Replik til Svend Brinkmann: En svag kulturkritik uden handlingspotentiale

Det var overraskende at læse Svend Brinkmanns replik til min artikel Lad bare Brinkmann have det lidt sjovt, fordi han nu slår fast, at de syv råd skam er alvorligt ment. Det var åbenbart kun for sjov, at han tidligere har tilbagevist kritik med det argument, at bogen/rådene jo kun er for sjov.

I sin replik til mig reder han trådene ud med et citat af den kloge Piet Hein, hvoraf man kan forstå, at de syv råd både er for sjov og alvor. Igen et retorisk kneb: hvis nogen mener, at rådene er dårlige, så har de taget dem alt for alvorligt. Og hvis andre finder dem gode, så har de forstået dem. Som Brinkmann skriver: ”Selvfølgelig er min bog alvorligt ment. Og selvfølgelig ønsker jeg, at mine syv råd skal tages i brug. Men ikke som dogmer, der gælder altid og i enhver sammenhæng – det er klart.”

Hvad stiller man så op, når nogen – som jeg – forsøgsvis tager dem for sjov og finder dem dårlige? Ja, så påstår man, at jeg har misforstået det hele, fremført en forfejlet kritik og forkerte konklusioner. Dette er også en overraskende argumentation, især når den kommer fra en psykologiprofessor.

Nu kan der være forskellige filosofiske tilgange til sproget. I den traditionelle tilgang opfattes sproget som et redskab til at overføre en entydig mening fra en afsender til en modtager. Hvis modtageren ikke opfanger den samme mening som afsenderen, kan det skyldes et upræcist budskab, støj i formidlingen eller manglende evner hos modtageren. Ud fra Svend Brinkmanns måder at tilbagevise kritik på – ikke bare på mit debatindlæg – men også andres, tyder det på, at han mest hælder til den sidste mulighed.

Jeg er tilhænger af en anden filosofisk tilgang til sproget, hvor udgangspunktet er, at mening skabes afhængig af en lang række faktorer, såsom deltagernes forskellige erfaringsbaggrunde, perspektiver, relationer, billeder på en ønskværdig fremtid og meget andet. Ud fra denne tilgang er der ikke noget mærkværdigt i, at læsere af bogen ”Stå fast” opfatter bogens budskaber forskelligt og drager nogle forskellige konklusioner heraf.

Drøftelser ud fra den traditionelle tilgang fører til en endeløs slåen hinanden i hovedet med argumenter om, hvem der har ret, hvem der tager fejl, og hvem der har misforstået det hele. Denne form for debat risikerer at blive til en stampen på stedet med stadig større larm og ballade. Efter min mening fører det ikke til, at nogen bliver klogere, men til at mange får en uovervindelig lyst til at forlade scenen eller tage høreværn på.

Jeg ønsker ikke at fortsætte ad denne vej. Jeg er overbevist om, at Svend Brinkmann har gode hensigter med sin bog, har fuld forståelse for sine egne pointer og er meget engageret i, at noget skal være anderledes både i organisationer og samfundet.

Det store spørgsmål for mig er ikke, hvem der har ret, og hvem der tager fejl, men hvad forskellige analyser og budskaber fører til. Her er jeg helt enig i pointen om, at ”Der er meget vi bør bekymre os over i vores tid.” Men bekymring er ikke nok. For at vi får mere velfungerende organisationer og et bedre velfærdssamfund, er der nogen, der skal gøre noget. Som Einstein er citeret for at sige, kan et problem ikke løses inden for den tankegang, som har skabt det. Det er på dette punkt, at jeg synes, at Svend Brinkmanns kulturkritik bliver svag. Ikke alene bruges individtænkning til at bekæmpe vor tids individualisering, og det er blot mere af det samme. Men den er også svag, fordi den positionerer medarbejdere som ofre, der går ned med stress og depression som følge af individualisering og den stigende forandringshastighed.

Ofre skal beskyttes, og det er her, de syv råd kommer ind i billedet. De er meget velegnede til, at den enkelte person kan bygge et bolværk op omkring sig. Svend Brinkmann bruger metaforen ”modgift”. Giften er forandringshastigheden og tvangen til personlig udvikling. De syv råd er modgiften.

Hvad er det bedste, man kan opnå ved at bruge en modgift? Hvis nu, der er tale om et bid fra en giftig slange, så er det bedste, der kan opnås, at den sårede person overlever. Hvad sker der så mere? Ingenting. Her rummer de syv råd ingenting, som kan bruges til at løse de presserende problemer, der findes både i organisationer og i samfundet.

Ofre skal beskyttes og er ikke i stand til at udrette noget. Hvem er det så, der skal udrette noget i forhold til forandringshastigheden og tvangen til personlig udvikling? Adskillige professionsgrupper, såsom ledere, konsulenter, coaches med videre, bliver af Svend Brinkmann positioneret som skurke, der kun gør ondt værre. Så inden for Brinkmanns verdensbillede er det heller ikke dem. Hvem så? Universitetet? Forfatteren selv? Næppe.

En kulturkritik, der positionerer andre enten som ofre eller skurke, betragter jeg som svag, da handlingspotentialet er ringe. Ud fra denne tankegang opstillede jeg i mit tidligere debatindlæg et stærkt alternativ, der både er baseret på teori, forskning og mine 24 års erfaring i mange forskellige organisationer. Disse erfaringer siger mig, at der findes tusindvis af handlekraftige, velovervejede og engagerede ledere, medarbejdere, konsulenter, coaches, med videre, som yder en stor indsats for at skabe en god balance mellem det moderne livs mange udfordringer og muligheder.

Mit stærke alternativ består af syv fælles bestræbelser, som alle aktører kan bruge i organisationer:

1. Tal med dine kolleger om kerneydelsen og det, din virksomhed er til for
2. Fokusér på det råderum, I har som organisationsmedlemmer
3. Tag indflydelseshatten på – og et medansvar for det, der sker
4. Vær opmærksom på, at du samskaber følelser hos dig selv og andre gennem dit sprogbrug
5. Find et frirum, hvor du kan revurdere dine tanker og handlemuligheder
6. Overvej de forskellige perspektiver, der kan være på problemer i din virksomhed
7. Uddrag nyttige erfaringer fra fortiden, som du kan bruge nu og i fremtiden

Disse anbefalinger positionerer både ledere, medarbejdere, konsulenter og coaches som kompetente, stærke og medansvarlige organisationsmedlemmer, der både kan og vil gøre noget for at løse problemer og forbedre alles vilkår – både de ansattes vilkår og borgernes. Sjovt nok, har Svend Brinkmann slet ikke forholdt sig til mine forslag til fælles bestræbelser. Eller er det med stor alvor, at han ikke har villet forholde sig til substansen?

Læs Svend Brinkmanns svar til Gitte Haslebos artikel: De svage må vel også gerne være her? Endnu et svar til Gitte Haslebo