Stress vendt på hovedet

De statistiske undersøgelser giver et nogenlunde ensartet billede af situationen på arbejdsmarked: Hver anden føler sig stresset, og hver tiende er i risiko for at få stress.

På den korte bane øger stress-følelsen vores indsats på jobbet – men på den lange bane reducerer stress produktiviteten. Vi skal væk fra stress – men hvor skal vi hen i stedet for?

Stress afhænger primært af tankerne
Der er ikke fundet virksomheder, hvor samtlige ansatte er stressede. Der er heller ikke særlig afdelinger, fag, brancher, persontyper, køn, alder, uddannelse eller andet, der med sikkerhed giver stress. Selv om der er udsving med forskellige parametre, så er der ingen entydighed. Uanset hvilke grupperinger man kikker på, så er der altid nogen i gruppen, som er uden stress.

Når alt andet er udelukket, er der faktisk kun tankerne hos den enkelte person, som kan være en entydig forklaring på stress. Jeg har mødt mennesker, der var uden stress til trods for, at de havde arbejdssituationer, som mange ville betegne som stressende. Tilsvarende har jeg mødt folk, der var stressede – tilsyneladende uden grund. Det er min erfaring, at tankerne har langt større indflydelse end de faktiske fysiske og sociale forhold. Det er derfor, at der altid er nogen, som ikke stresser sig – selv om andre gør det.

Den klassiske tilgang til stress
Der er mange steder gjort rigtig meget for at undgå stress. Kampagner, gå hjem-møder, oplysning om stress-faktorer, tilbud om stress-coaches, kurser om at bekæmpe stress og meget meget. Jeg har talt med mange virksomheder, hvor udbyttet ikke stod helt mål med forventningen. Nogle steder var effekten nærmest omvendt, idet der kom et boom i antallet af stress-sygemeldinger. Nærmest, som om sammenhængen var, at jo mere man talte om stress, jo flere stress-tilfælde kom der.

Det er sikkert et element af, at det nu er blevet ”lovligt” at være stress-sygemeldt, og dette har ført til, at skjulte problemer er blevet synlige. Desværre kan der også være et element af, at stress-politik kan virke stressende. Hvis du konstant skal tage stilling til, hvor meget stress du mærker, hvordan ender du så med at have det?

Jeg vil gerne have ”ikke-stress”
Klienter, der opsøger mig, siger ofte: ”Jeg kommer, fordi jeg har stress”. Mit svar til den indgangsvinkel er typisk: ”Okay – og hvad vil du gerne have i stedet for?” Nogle ser overrasket på mig og siger: ”Jamen, jeg vil jo bare ikke have stress”. Det er nærmest så indgroet, så vi ikke tænker over, hvor dårlig en målsætning det egentlig er. ”Godt så, hvor meget ”ikke-stress” vil du så gerne have?”, spørger jeg spøgefuldt. På dette tidspunkt i samtalen opdager de fleste, at de er nødt til at definere en udviklingsretning, for vi kommer ikke langt ved at fokusere på, hvad vi ikke vil have.

Stress = læringsbehov
Baseret på min erfaring med at coache og undervise hundredvis af mennesker tegner der sig et klart billede af, at det kun er symptomerne, der er ens. Årsagerne – og derfor også løsningerne – er helt individuelle.

Det bliver særligt tydeligt, når man spørger: Hvad er det modsatte af stress? Jeg har prøvet med ord som kontrol, sindsro, arbejdsglæde, stressløs, effektivitet eller succes. Der var ingen af ordene, der passede ordentligt. Det tog mig flere år at regne ud, hvad der var galt. Problemet er, at det modsatte af stress ikke findes i en entydig form. Det er helt individuelt, hvad den enkelte vil have i stedet for. Den mest dækkende begrebsmodpol til stress er i mine øjne begrebet læring.

Når man er blevet ”sendt hjem”
Stress behandles ofte som en sygdom, og hvis man er særligt hårdt ramt, så skal man ”blive hjemme til det er gået over”. En meget ulykkelig situation for dem, der rammes. Beklageligvis er der mange, som først opsøger hjælp, når lægen har erklæret dem for ”stress-ramte” og har sendt dem hjem. I den situation er der faktisk lang vej tilbage til jobbet.

Jeg har bemærket, at der er et ganske særligt vendepunkt på vejen tilbage til jobbet. Det er et afgørende øjeblik, når personen holder op med at se på den forgangne periode som et nederlag eller fiasko, men i stedet ser på perioden som et læringsforløb.

Der er stor forskel på, om ens personlige historie er: ”Jeg gik ned med stress” – eller alternativt: ”Jeg havde brug for at lære noget”. I det første tilfælde kan selvforståelsen blive, at nu kommer jeg tilbage på jobbet ”efter en skade” – og så håber jeg, jeg kan klare det! I det andet tilfælde kan selvforståelsen være: Jeg har holdt en ufrivillig pause for at lære noget, der gør mig til en endnu bedre udgave af mig selv.

Simple råd til lederen
For nylig var der (endnu) en undersøgelse om stress, der viste, at hver tredje leder savner mere viden og flere værktøjer til håndtering af stress hos medarbejderne. Måske kan det løses helt simpelt og ganske enkelt. Rent statistisk vil hver leder have én medarbejder, hvor der ”bør gøres noget” – jævnfør Forskningscenteret for Arbejdsmiljø.

En leders aktionsplan kunne være følgende: Udvælg den person, som sandsynligvis er mest ramt, og lav en plan sammen med HR (eventuelt med ekspertbistand udefra). Over for resten i medarbejdergruppen, der ”bare” føler sig stressede (cirka to femtedele), er ledelsesopgaven at stille spørgsmålet ”Hvad ønsker du i stedet for stress?” og sikre sig, at dialogen fører frem til gode, realistiske, individuelle svar.

Kald det gerne ”travlt på en god måde” og spørg ”Hvad skal der til, for at du har travlt på en god måde hver dag på jobbet?”

Det første svar fra medarbejderen kan for eksempel være noget i stil med: ”At jeg når alt det, jeg skal”, ”at der ikke sker fejl”, ”at ingen kunder klager”, ” at jeg ikke går glip af noget”, ”at jeg har kontrol over hverdagen” ... eller noget andet vigtigt at undgå eller opnå for den pågældende medarbejder.

Svar som disse er lige så overordnede, som de er urealistiske. Der vil jo altid være flere opgaver, end man kan nå; fejl vil forekomme; kunder klager; man kan ikke gøre alt i denne verden; man kan ikke opnå fuld kontrol ... og så videre.

Ledelsesopgaven er at hjælpe personen med at sortere i, hvad der er realistisk, og hvad der ikke er. Vi er alle sammen skyldige i urealistiske tanker og krav til os selv. Nogle gange, fordi andre ”inspirerer” os til at stille disse krav. Alle har meget brug for at få stillet spørgsmål, der tydeliggør den manglende realisme, så vi fremadrettet kan tænke anderledes.

Der findes urimelige arbejdsforhold – ingen tvivl om det – hvor der kræves mere af medarbejderne, end det er muligt at nå. Min erfaring er imidlertid, at den hyppigste årsag til, at folk føler sig stressede, er deres egne krav til dem selv på jobbet. Kravene til én selv er gode, hvis de får én til at bidrage mere og bedre. Men hvis kravene til en selv giver stress, så bør de ændres.

Quick-guide til medarbejdersamtalen, der sætter fokus på læring i stedet for stress Mål og muligheder: 1. Hvad vil du gerne have i stedet for? 2. Og hvad skal der til, for at du får det/at det bliver sådan? Realisme: 3. Hvilke dele af dette er realistiske at ændre – og hvilke er ikke? Læringspunkter: 4. Hvad skal du lære/undersøge/afklare for at have det godt med det, der ikke er realistisk at ændre, opnå eller undgå? 5. Hvilke færdigheder har du brug for at udvikle/lære for at kunne nå den realistiske del af det, du gerne vil – i stedet for at have stress?

 

Et simpelt checkspørgsmål
Alle synes, at tingene skal være på en bestemt måde: Deres måde! Desværre understøtter realisternes verden ofte ikke den måde, vi synes, det skal være på. Hvis vi undlader at tage konsekvensen – og ændre vores egen opfattelse – så bliver vi stressede. Mere simpelt kan det næppe siges. Det er derfor godt at benytte følgende check-spørgsmål: Hvis intet omkring dig bliver anderledes, ville du så kunne lære at leve med det? Hvis svaret er ”nej”, så bør det overvejes, om det er den rigtige hylde, der er valgt.

To typer læring
Helt grundlæggende kan vi vælge mellem to ting at lære. Enten lærer vi at løse opgaven hurtigt nok – eller også skal vi lære at leve med situationen. Vi kan kalde de to kategorier for fremdriftslæring og acceptlæring.

Den ene kategori af læring handler om at opnå de færdigheder, der gør os endnu mere effektive, samarbejdende og produktive i forhold til det job, vi har. Alt det, som bevirker, at vi endnu bedre kan leve op til andres og egne forventninger.

Den anden kategori handler om det, vi skal lære, for at have det godt med ikke at leve op til andres og egne forventninger. Lære at sige nej og acceptere alt det, der ikke er ressourcer til at gøre noget ved her og nu.

Ultimative antistress-midler
Et af de mest ultimative midler mod stress er at gøre én ting ad gangen – og acceptere, at man ikke gøre de andre ting samtidigt. De mange snakke, jeg har haft, viser tydeligt, at der er mange andre ting, der skal accepteres, før man ”tillader” sig selv at løse opgaverne én af gangen – også selvom vi ved, at det er den mest effektive arbejdsform.

Det er meget individuelt, hvilke tanker der skal på plads, før man giver sig selv lov til at gøre én ting færdigt af gangen. Hvornår er noget færdigt? Er det ok, at nogen venter? Må jeg fejle i prioriteringen? Går jeg glip af noget? Bliver det godt nok? Hvad tænker de andre? Mange har en del af lære, før de kan løse én opgave af gangen med sindsro.

Lær af dem, der ikke har stress
Hvis blot én person kan være i en situation tilsvarende din – uden at stresse sig – så kan du også lære det. Jeg spørger ofte mine klienter og kursister: ”Kender du nogen, der har et job eller er i en situation som dig, der oplever det mindre stressende, end du gør?” Svaret er næsten altid ja (nogle gange efter lidt søgetid).

Det næste afgørende punkt er at finde ud af, hvordan disse personer tænker og handler. Det viser sig, at de har vidt forskellige strategier for at fungere godt på trods af travlhed. Det er individuelt, hvordan man reagerer på forskellige stress-faktorer – hvis man da reagerer på dem. Det er også individuelt, hvad man har brug for for at sikre, at man kan arbejde godt under travle vilkår.

Nogle har meget præcise opgørelser over opgaver og forpligtelser. Andre er gode til at løse én opgave af gangen og acceptere, at der er forventninger, de ikke indfrier. En del er rigtig gode til at sig nej. Nogle laver benhårde prioriteringer og tager konsekvensen af dem. Enkelte bruger chefen meget aktivt som buffer på opgavemængden. Andre bruger deres team som buffer.

Der findes en uendelig liste over ting, man kan ønske at lære af den ”stress-frie” halvdel af befolkningen: Hvordan tænker du om den økonomiske krise – og fyringsrisikoen? Hvordan tænker du om alt det, du ikke når? Hvordan opfatter du dig selv i organisationen? Hvordan bevarer du overblikket? Hvordan har du det godt med at sige ”nej” til opgaver, du ikke kan nå? Hvordan tænker du om re-priorietering af opgaver for at være fleksibel, når nye opstår? Hvordan undlader du at tage det personligt?

Et herligt eksempel til efterligning
Når man leder efter, hvad de bedste gør bedre, så får man en gang i mellem en nydelig, konkret opskrift. Her er essensen af et svar, jeg fik fra en mellemleder, som var rigtig god til at undgå stress, selvom hans hverdag var travl, forandringsfyldt og krævende. ”Jeg ser sådan på det, at stress kan have en ydre anledning, men har altid en indre, mental årsag: Nemlig det, jeg tænker om mig selv og verden omkring mig. Hver gang jeg mærker, at travlheden er ved at gå over i stress, stopper jeg op og lærer nye tanker, indtil jeg er tilbage på sporet”.

Stress-politikken burde hedde læringspolitik
Stress kan opstå i en travl hverdag med mange forandringer. Kuren mod stress er læring. Man skal blandt andet lære at bevare overblikket og lære dét, der skal til for at følge med udviklingen.

Der er isoleret set intet som i sig selv er stressende. Det er vores tanker om det, der skaber vores stress.

Undtagelsen for ovenstående er faktisk fysiske farer – hvor det jo er en relevant reaktion at blive bange og, efter længere tid, stressede. Men når der ikke er fysisk fare, så er stress faktisk et produkt af uhensigtsmæssige tanker om virkeligheden – som vi skal lære at tænke anderledes om.

Vi har brug for at lære at tænke nye tanker. Tanker, der gør det muligt at have travlt – uden at blive stresset. Vi har brug for at lære at sætte vores tid og energi ind, der hvor det nytter – i stedet for at skabe stress med vores tanker.

Mange vil blive provokerede af ovenstående forsimpling – men sigtet er blot at mane til refleksion over, hvad det i virkeligheden er, som vi går og føler os så stressede over. I en verden, hvor næsten alt kan lade sig gøre, er vi tilbøjelige til at synes, at vi skal løse alle problemer. Men ofte er vi bedre stillede ved at behandle visse af vores problemer som vilkår, vi ikke skal gøre noget ved – andet end at leve med dem, som det/de er.

Fakta om omfanget af stress I Ledelsesbarometeret for 2008 angav 36 procent af de adspurgte ledere, at de føler sig stressede i ”nogen grad”, mens 9 procent angav ”i høj grad” og 2 procent ”i meget høj grad”. Alt i alt føler 47 procent af lederne sig stresset i nogen grad eller mere end det. Denne fordeling har været rimeligt konstant siden 2002, hvor Ledelsesbarometeret begyndte at spørge til emnet. Statens Institut for Folkesundhed laver undersøgelser af hele befolkningen. I 2005 angav 42 procent, at de ”ofte – eller af og til” oplever at være stressede. Over de seneste 30 år har der være en lille stigning, for tilbage i 1987 var tallet ”kun” 36 procent. Hvor slemt er det så egentlig? Er der grund til alarm? Forsknings­centeret for Arbejdsmiljø vurderer, at cirka 10-12 procent af voksne erhvervsaktive danskere er stressede i et sådant omfang, at der "bør gøres noget”.