Ledere har magten til at ændre verden

- Kærlighed er kuren

Fremtidens succesfulde virksomheder leder med både hjerte og hjerne og driver forretning, der forandrer verden til det bedre. Det forudser amerikanske ledelsesstjerner som Simon Sinek, Tony Schwartz og Kip Tindell, der for nylig mødtes på konference i Chicago for at dele ny viden om conscious capitalism og formålsdrevet ledelse.

Af Maiken Piil, selvstændig ledelses- og strategirådgiver

01. maj 2015

Det er sjældent, at kærlighed, omsorg og uselviskhed er de dominerende ord, når CEO’s for førende virksomheder og førende ledelsestænkere mødes til business-konference. Men når det handler om conscious capitalism – eller bevidst kapitalisme – så ser formlen på succes anderledes ud end i konventionel businesstænkning. Og det var ord, der blev flittigt brugt, da ny viden og best practise blev delt på Conscious Capitalism, Inc’s årlige business-konference [1] i Chicago, USA, i april måned.

Conscious Capitalism, Inc er en nonprofit-organisation dedikeret til at udbrede teori og praktisk erfaring omkring conscious capitalism [2]. Det handler blandt andet om at drive forretning ud fra en bevidsthed om, at virksomheder har et højere formål end at tjene penge, og har en forpligtigelse til at skabe værdi for alle stakeholdere.

Det overordnede budskab på konferencen var da også, at de ledere, der formår at praktisere en ny og mere bevidst tilgang til business, der er fokuseret på at skabe tillid, tryghed og langvarige relationer, er dem, som kommer til at skabe succesfulde virksomheder, der ændrer verden til det bedre i fremtiden. To ledelsestænkere tegnede tendenserne og CEO’s for to multimillionvirksomheder fortalte om, hvordan de omsættes til praksis i det daglige.

LÆS OGSÅ: CSR er ikke noget quick-fix

Simon Sinek: Hvilke stoffer er din organisation på?
I tråd med trenden inden for management-teori, der linker hjerneforskning med ledelse, gav Simon Sinek et indblik ind i, hvordan forskellige ledelsesstile frembringer forskellige kemiske stoffer i menneskers hjerner, så det påvirker deres opførsel og dermed organisationens sundhedstilstand.

Sinek, der især er kendt for bestselleren "Start With Why" [3] og beskrives som en af vor tids mest visionære tænkere inden for ledelse, lagde ud med at slå fast, at god performance i en virksomhed altid bunder i kulturen. Og det er altid ledelsen, der er ansvarlig for og skaber kulturen. Som leder kan du skabe to forskellige slags kulturer i din organisation. En kultur, der bunder i tillid eller en kultur, hvor der eksisterer frygt. Kulturer, der er kendetegnet af tillid, performer og innoverer bedre end virksomhedskulturer, hvor der hersker frygt, siger Sinek.

I en frygtbaseret kultur vil der være en ledelsesstil og kultur, der trigger de kemiske stoffer endorfiner og dopamin i medarbejderne. Sinek kalder dem "egoistiske kemikalier". Det er dem, der kort sagt er ansvarlige for at drive os som individer – til at holde ud, finde mad, komme fremad og få ting gjort.

I kulturer, hvor stofferne serotonin og oxytocin derimod bliver aktiveret, vil der være større tillid, loyalitet og bedre samarbejde. Sinek kalder disse "uselviske kemikalier". De er kort fortalt ansvarlige for kærlige følelser, og har til formål at styrke vores sociale bånd og skabe godt samarbejde med andre omkring os for at opnå ting. Og skabe trygge fællesskaber.

Problemet er, siger Sinek, at størstedelen af virksomheder i dag er traditionelt tænkende og fokuserer på aspekter, der fremelsker de egoistiske stoffer i hjernen. Det skaber opførsel og kulturer, hvor man er drevet af at fremme egne interesser, illoyalitet over for virksomheden og fællesskabet. Derudover har man svært ved at fokusere på langsigtede mål, men er orienteret mod at opnå kortsigtede mål, der giver et skud af dopamin, som er højst vanedannende. Det skader både kulturen, menneskers velbefindende og på sigt virksomheden, der ikke formår at høste fordelene ved en tillidsbaseret kultur.

De virksomheder og ledere, der så at sige formår at skabe en bedre kemisk balance i deres virksomhed, vil skabe kulturer med større tillid, mindre stress, højere mening og loyalitet. Det kan gøres ved at skabe initiativer og have en ledelsesfilosofi, der fremelsker de "uselviske" stoffer i hjernen.

Tony Schwartz: Genopdag det mulige
Fra balance i hjernen gik Tony Schwartz videre til budskabet om, at de bedste ledere i fremtiden er dem, der kan skabe balance i hele kroppen – fysisk såvel som mentalt. Som CEO og grundlægger af "The Energy Project" rådgiver Schwartz CEO’s og seniorledere i virksomheder som Apple og Google i high-performance.

I tråd med Sineks budskab var Schwartz’ hovedpointe, at de ledere, der kan skabe sunde, high-performance-kulturer, er dem, der har en større og mere kompleks forståelse af styrke og forstår at mestre forskellige styrker i sig selv og andre.

Mange virksomhedskulturer i dag er domineret af en traditionel forståelse af styrke, ifølge Schwartz. De styrker, der ofte er set som gode, er rationel tænkning, selvtillid, selvstændighed, ærlighed, praktisk sans, at være stærk og udholdende og ambitiøs, for bare at nævne nogle af de få værdier, Schwartz tog frem. Der er ikke noget galt med de styrker som sådan, men når de ikke balanceres af andre styrker, skaber de virksomhedskulturer, der er præget af et indsnævret synsfelt, fokus på egne interesser og ineffektivitet. Og det er sundhedstilstanden i størstedelen af virksomheder i dag, mener Schwartz.

De traditionelle styrker skal balanceres af andre styrker som intuition, empati, accept, nysgerrighed og refleksion for at skabe sunde virksomhedskulturer, der er præget af meningsfuldhed og high-performance.

Han eksemplificerede det med, at vi har behov for stress i vores (arbejds-)liv for at vokse og udvikle vores kapacitet. Men for meget stress bliver til udmattelse. Ærlighed uden empati bliver til overgreb. Selvtillid uden ydmyghed ender i arrogance. Ligesom for meget medfølelse med andre bliver til underskud. Og hvad sker der, hvis du "overforbruger" din logiske tænkning? Så kan andre ikke relatere til dig, og det skaber mistillid og manglende velvilje til at følge dig som leder.

Skal dygtige ledere bryde med den traditionelle tænkning og skabe en sundere virksomhedskultur, er ”den eneste vej ud ind”, som Schwartz siger. Hvis man ifølge ham vil være en god leder, så er kravet i stor grad at kunne kigge indad. At få selvbevidsthed og evnen til at omfavne en større og mere kompleks forståelse af mennesker og til at være i kontakt med sine følelser – både at kunne kontrollere dem og give udtryk for dem. Så det handler ikke om at tænke nyt for at kunne være blandt top-performere, men at genopdage det, der allerede er.

Kip Tindell: Vi vil være den bedste retail-virksomhed i USA
Der er et overskyggende princip, der guider alle beslutninger i CEO Kip Tindells virksomhed The Container Store: ”If you fill a mans basket to the brim, making money becomes an easy proposition” [4]. Løst oversat til dansk betyder det, at man i The Container Store (TCS) investerer så meget i mennesker, at det at tjene penge er en smal sag. Som CEO er Tindell i spidsen for en $750 millioner-virksomhed med godt 6000 ansatte fordelt på 60 forskellige lokationer i USA.

Det kan godt være, at TCS’ indtjening kommer fra deres primære produkt, der er tomme bokse til opbevaring, men det er ikke, hvad de sælger. Virksomheden sælger kunderne løftet om et organiseret liv, og det gør de succesfuldt ved at have en kultur, der fokuserer på at skabe tryghed, sikkerhed og varme for de ansatte før noget andet. Også før kunderne, forklarer Kindell. Til gengæld har virksomheden loyale medarbejdere, der gør alt for at bidrage til virksomhedens vækst, fortæller han. Det lyder måske for godt til at være sandt. Hvis det ikke lige var, fordi virksomheden både har tallene til at bakke det op og flere gange er blevet kåret som det bedste sted at arbejde i USA af Fortune Magazine.

Det betyder blandt andet, at man betaler ansatte mere og træner dem mere. I det første år vil en fuldtidsansat få 263 timers formel træning i blandt andet kommunikation, personlig udvikling, kultur og bevidst tænkning. Mantraet er, at kommunikation er ledelse og med til at skabe den kultur af tillid og tryghed, Kindell mener er en forudsætning for en succesfuld virksomhed. Men for Kindell handler det ikke bare om at være en succesfuld virksomhed, men om at være stolt af den positive forskel, de gør i folks liv, der rækker ud over arbejdet.

Kindells gode råd til at være en bevidst succesfuld leder

  • Hold dit ego i tjek
  • Kommuniker
  • Lær fra alle
  • Praktiser fuldstændig gennemsigtighed over for alle. Ingen overraskelser
  • Tag aktionær-skyklapperne af og se andre veje til værdiskabelse
  • Du er nødt til at være 100 procent dedikeret til at ville skabe noget bedre, ellers fungerer det ikke

Bob Chapman: Ledere kan forandre verden til det bedre
Det stod ikke i kortene, at produktionsvirksomheden Barry-Wehmiller skulle stå for at bygge en bedre verden igennem business, og at virksomhedens mission skulle være at få alle mennesker til at føle, at de var vigtige.

Bob Chapman, CEO for virksomheden, fortæller, at han kommer fra en traditionel hierarkisk ledelsesstil, hvor han lærte, at man skulle forfølge profit og personlig succes, skabe værdi for aktionærerne og se mennesker som objekter. Han var med sine egne ord ikke et særligt behageligt menneske.

Lige indtil den dag han stillede sig selv spørgsmålet om succes kunne se ud på en anden måde. Og han fandt ud af, at svaret var ja. Chapman fortæller, at særligt tre indsigter ændrede hans tænkning og tilgang til at drive 2 milliarder dollar-virksomheden.

  1. Hvorfor kan arbejde ikke være sjovt, og vi kan se frem til at komme på arbejde mandag i stedet for at fejre, at det er blevet fredag?
  2. Vi har som ledere en unik mulighed for at påvirke mennesker liv. Vi har mennesker i 40 timer om ugen. Hvad kan vi gøre af godt?
  3. Alle er nogens kostbare barn. Hvordan ville jeg behandle mit eget barn?

Det blev rejsen på en større transformation af den nu 120 år gamle virksomhed, der har 8,500 teammedlemmer (bemærk ikke kaldet ansatte) globalt, hvor man igennem en kombination af strategi og menneskelig omsorg ændrede virksomheden fra at være profitorienteret til at være menneskeorienteret, og til at måle succes igennem, hvilken positivt indflydelse man har på omverden. Chapman refererer statistikker, der fortæller, at en af de største årsager til lykke er et job, hvor man føler, man har en meningsfuld rolle blandt mennesker, man holder af.

Når man som Barry-Wehmiller er på vej til sit 90. opkøb og har skullet integrere lige så mange kulturer ind i virksomheden, så ligger det måske ikke lige til højrebenet at give alle meningsfuldhed. Men Chapmans formål i dag er at sende alle teammedlemmer hjem trygge, sunde og opfyldte af mening. Og virksomheden har investeret massivt i initiativer, der alle har til formål at støtte op om dette, og har også udarbejdet en model for kultur-implementering i opkøbsvirksomheder. Dette indeholder blandt andet fokus på vision og værdier, motivation, kommunikationstræning, træning i at lytte, fokus på opførsel og samarbejde.

Principper, de lever efter, er

  • Hav tro på mennesker

- Mennesker ønsker at lykkes, og ingen kommer på arbejde med et ønske om at gøre livet værre for andre

  • Vær meningsfuld

- Altid sikre overensstemmelse med dine værdier

- Bæredygtighed

  • Byg gennemsigtighed

- Del visioner og strategier, og vær transparent omkring økonomi. Hvis du tror, du ikke kan dele det, så kan du sikkert

  • Hold ud

- Fokuser din opmærksomhed på de folk, der tror på det, du gør

- Og mål dine resultater på måneder og år, ikke dage og uger

LÆS OGSÅ: MBAer skal gøre verden bedre

Mod til at satse på kærlighed
Værdier, meningsfuldhed, visioner og bevidsthed er ikke nye ord i hverken ledelsesbøger eller på gangene i de danske såvel som udenlandske virksomheder. Alligevel kæmper mange virksomheder stadig med lav troværdighed, stor meningsløshed, stress, usunde arbejdskulturer med mere. Et af hovedproblemerne er, at ordene ofte står på papiret, men ikke er integreret i forretningsmodellen eller den strategiske tænkning. Og så kan man tage nok så mange kurser i mindfulness eller tale om visioner, men det bliver som et nyt lag maling, der bliver ved med at skalle af, fordi det ikke hænger ordentligt fast på strukturen.

Flere og flere virksomheder begynder dog at se, at det kan betale sig at få ord som ”kærlighed” ud at leve i produktionshallen såvel som på ledelsesgangene. Vi er mange, der kan komme med ny viden og inspiration og mere og mere evidens på, hvorfor det også kan betale sig for bundlinjen. Men det kræver modige CEO’s og ledere som Chapman og Tindell at gå ud og ikke blot indtage ordene og tænke anderledes, men rent faktisk turde handle på dem.

 


 

Noter
1. Læs mere om konferencen på http://www.consciouscapitalism.org/cc2015  

2. Virksomheder, der praktiserer conscious capitalism, driver forretning ud fra fire kerneprincipper, der guider deres businessmodel og daglig drift. Kort fortalt går det ud på, at virksomheden efterlever følgende principper:

  • De har et højere formål ud over at tjene penge
  • De anerkender den gensidige afhængighed og relation til alle stakeholdere ved aktivt at fokusere på at bygge relationer og skabe gensidig værdi
  • De praktiserer bevidst lederskab, der sætter mennesker højest
  • De skaber en bevidst kultur ved at fokusere og efterleve værdier og principper, der blandt andet skaber en atmosfære af tillid

Du kan blandt andet læse mere i denne bog: Conscious Capitalism: Liberating the heroic spirit of business, Raj Sisodia and John Mackey, Harvard Business Review Press 2013

3. Se også Simon Sineks seneste bog, ”Leaders Eat Last”, Simon Sinek, Portfolio/Penguin 2014

4. Læs mere om ledelse i The Container Store her: http://standfor.containerstore.com

Om Maiken Piil

MaikenpiilMaiken Piil er selvstændig ledelses- og strategirådgiver. Hun er ekspert i bevidste ledelses- og forretningsmodeller, og arbejder med ledere, der ønsker at udvikle virksomheder ud fra et bevidst og menneskeorienteret udgangspunkt. Hun kombinerer strategisk arbejde med personlig udvikling igennem rådgivning, undervisning og strategiprojekter. Hun har tidligere været ansat i Kommunikationsbureauet Advice.
Kontakt: maikenpiil@yahoo.com