De svage må vel også gerne være her? Endnu et svar til Gitte Haslebo

Det er dejligt, at vi har stærke, handlekraftige mennesker som Gitte Haslebo i vores land, der ud fra "24 års erfaring i mange forskellige organisationer" kan få mennesker til at udrette en masse. Men hvad med os, der ikke er så stærke og handlekraftige? Jo, vi får at vide, at vi uretmæssigt "positionerer medarbejdere som ofre, der går ned med stress og depression som følge af individualisering og den stigende forandringshastighed". Ifølge Haslebos Replik til Svend Brinkmann: En svag kulturkritik uden handlingspotentiale er det åbenbart odiøst at tale om ofre.

Haslebo arbejder ud fra socialkonstruktivismen og mener tilsyneladende, at det giver hende ret til at konstruere synspunkter hos mig, som jeg ikke har. Jeg har aldrig sagt, at min bog "kun er for sjov", som hun (igen) påstår. Jeg har sagt, at den er skrevet med et glimt i øjet, men det er (stadig) ikke det samme. Det er måske hendes "sprogsyn", hvor "mening skabes afhængig af en lang række faktorer, såsom deltagernes forskellige erfaringsbaggrunde, perspektiver, relationer, billeder på en ønskværdig fremtid og meget andet", der giver hende ret til at definere, hvad andre mennesker mener? Logikken lader til at være: Hvis Gitte opfatter det sådan, så er det sådan, fordi Gitte har konstrueret det sådan.

Dette illustrerer for mig den allerstørste fare ved en del af dagens coaches og konsulenter (men ikke alle!). Haslebo formulerer det selv på sin hjemmeside som sin "1. grundlæggende antagelse": "Organisationsmedlemmer konstruerer deres virkelighed gennem det sprog, de bruger". Det betyder, at vi kan lave virkeligheden om ved at tale anderledes om den. Tale om udfordringer og ikke problemer, dimensionering og ikke nedskæringer, effektiviseringer og ikke besparelser. Hvis vi holder op med at tale om ofre, findes de ikke. Eller hvad? Man kan købe konsulenter, der kan få mennesker til at tale anderledes om deres virkelighed. Det kaldes sommetider ’reframing’ og befordres vist nok bedst af positiv tænkning. Kritikere som Rasmus Willig kalder det positivitetsfascisme, og det minder da også om en totalitær tankegang.

Haslebo vil med sine såkaldte "stærke" anbefalinger "positionere både ledere, medarbejdere, konsulenter og coaches som kompetente, stærke og medansvarlige". Jeg advokerer heroverfor for det, jeg i min bog kalder en "tvivlens etik". Den tager ikke udgangspunkt i, at vi er stærke og kompetente, men at vi er sårbare og dødelige. Sommetider er vi stærke – det er sandt – men vi er altid eksistentielt sårbare. Argumentet er, at der ud af disse "svage" eksistentielle kendsgerninger kan springe pligt og solidaritet mellem mennesker. Tvivlens etik rummer plads til at være offer – til skuffelser, nederlag og svaghed – og ikke kun til styrke, positivitet og udvikling.

Vi lever heldigvis i et demokratisk samfund, hvor det står mennesker frit for at tilslutte sig en livsanskuelse eller lade være. Den stoiske pligtfilosofi, som min bog "Stå fast" artikulerer som modgift mod tidens udviklingstvang, er helt sikkert ikke noget for Gitte Haslebo. Det er selvfølgelig helt i orden. Men så håber jeg også, at det er i orden med hende og hendes socialkonstruktivistiske konsulentkolleger, hvis ikke alle køber hendes "stærke alternativ"?

Efter redaktionens ønske afsluttes debatten om Brinkmanns bog "Stå fast" hermed på Ledelseidag.dk. Tak til Svend Brinkmann, Gitte Haslebo og Hans Henrik Knoop for skarpe argumenter i en vigtig og tankevækkende debat.

Yderligere kommentarer kan frit postes i Ledernes LinkedIn-gruppe her (kræver blot tilmelding til gruppen). Med venlig hilsen Redaktionen, Ledelse i Dag