Opgør med Brinkmanns fordummende ensidighed

Ledelse i Dag har bedt mig kommentere et tidligere interview med Svend Brinkmann (SB) under titlen ”Ledere skal stå ved magten”, (ledelseidag.dk nr. 8, august/september 2014) – og gerne gøre det i lyset af hans kontroversielle debatbog ”Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang”. Det gør jeg så i denne artikel, fordi det for mig er tydeligt, at SB er til stor skade for den noble sag, han som så mange andre, inklusive undertegnede, er optaget af, nemlig at humanisere et galopperende arbejdsliv og samfund i bredere betydning.

Men lad mig med det samme gøre klart, at jeg ved gentagen gennemlæsning af ovennævnte interview er nået frem til, at SB’s syn på ledelse er så misinformeret, at der kan og bør rettes alvorlig kritik mod stort set hver eneste af hans formuleringer i interviewet. Da interviewet imidlertid baserer sig på hans bredere debatbog, har jeg fundet det mere hensigtsmæssigt i det følgende at tage udgangspunkt i en kritik af bogen, hvorved min kritik af interviewet forhåbentlig indirekte vil skinne igennem også.

At stå fast og at udvikle sig er ufravigelige, og samtidige, aspekter af et interessant liv
SB oplever som alle andre, at meget går for hurtigt, og at man ofte ikke har tid til at gøre sit arbejde ordentligt, og jeg er grundlæggende enig med ham i, at der er en overhængende fare for, at ledelse i mange sammenhænge gør mere skade end gavn, hvis ikke man forstår, hvad der skal til, for at mennesker trives. Men nærmest paradoksalt vælger SB så at modsige store dele af den psykologiske videnskab, han selv repræsenterer, herunder positiv psykologi, som i sagens natur rummer nogle af de vigtigste nøgler til forståelse og fremme af menneskelig trivsel. Ja, det er endog svært for mig at se, hvordan SB kan undgå direkte at forværre de problemer, han påpeger, fordi han tilsyneladende grundlæggende har misforstået, hvad der skal til, for at mennesker trives, selv om han plæderer for trivsel på arbejdspladsen.

Alene titlen på hans bog antyder, hvor grundlæggende fejlagtig hans tænkning er, for den slører fuldstændigt for det faktum, at en persons eksistentielle forankring (ståsted) faktisk er en forudsætning for harmonisk udvikling (trivsel). Og som om det ikke var nok: Titlen antyder, at udvikling er noget, man kan leve foruden, selv om den monotoni, manglende udvikling indebærer, er helt oplevelsesløs for mennesker. Selv vores sanseapparat holder op med at registrere noget, hvis der ikke er forandringer. Sæt et kryds midt på et A4-ark og stir intenst på det i 15 sekunder – og bemærk, at verden forsvinder omkring dig. Vi holder op med at mærke livet, hvis der ikke længere registreres nogen form for udvikling. Så når SB gerne vil gøre op med ”tidens udviklingstvang”, er det reelt hverken ønskværdigt eller muligt for dem, der gerne vil have et liv.

Det groteske som bevidst valg
Som jeg har forstået det, er denne ”groteske ensidighed” et bevidst valg fra forlaget og SB’s side – for at få opmærksomhed - men jeg må sige, at jeg finder det nærmest uetisk, at man som forsker pakker så mange vigtige pointer ind i en sådan tåge af nonsens for at få opmærksomhed. Ved nærlæsning af SB’s bog, bliver det faktisk tydeligt, at han godt ved, at mennesker er nødt til at udvikle sig – det vil sige, at der grundlæggende er ”udviklingstvang” i livet – men det gør det strengt taget blot endnu mere problematisk, at han allerede med titlen på sin bog antyder, at man kan vælge det fra. Og det er blot ét graverende eksempel. Når journalister går SB på klingen omkring bogen, får de næsten altid en ”Det er selvfølgelig ikke så firkantet ment”-afbødningsmanøvre undervejs, men da er de fjollede pointer allerede sendt i omløb, og folk spilder tiden på tomme mediekalorier.

Det siger sig selv, at jeg ikke billiger denne fremgangsmåde, men jeg har nedenfor dog valgt at benytte mig af den en enkelt gang for derved at udsætte SB for samme form for kritik, som han selv anvender – og i forsøget forhåbentlig afsløre, hvor tåbelige SB’s anbefalinger og fremgangsmåder er.

MASTER CLASS: Oplev Hans Henrik Knoop på Ledelse i Dags master class "Motivation, trivsel og performance"

0. kritik af SB: De syv gode råd er alle dårlige.
Alle SBs syv råd er båret af idéen om, at der skal gøres op med tidens udviklingstvang, men som allerede nævnt, er det hverken ønskeligt eller muligt fra et menneskeligt perspektiv. Og udviklingstvangen er i øvrigt ikke ”tidens”, men noget, den levende verden har levet med siden tidernes morgen. Eksempelvis har den toneangivende teknolog Ray Kurzweil gennem årtier skrevet overbevisende om, hvordan accelererende udvikling er et iboende træk i naturen, som især har taget form med ”den anden natur”, kulturen, fordi mennesket for ganske nylig er blevet i stand til at skabe symboler, herunder skriftsprog, hvilket har betydet, at viden ikke længere dør med de personer, der har den, men kan gives videre i stadigt mere kvalificeret form og i stadigt større omfang. Og med den digitale udvikling er denne tendens blot blevet forstærket – generelt fordi hver ny generation af forskere og ingeniører kan bygge videre på de foregåendes landvindinger, og specifikt fordi digital teknologi i stigende grad er i stand til at producere og behandle information selvstændigt. Tænk blot på, hvad en smartphone kan i dag. Eller betænk prognosen om, at alle tekster i verdens største bibliotek, Library of Congress i Washington D. C. (omfattende mere end 120 millioner værker), forventes at kunne rummes i en terning på størrelse med en sukkerknald om få år.

Allerede i år 2000 skrev opfinderen af det nu verdensomspændende Java-programmeringssprog, Bill Joy, en alvorligt ment advarsel med titlen ”Why the future doesn’t need us” – som påmindelse om de store risici, der er forbundet med denne accelererende kulturelle udvikling, fordi genteknologi, nanoteknologi og robotteknologi er godt i gang med at sætte mennesker fra bestillingen. Kort efter udsendte Joy sammen med Kurzweil en advarsel mod ukritisk at lægge genetisk information på internettet, fordi konsekvenserne af, at enhver lille kemiker skulle kunne udvikle spansk syge, var åbenlyst uoverskuelige. Kurzweil fulgte dog siden hen op med en understregning af, at det eneste, der med sikkerhed ville ske, hvis man forbød videre forskning og udvikling i et område, ville være, at udviklingen ville blive presset underground, hvorved kriminelle (lovbrydende) personer og organisationer hurtigt ville få overtaget.

At ”gøre op med tidens udviklingstvang”, som SB anbefaler, er i dette perspektiv reelt at sætte mennesket uden for indflydelse. Det ønsker SB selvfølgelig ikke, men det er først og fremmest dette, han ender med at biddrage til, hvis man tager hans anbefalinger alvorligt. Så lad os derfor hjælpe hinanden med at forhindre, at det sker :-) Vi bør selvfølgelig fortløbende kæmpe for at humanisere udviklingen, men det kræver om noget, at vi tager viden om menneskelig trivsel alvorligt snarere end at tale den ned, som SB for eksempel gør, når han omtaler positiv psykologi negativt. Som om viden kan være negativ! Forestil dig en kollega stille sig op på et møde og proklamere, at han er imod biologi. Eller imod kirurgi. Nej vel? Hvordan kan man så være imod psykologi? Eller den del af psykologien, som fokuserer specifikt på trivsel, nemlig positiv psykologi? Ikke sandt? Det giver ingen mening – heller ikke når SB gør det. Man bør inden for alle videnskaber og på alle arbejdspladser selvfølgelig kombinere idealet om at være åben over for nye idéer med idealet om kritisk at afprøve det nye – men når man er nået frem til, at noget er videnskabeligt veldokumenteret, kan man ikke affeje det med andet end endnu bedre dokumentation. Og denne dokumentation leverer SB ganske enkelt ikke. Og hans syv råd viser det indirekte med al ønskelig tydelighed, hvilket jeg i det følgende vil antyde ved kort at kommentere dem et for et.

1. kritik af SB: Tanker og følelser kan ikke adskilles.
SB’s 1. råd er, at man skal holde op med at mærke efter i sig selv. Alene fra et moralsk perspektiv er dette selvfølgelig et horribelt råd, fordi man jo mister sin samvittighed, hvis ikke man længere kan/må mærke, hvordan man har det med noget. Vi kan dog glæde os over, at det slet ikke er muligt at undlade at mærke efter i sig selv, og at det, som psykologen Jean Piaget engang formulerede det, gælder, at der ikke findes tanker uden følelser og ikke findes følelser uden tanker. Ja, selv SB ville sikkert ikke have valgt at skrive sin bog, hvis han ikke først havde mærket efter, om han ”havde det godt med det”. Og det gælder i det hele taget for selv den dybeste filosofi, at ingen beskæftiger sig med den, hvis ikke de føler en interesse for det. Alle beslutninger træffes, fordi der er overvejende stemning for det, alt taget i betragtning. Ak ja. Måske kan dette 1. råd være til lindring for enkelte psykopater, som er kede af ikke at kunne føle noget ved andres ulykke, men de hører jo til undtagelserne, så megen argumentation er der ikke at læne sig op ad her heller.

2. kritik af SB: Vedvarende negativitet er sundhedsskadeligt.
SB’s 2. råd er, at man skal fokusere på det negative i sit liv. Til dette er der primært at sige ”ja, når der er grund til det”. Og er der noget som helst nyt i det? Helt ærlig! Har nogen nogensinde været i tvivl om, at man skal fokusere på farer, når de optræder? Og har nogen nogensinde oplevet nogen undlade at gøre det, når først de var bevidste om farerne? Næh, vel? Alle gør det, når de oplever behov for det – helt uden SB’s hjælp. Men ingen har gavn af at dyrke negativiteten for sin egen skyld, som SB er på nippet til at anbefale, for vedvarende fokus på det negative er den sikreste vej til stress, depression, perspektivløshed og et op til ti år forkortet liv.

Hvor langt ude, SB med dette råd er, bliver så uendelig tydeligt, hvis man bruger kroppen som eksempel. Forestil dig en læge anbefale, at du skal lære at leve med dit barns sygdom, selvom sygdommen sagtens kan kureres. Ny læge! Nu! Ikke sandt? Men forestil dig så en stoisk filosof anbefale, at man skal dyrke elendigheden, selvom der er masser af muligheder for at have det godt – endda videnskabeligt dokumenterede muligheder. Ville man vælge denne filosof som coach? Heldigvis kun, hvis man, efter at have mærket efter, havde det godt med det, så helt spildt ville livet i givet fald ikke være. Men alligevel. Ak ja. Og vi er ikke engang nået til det allermest ironiske, nemlig at den stoiske filosof med sikkerhed anbefaler at dyrke det negative, fordi han selv har det godt (positivt udviklende) med det. Som SB selv skriver i sin bog: ”Det er meget sjovere at være en sur gammel rad end en lalleglad hurraråber”. SB etablerer her et nærmest perfekt psykologisk begrebskollaps: ”Det er sjovt at være sur”. Sådan! Man ser titlen på hans næste bog for sig: ”Det er sort at være hvid”. ”Og du er psykolog”, som min datter ville sige her, hvis det var mig.

3. kritik af SB: Nej-hatten (og ja-hatten) er for folk, der ikke kan tænke selv.
SB’s 3. råd er, at man skal tage nej-hatten på. Dette råd er om muligt endnu mere kikset end de første to, for det antyder, at det er en god idé at beslutte sig for, om man vil sige ja eller nej, inden man har tænkt sig om. Ja, det vil ikke engang redde én, om man trodser SB’s 1. råd og mærker efter, hvordan man har det med det, fordi det allerede er for sent, hvis man har taget det 3. råd til sig. Dette 3. råd indebærer således sin egen sønderlemmende selvkritik, hvorfor jeg kan afstå fra yderligere og blot ydmygt minde om, at stort set alt, hvad der gør livet værd at leve, forudsætter, at man har sagt helhjertet ja til at engagere sig i det.

4. kritik af SB: At undertrykke sine følelser er som at miste situationsfornemmelsen.
SB’s 4. råd er, at man skal undertrykke sine følelser. Dette råd er primært for børn, som ikke kan styre sig, og umiddelbart har det ikke den store relevans i en artikel for ledere. På nærmest uhyggelig vis peger SB dog på, hvordan autenticitet bør underordnes værdighed, så jeg vælger alligevel at fremsætte et par kommentarer til dette råd. For det første vil jeg gøre opmærksom på, hvor utryg man er ved at stå over for en person, man ikke ved, ”hvor man har”. Hvis der er noget, der kan gøre medarbejdere utrygge, stressede og syge, er det ledere, der ikke fremstår autentiske. Ledere som tydeligvis spiller komedie, og som derfor efterlader folk med dyb usikkerhed og derved åbner for en flodbølge af mytedannelser, der alle afspejler medarbejderes og samarbejdspartneres forsøg på at fortolke en situation, de ikke kan få klar besked om.

Jeg forestiller mig ikke, at SB ønsker et sådant scenarium på nogen arbejdsplads, men det er præcist, hvad hans mærkværdige 4. råd, med samt hvad han uddyber det med i såvel sin bog som ovennævnte interview, giver anledning til. Dette råd er direkte sygdomsfremkaldende, hvis man tager det bogstaveligt, helt i tråd med den omfattende videnskabelige dokumentation af, hvordan alvorlige psykosomatiske symptomer er det forventelige resultat af at vende for meget indad. Selvfølgelig skal man ikke bralre op om hvad som helst, man føler, og selvfølgelig skal man kunne bide en vis smerte i sig en gang imellem, men at anbefale et koldere klima mellem mennesker for at få dem til at trives bedre på arbejdspladsen er helt ude af trit med den videnskabelige dokumentation.

5. kritik af SB: At fyre sin coach er at vende ryggen til ekspertise.
SB’s 5. råd er, at man skal fyre sin coach. Dette råd er nok mest skrevet for at få journalisternes opmærksomhed, for når der er skurke og ofre, er der nemmere nyheder. Rådet er selvfølgelig noget generaliserende nonsens, der bare lyder lidt sjovt, fordi alle har mødt en klaphat af en konsulent et eller andet sted. Men det er også at vende ryggen til ekspertise i en tid, hvor der stort set ikke er en elitesportsudøver, der ikke har en personlig coach, hvor der ikke er noget håndboldhold, som ville have en chance uden, og hvor lærerrollen i skole og uddannelse i stigende grad rettes mod det faciliterende og coachende, fordi det er langt mere effektivt end gammeldags tavleundervisning. Og hvor en perlerække af beretninger om ledere, der virkelig har inspireret medarbejdere, gør det tydeligt, at disse ledere var ydmyge, troværdige, autentiske mentorer, som reelt åbnede personlige og faglige veje på samme måde, som dygtige coaches kan gøre. Ak ja.

6. kritik af SB: At lukke øjnene for selvhjælp og biografier er at være ligeglad med andre.
Med SB’s 6. råd begynder det at blive pjattet. Det er ganske vist den del af bogen, som SB er bedst hjemme i, men pjattet er det ikke desto mindre. Rådet er, at man skal læse en roman – ikke en selvhjælpsbog eller en biografi. SB oplever, at selvhjælpsbøger og biografier er overdrevent lineære og positive, og at de romaner, han har læst, åbner for flere menneskelige nuancer, inklusive de mere dystre og komplicerede. Med denne SB’s forkærlighed for nuancer må man som modtager af hans rådgivning undre sig over, hvor nuancerne blev af her. Nåh ja, bogen er ment som en joke, en grotesk overdrivelse etc. Jeg holder selv af romaner, men bemærker, at de seneste tal peger på, at romanlæsning for mange er i kraftigt aftagende, og at stadigt færre unge læser bøger for fornøjelsens skyld. Hvis romaner virkelig var så generelt givende, som SB antager, ville der givetvis være flere, som oplevede det. Og omvendt, når biografier sælger så godt, er det måske, fordi mange foretrækker at beskæftige sig med rigtige mennesker frem for fantasi-figurer. Nuvel, vi er i den pjattede ende af rådgivningen, og jeg har ikke selv meget fornuftigt at tilføje her.

7. kritik af SB: At dvæle ved fortiden er at fokusere på noget, der ikke står til at ændre (bortset fra at man kan udvikle sit syn på fortiden).
SB’s 7. og sidste råd er, at man skal dvæle ved fortiden. Dette råd er med, fordi SB oplever, at folk i den accelererende kultur ikke tænker nok over, hvor de kommer fra, og hvad de har oplevet. Hvis det er rigtigt, er det selvfølgelig synd for dem, men hovedtendensen i psykologi i dag er faktisk at se fremad og leve meningsfuldt i nuet i dette perspektiv. For hvor fortiden er låst, er fremtiden åben. Du er ufri i forhold til fortiden, fri i forhold til fremtiden. At anbefale ensidig dvælen ved fortiden er ikke blot en psykologisk parodi, men også opskriften på et halvt og trist perspektiv på livet. Jeg hører for mit indre øre allerede SB protestere over, at jeg læser ham, som Fanden læser Bibelen, men her kan jeg proaktivt replicere, at der ikke forekommer at være mange andre muligheder med den håbløse struktur, hans karikaturbog er bygget op over. Måske kan vi afslutningsvist mødes på halvvejen med filosoffen Søren Kierkegaard, som jo antydede, at livet dels leves forlæns, dels forstås baglæns. Men som også (i Enten-Eller, 1843) skrev, at ”Det Store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv – og dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.” Tænk, hvilke helt anderledes råd der ville have udviklet sig i SB’s hoved, hvis han havde valgt Kierkegaard som inspiration i stedet for stoikerne. Eller Nobelpristageren, Daniel Kahneman, som ikke blot beskriver et, men to selv’er som udgangspunkter for alle vore beslutninger – igen i direkte modsætning til SB’s tro på, at man ikke kan finde sig selv ved at se indad.

Jernalderfilosofi er bare ikke godt nok til det 21. århundrede
Selvfølgelig er det på høje tid, at vi som samfund får gjort noget ved rotteræset. Ingen er tjent med, at udviklingen foregår på en måde, der sætter menneskeligheden over styr og efterlader store dele af befolkningen i en afmægtig tilskuerposition. Jeg deler fuldt og helt SB’s ønske om virkelig at få taget bedre fat på denne opgave, end det hidtil er lykkedes. Men trods det, og til trods for at jeg sætter pris på SB som person og faktisk selv har brugt ham som – tør man sige det – ”metodisk coach” i forbindelse med et forskningsprojekt, er jeg nødt til at gentage, at SB’s bog ”Stå fast” efter min bedste vurdering primært bidrager til at gøre ondt værre, fordi dens ensidighed er så graverende, at det i bedste fald er underholdende spild af tid at overveje dens pointer frem for at læse mere retvisende kilder.

Mangen en læser vil ikke opleve det med det samme, fordi det altid er lidt sjovt og befriende at få det hele vendt på hovedet, men tro mig: SB’s strategi er veritabel blindgyde, som kun i begrænset omfang vil virke for dem, der dybest set er ligeglade med samfundets videre udvikling. Selvfølgelig bør udvikling ikke gå hurtigere, end at man trives med det, men for de personer, der gerne vil have et job, for de firmaer, der gerne vil kunne konkurrere, for de institutioner, der gerne vil sprudle af liv, er SB’s anbefalinger om at sige nej til udvikling ensbetydende med, at løbet er kørt. Udvikling er ensbetydende med liv, og harmonisk udvikling i menneskelivet (det vil sige trivsel) indebærer en samtidighed af ro og bevægelse, en samtidig følelse af at være eksistentielt forankret og at være på vej i livet, i personlig udvikling. Stik mod de signaler SB sender med sin bog.

At en tilfældig filosof tilfældigvis lader sig inspirere af stoisk jernalderfilosofi for at lære at affinde sig med en given skæbne snarere end at finde en ny, er noget nær det mest tyndbenede grundlag for en debat, man kan foreslå et samfund, der i den grad trænger til at udvikle sig mod noget bedre. Så kære SB (og andre der måtte øjne en hurtig business opportunity ved at skrive ”grotesk ensidigt” som SB): Vi har ikke tid til den slags spild af tid. I en roman kan man skrive, som man vil, men når man optræder som forsker, der får penge for at skabe og nuancere viden, er det først og fremmest ens pligt at gøre netop dét.

Læs også: Svend Brinkmanns svar til Hans Henrik Knoop