allerede nu. En central udfordring er dog at få vakt et behov i folk for at gøre noget nu, i stedet for at vente på de andre sektorer eller vente på, at problemet forsvinder på magisk vis.

Så hvilke krav skal vi stille til virksomhederne? Skal vi som forbrugere kræve, at virksomhederne tager et (etisk) standpunkt i forhold til klimaforandringerne? Hvor kan forskellige NGO’er samarbejde om at løse udfordringerne? Hvad kan jeg gøre som forbruger? Hvilke valgmuligheder har jeg? Hvem har ansvaret for at udbrede viden om den effekt, vores forbrug har på klimaet? Kan forskerne gøre mere for at omsætte deres arbejde til praksis? Hvad bør ske på lokalt plan, og hvad bør ske globalt?

Det helt store problem er ubalance: Vi, der er skyld i problemerne, er ikke dem, der mærker konsekvenserne.

Flere folk i sessionen påpegede, at vi først begynder at handle, så snart vores egne muligheder bliver begrænset af klimaforandringerne (fx når det lokale vand eller luften forurenes). Antal dødsfald som følge af hedebølger stiger, store dele af Sydasien ser ud til at blive ubeboelige i år 2100 på grund af temperaturstigninger, og vores børnebørn og deres børn kommer til at leve i en verden, hvor klimaforandringernes konsekvenser kan mærkes i hverdagen i form af ekstremt vejr, flygtningestrømme, tørke og meget andet.

Løsningerne er der, behovet for at handle nu burde også være der. Hvilken sektor vil blive den første til at igangsætte de nødvendige forandringer?

Se artiklen på LinkedIn

Artikler fra AOM 2017