Kilde: Christensen 2009: 119
3) Lidt privatliv
Langt ude i Nordsøen lever nogle bestande af sandkrabber, der udviser en adfærd, som på mange måder har paralleller til den adfærd, der finder sted i kontorlandskaber. Krabbernes adfærd er dog lidt mere ekstrem. Disse sandkrabber har normalt en hård skal, men i perioder skiftes den ud med en blød skal. Nu er det sådan, at sandkrabberne også spiser hinanden – og det er naturligvis krabberne med den bløde skal, der risikerer at blive spist. Faktisk er disse krabbers eneste beskyttelse afstanden til de andre krabber, for det er kun, såfremt krabberne kommer tæt på hinanden, at de kan lugte hinanden og dermed får lyst til et måltid krabbe med blød skal. Når bestanden af krabber er tilpas, er det muligt for krabberne – især dem med den bløde skal – at holde en sikker afstand til andre. Men når der er alt for mange krabber, og bestanden dermed er overfyldt, er krabberne altså fysisk meget tættere på hinanden, og der er større risiko for, at krabberne opfanger lugten af en blød skal og derefter tager sig et måltid.
Når antallet af krabber i bestanden således er på et tilpas niveau, er der fryd og gammen, men når antallet af krabber stiger, er det bare med ikke at have en blød skal, for så bliver krabben formentlig hurtigt til et måltid. Med andre ord er den overfyldte bestand af krabber selvregulerende – naturen tillader simpelthen ikke, at der er for mange krabber. Krabberne har – ligesom i øvrigt alle andre dyr – behov for et territorium, og hvis dette rum ikke er muligt at opretholde, ja så mister enkelte krabber livet, således at de andre krabbers territorium igen kan opretholdes.
Mennesker er – ligesom det er tilfældet med sandkrabber og andre dyr – territoriale, hvilket blandt andet medfører, at vi i nogle situationer ønsker at trække os tilbage og dermed undgå en form for ruminvasion eller rumkrænkelse, hvor andre mennesker altså kommer for tæt på os. Dette er dog – heller ikke på arbejdspladsen – altid muligt, og når mennesker oplever, at rummet bliver for overfyldt, så trækker de sig enten mentalt eller fysisk tilbage fra rummet.
Eksempelvis er der blevet gennemført en række eksperimenter (”lost letter”-eksperimenter) hvor forskere i henholdsvis tæt og ikke tæt befolkede bygninger efterlod et korrekt frankeret og adresseret brev på gulvet og derefter registrerede, hvor mange breve der blev samlet op og puttet i postkassen. Det tabte brev var altså mere eller mindre en direkte opfordring til at blive samlet op og så puttet i postkassen. I de tættere befolkede bygninger blev der samlet væsentlig færre breve op end i de mindre tætbefolkede bygninger, hvilket kan tyde på, at når individer befinder sig i overfyldte rum, så bliver de simpelthen så trætte af at være så tæt på så mange mennesker, at de mister – eller fortrænger – lysten til at hjælpe andre. De har simpelthen nok at gøre med at håndtere rummets overfyldthed.
Selvom mennesker ofte skal samarbejde, så søger de ikke altid andres nærhed, eller de ønsker for den sags skyld ikke, at andre søger deres nærhed. Mennesker har brug for en social styring af rummet, som for eksempel territoriale markører, der viser, at man ikke vil forstyrres. Med andre ord søger vi ikke altid hen mod andre mennesker, og derfor vil mennesker også i de fysiske rum have mulighed for netop ikke altid at skulle søge hen mod andre. Eksempelvis blev der lavet en undersøgelse af, hvilke siddepladser brugerne af et bibliotek foretrak, og ikke overraskende viste disse undersøgelser, at mennesker er meget forudsigelige i deres måder at undgå alt for tæt kontakt til andre. Således var brugernes foretrukne pladser:
- Ved ledige borde
- Hvis bordene allerede er optaget, så er de foretrukne pladser dem, der er længst væk fra andre mennesker.
- Pladser, hvor man sidder ryg-mod-ryg, foretrækkes frem for pladser, hvor man sidder ved siden af hinanden.
- Når rummet er mere end 60 procent fyldt, så går brugerne et andet sted hen.
På arbejdspladsen har mennesker i nogle situationer også brug for lidt privatliv, og det fysiske rum kan give både muligheder og umuligheder for dette og dermed påvirke menneskers jobtilfredshed og ikke mindst interaktion med andre – for eksempel kollegerne.
Hvordan så med rummene?
Fysiske strukturer udfordrer altså mennesker og menneskers samspil på mindst tre måder: for det første gennem fysiske stimuli, for det andet gennem rummets indretning og dimensionering og for det tredje gennem de muligheder, individet har for at opretholde en eller anden grad af privathed.
Disse måder er ikke altid forenelige med organisationens forventninger til de fysiske rum – som oftest koncentrerer man sig om økonomiske besparelser, øget videndeling, og selvfølgelig ikke mindst muligheden for at sende de rigtige signaler om, at organisationen naturligvis er kreativ og attraktiv (hvilket oftest er forbundet med kontorlandskaber frem for enkeltmandskontorer). Den strategiske anvendelse af de fysiske rum må dog nødvendigvis forholde sig til disse udfordringer, der netop understreger, at brugen af rum-strukturer i mange tilfælde er en afvejning, således at eksempelvis kontorlandskabet er en indretning, der kan øge videndeling, men samtidig også en struktur, der kan øge individets oplevelse af overfyldthed. Organisationers strategiske arbejde med de fysiske strukturer har behov for overvejelser og afvejninger for ikke at ende som en skuffelse.
Vores nyeste forskning
Forskningen i arbejdspladsens fysiske rum har i de seneste år været meget begrænset. Eksempelvis er der i de seneste år kun publiceret 15 artikler om fysiske strukturer i de førende internationale tidsskrifter om ledelse, hvilket i forhold til de flere tusinde artikler om kultur, tillid og netværk er urimeligt få.
På Center for Strategi og Globalisering ved Copenhagen Business School ønsker vi derfor at øge den forskningsbaserede viden om arbejdspladsens fysiske rum, og vi har i det seneste år blandt andet forsket i, hvordan arbejdspladsens indretning påvirker videndeling.
Vi kan for det første konkludere, at medarbejdere i høj grad foretrækker at dele viden med dem, de fysisk sidder tættest på, og at etage-adskillelser i høj grad forværrer den fysiske adskillelse. Således krydser mennesker meget sjældent etager, mens de altså er mere tilbøjelige til at gå lidt mere rundt på den etage, de nu engang er blevet placeret på. For det andet forstærkes denne effekt hos medarbejdere, der har været ansat i kort tid. Således kommer nyansatte, sammenlignet med ansatte der har været i organisationen i længere tid, meget sjældent fysisk rundt i organisationen. De har ganske enkelt ikke etableret kontaktpunkter rundt om i organisationen.
Udfordringen for organisationer er altså at sikre, at de fysiske rum ikke fører til, at de ansatte i al evighed forbliver fysisk fastlåste og dermed eksempelvis ikke etablerer nye relationer til kolleger, der godt nok fysisk befinder sig langt væk, men som ikke desto mindre besidder værdifuld viden.
Arbejdspladsens fysiske rum er en strategisk ressource, men der er behov for mere forskningsbaseret viden inden for området, ligesom der også er behov for en større anerkendelse af, at rummet ikke blot er en omkostning, men en ressource, der dog er temmelig kompleks og ikke bare fokuserer på indeklima, men mennesker og især samspillet mellem mennesker.
Litteratur
Peter Holdt Christensen, 2009: Rumforskning – fysiske omgivelser i ledelse og organisering af arbejde. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 208 sider.