I sin nye bog ”Når talent forpligter”, tager hun og medforfatteren Mads Davidsen på forskningstur i elitesportens verden og studerer, hvordan talent udvikles og tabes dér. Deres perspektiv er motivationens, og bogens primære budskab er, at de strategier og de ledelses- og talentudviklingsformer, et talent mødes med, skal matche talentets motivationsprofil. Men i en stærkt præstationsorienteret verden, hvor man hylder de klassiske resultatskabere – dem, der skaber de synlige, målbare resultater – er der talenter, hvis motivationsprofil ofte bliver misforstået med et potentielt stort talenttab til følge.
- I sportens verden er processen kort: fra indsats til resultat. Du kan ret hurtigst se, om der er en, der underperformer. Og derfor er elitesportens verden et godt laboratorium for at studere og forstå, hvad der også sker andre steder. Tab af talent har konsekvenser ikke bare for en virksomhed, men for samfundet som helhed, siger Helle Hedegaard Hein.
Primadonnaer og Pragmatikere
Hendes forskning operer med den arketypemodel og teori, som beskriver forskellige motivationsprofiler, også kaldet arketyper. Modellen og teorien har hun udviklet gennem sin forskning i fagprofessionelle grupper i sundhedsvæsnet og senere på Det Kongelige Teater. Arketypemodellen er ikke en personlighedsmodel, men en model, der beskriver motivationsprofiler; altså det faktum, at mennesker ikke motiveres og drives af de samme ting. Arketypemodellen er ikke tænkt som en reducerende model, men tværtimod som en model, der åbner for en forståelse af, at mennesker og motivation er komplekse størrelser. Og arketyperne siger, understreger Helle Hedegaard Hein, heller ikke noget om, hvor man finder det største talent, men kan bruges til at forstå, hvordan forskellige arketyper forholder sig til deres talent, og hvordan man bedst forløser talentet.
- Der er ingen værdiladning i arketyperne. Det er motivationsprofiler, der beskriver forskellige energikilder til motivation og vedholdenhed, og der er ingen efterstræbelsesværdi i at være en bestemt arketype. Men der er værdi i at hvile i sin egen arketype og forstå, hvad der driver én, og hvad der absolut ikke driver én, ligesom der også er værdi i at forstå, hvorfor man reagerer, som man gør, på forskellige tiltag og ledelsesstile, siger Helle Hedegaard Hein.
I elitesportens verden, og mange steder i erhvervslivet, dominerer de tre typer, hun definerer som Primadonnaen, Den Ekstroverte Præstations-tripper og Den Introverte Præstations-tripper. Pragmatikerne findes også, og som regel i holdsport, hvor de indordner sig og underordner sig hensynet til hele holdet.
Læs også: ”Primadonnaen, Præstationstripperen, Pragmatikeren og Lønmodtageren, artikel af Helle Hedegaard Hein i Ledelse i Dag (april 2009)
Ekstroverte og introverte præstations-trippere
Alle typer har naturligvis deres egen kompleksitet, men i kort form, så er Primadonnaer drevet af formål – ikke mål. Og bliver de forhindrede i at tjene, så flipper de, med Helle Hedegaard Heins ord, ud og bliver beskyldt for at være hysteriske. Tænk fx en håndboldspiller, som Anja Andersen, der insisterede på at gå sine egne veje og var i evig kamp ikke bare med modstanderne men også med sine trænere.
De Ekstroverte Præstations-trippere er i konkurrence med andre og næres af det. Typisk trives de i miljøer med konkurrence. Giv dem et mål – og de går direkte efter det, ofte ved at bryde det systematisk ned i delmål. Den præstationskultur, som de fleste møder i den professionelle verden, i og uden for sportens, appellerer med sit fokus på resultater, tider, mål og delmål ofte til Den Ekstroverte Præstations-tripper, mens Den Introverte Præstations-tripper, der primært er i konkurrence med sig selv om at finde nye, ofte kringlede veje til løsningen af et problem, typisk mistrives i en kultur, der udstikker blot én vej til målet.
- De typer, der ikke motiveres af den "klassiske" motivationsprofil, risikerer at havne i konflikter med træner, leder eller holdet. De bliver set som problembørn, som konfliktskabere og urostiftere, fordi de ikke umiddelbart passer ind i den klassiske præstationskultur. Mange af dem prøver først at underlægge sin normen og tro på det, når træneren udmaler, hvor fantastisk det føles at vinde. Det bliver en form for social konstruktion: ”Du bliver rigtig glad, når du vinder”, men det opleves bare ikke sådan. Tennisspilleren André Agassi, der har været en af inspirationskilderne til vores bog, fortæller fx, hvordan han efter at have vundet Grand Slam stod og tænkte: ”Jeg håber virkelig ikke, det her er det største øjeblik i mit liv… ”, siger Helle Hedegaard Hein.