Stress – med hovedet under armen

Det er på mange måder en tankevækkende og engageret artikel coach og facilitator Mogens Mikkelsen har skrevet i dette nummer af Nyt fra Ledelseidag.dk med titlen ”Stress vendt på hovedet”. Han sætter stress-diskussionen på spidsen med en række skarpe synspunkter og præsenterer efter eget udsagn en helt ny indfaldsvinkel til stresshåndtering.

Men det er også klart, at man som læser af artiklen må stå tilbage med både spørgsmål og en vis skepsis. Det gælder for eksempel vedrørende artiklens bud på, hvorfor mange udvikler stress og ”de simple råd til lederen” om håndtering af stress blandt medarbejderne.

Herudover har vi umiddelbart vanskeligt ved at se, hvori den nye og alternative indfaldsvinkel til stress-håndtering består. En række af de synspunkter og argumenter, Mogens Mikkelsen fremhæver, er tidligere fremført af flere andre. Det gælder for eksempel synspunktet om, at der er ”intet som i sig selv er stressende – det er vores tanker om det, der skaber vores stress”. Andre har også peget på det tilsyneladende paradoks, at nogle stresser, mens andre ikke gør det, og man skal lære at tænke realistisk om sin arbejdssituation.

Man kan hævde, at Mogens Mikkelsens ”alternative” teser falder fint i tråd med tidens trend om fokus på individets rolle og betydning og derfor aldeles ikke, som overskriften på artiklen siger, ”vender noget på hovedet”. Desværre kunne man tilføje.

Men pyt, lad nu det med nyhedsværdien ligge.

Forplumring af stress-debatten
Mere alvorligt er det, at artiklen leverer endnu et bidrag til tiltagende forplumring, der generelt kendetegner stress-debatten.

Vi har alle erfaringer med stress. Dels ved at mærke den på egen krop og dels ved at kende nogle i nærmeste omgangskreds, som har været ramt.

Vi kan derfor alle tale med – og mange gør det gerne.

Lad os med det samme slå fast, at det ikke er vores ærinde at feje samtlige af Mogens Mikkelsens argumenter af bordet – slet ikke. Men problemet med denne og mange andre artikler om emnet er, at konklusionerne ofte udspringer af selvoplevede cases og i høj grad er præget af sejlivede myter om stress og dens baggrund. Herved kommer mange af disse artikler til at overse den kompleksitet, der ligger bag stressens årsager, udbredelse, konsekvenser og forebyggelse.

Der er i den grad behov for fakta i form af anerkendte definitioner af, hvad stress er, og hvordan stress bedst kan forebygges.

Af hensyn til de stressramte – men ikke mindst ud fra et lederperspektiv – er det af afgørende betydning, at de diskussioner og ledelsesmæssige tiltag, der tages på landets arbejdspladser, sker på grundlag af videnskabeligt underbygget viden og ikke løsrevne erfaringer og en oppisket folkestemning.

Og her er vi desværre i nogen grad på herrens mark.

Selv blandt forskere og eksperter på området er der ikke enighed om, hvad stress egentlig er, hvorfor det opstår, og hvordan vi bedst forebygger det.

Hvad er stress?
Førende forskere og andre eksperter fra både ind- og udland har for længst slået alarm og mener, at stress-debatten er kørt af sporet. De peger på, at der er et stort behov for at kigge nærmere på, hvordan vi bruger stress-begreberne i Danmark. 

Et af problemerne er, at der i en lind strøm præsenteres nye undersøgelser med forskellige tal og procenter for omfang, udbredelse og konsekvenser af stress.

Læser man aviser og ugeblade og ikke vidste bedre, kunne man få det indtryk, at den samlede danske befolkning er i umiddelbar og overhængende fare for at bukke under for stress. 

Sådan forholder det sig naturligvis ikke.

En af årsagerne til forvirringen er, at vi roder rundt i stress-begreberne og for eksempel ikke skelner mellem travlhed og stress. Der er naturligvis afgørende forskel på at have en travl hverdag og lide alvorligt af stress.

Nogle eksperter definerer stress som en tilstand, individet befinder sig i; nogle definerer stress som forhold i omgivelserne, for eksempel høje krav og tidspres; og andre definerer stress som relationen mellem forhold i omgivelserne og individet.

I Danmark er de fleste eksperter enige om, at stress bedst kan beskrives som en tilstand hos individet. Ikke en sygdom, men en sund og naturlig reaktion på forhold (stressorer) i vores omgivelser. Når man udsættes for stressorer, vil kroppen blive sat i en form for alarmberedskab. Det ville faktisk være både unaturligt og uhensigtsmæssigt, hvis man ikke blev stresset. Stress-reaktionen sætter os i stand til at mestre de stadig skiftende krav, vi stilles over for.

Alle mennesker står fra tid til anden i en presset situation. De fleste kan nok også nikke genkendende til oplevelsen af, at det netop var der, man var mest fokuseret og klar i hovedet. Også oplevelsen af en rus eller opstemthed, når hele situationen er overstået, kender de fleste.

Problemet opstår, hvis denne stress-tilstand er omfattende eller står på i længere tid. Heller ikke langvarig stress er en sygdom, men det øger risikoen for en række alvorlige helbredsproblemer og sygdomme.

Arbejdsmiljøforskningens bedste bud i dag er, at omkring 10-12 procent af danskerne er stressede i så alvorlig grad, at de skal have hjælp.

Hvorfor opstår stress?
Et andet væsentligt problem er de mange forskellige bud på årsagerne til stress.

Nogle mener, at skurken er de stressorer, vi omgiver os med på arbejde og i fritiden, mens andre, som Mogens Mikkelsen, peger på, at der i højere grad bør sættes fokus på vores egne forventninger og reaktioner på en opgave.

For os er det ikke et spørgsmål om ”enten/eller”, men om et ”både-og”.

Det er både muligheden for at løse en opgave ordentligt og vores forventninger til at kunne løse opgaverne, som har betydning.

Er der tale om en situation, hvor rammerne er i orden, og det er en opgave, vi har set frem til med lyst, spiller det naturligvis en rolle. Har vi samtidig et godt bud på, hvordan opgaven skal gribes an, og måske ligefrem har prøvet det før, vil det have en afgørende positiv betydning for vores opfattelse af situationen og dermed vores stress-tilstand.

Vi har også personligt ligesom Mogens Mikkelsen oplevet en lang række situationer, hvor personer er gået helt op i limningen af stress, mens andre, i hvad der ligner en identisk situation, har reageret helt anderledes. Ofte har disse reageret ligefrem positivt og set situationen som en kærkommen udfordring og en anledning til personlig og faglig udvikling.

Men det udelukker jo ikke, at der i den konkrete situation har været forhold i arbejde eller fritid, som i sig selv eller i sammenhæng med andre ting har været medvirkende årsag til den helbredstruende stress-tilstand.

Dermed kan og skal der også gøres en indsats for forebyggelse af stress – uafhængigt af individet.

Ser man bort fra disse forhold, begår man ikke alene en fejl, men misser også væsentlige elementer i indsatsen for såvel forebyggelsen som håndteringen af stress.

Både arbejds- og livssituationen spiller ind, og mange af os er spændt hårdt for med store krav og store forventninger til både job og fritid.

Væsentlige stressorer i det moderne (privat)liv kan være lange bilkøer, at vente på bussen og at hente og bringe børnene til tiden, men også kritisk sygdom eller tab i ens nære omgangskreds er stressorer.

Væsentlige forhold i arbejdslivet kan findes i selve arbejdets karakter, samspillet med kollegerne, arbejdets organisering, tidspres samt forhold som indflydelse, oplevelsen af mening, forudsigelighed, social støtte, belønning og krav. Også forhold som konflikter og utryghed i ansættelsen spiller ind.

Endelig har vores muligheder og evne til at restituere os stor betydning. Mange af os sover for lidt og får for lidt ud af den søvn, vi får.

En effektiv forebyggende indsats kan ikke gennemføres uden fokus på kollektive risikofaktorer, ligesom egen adfærd samt egne forventninger og reaktioner i høj grad er medvirkende til, om stress udvikler sig til noget skadeligt.

Hvad gør vi ved stressen?
En af de store diskussioner i stress-debatten er, hvem der har ansvaret for at forebygge og håndtere stress. Er det medarbejderens eget ansvar, eller er det primært ledelsens ansvar? Eller hvad med regering og Folketing? Har de ikke også et samfundsmæssigt ansvar, de skal leve op til?

Denne diskussion er efter vores opfattelse ligeledes meningsløs og uproduktiv.

Igen er der ikke tale om et ”enten/eller”, men om et ”både-og”.

Det er vigtigt, at vi ikke individualiserer stress og blot gør det til et spørgsmål om, at man selv skal lære at sige fra og slappe mere af. Et af resultaterne af en individualisering af stressen vil være, at den enkelte vil være tilbageholdende for ikke at udlevere sig selv. Hermed er der risiko for en øget tabuisering af stress til stor skade for indsatsen.

Stress er en fælles udfordring, der kræver en indsats på alle niveauer. Både hos den enkelte, på arbejdspladsen og i samfundet.

Det gælder både det forebyggende arbejde og i indsatsen over for de personer, som alligevel bliver ramt af stress.

Den enkeltes rolle
I forhold til den enkeltes rolle kan vi langt hen ad vejen tilslutte os Mogens Mikkelsens pointer. Den enkelte må løbende justere sine egne krav til sig selv og tage ansvar for egen arbejds- og livssituation.

Det handler om at være realistisk i forhold til, hvad man kan overkomme i sit liv som helhed. Man må ligeledes acceptere, at man ikke altid kan lave om på verden, så den til enhver tid passer ind i ens eget kram. Derfor er det også nødvendigt, at den enkelte handler i forhold til sin egen konkrete situation, det vil sige enten får rettet forholdene til, tilpasser sig eller finder et andet sted, der passer bedre.

I arbejdssituationen skal den enkelte være god til at planlægge og tilrettelægge eget arbejde, ligesom man skal lære at sige fra og stop, når grænsen for, hvad man kan klare, nærmer sig.

Man skal også være god til at give slip samt bede om hjælp, støtte og feedback.

Man kan også selv være med til at forebygge stress ved at tage medansvar for egen uddannelse og udvikling samt pleje sine netværk, arbejdsmæssigt og privat. Meget stress kan ligeledes forbygges gennem en sund livsstil samt ved at få den nødvendige søvn og tid til restitution.

Endelig handler det om at lære stress-symptomerne at kende – og tage dem alvorligt.

Arbejdspladsens rolle
Der er ikke tvivl om, at et godt arbejdsmiljø med fokus på trivsel forebygger stress.

For at skære ind til benet – så handler stress i bund og grund om et misforhold mellem krav og resurser.

Krav består både af de objektive krav, arbejdet og arbejdspladsen stiller til den enkelte, og de krav, den enkelte stiller til sig selv og sin indsats. På samme måde handler resurser i høj grad om, hvad arbejdspladsen stiller til rådighed for at kunne honorere kravene. Det handler for eksempel om personale, uddannelse, tekniske hjælpemidler, muligheder for hjælp og social støtte, men indeholder naturligvis også de resurser, den enkelte har med sig i form af personlige styrker og svagheder, kompetencer, livssituation.

Pointen er her, at der ikke er noget i vejen med at have høje krav eller krav, som ændrer sig, hvis disse ændringer står i rimeligt forhold til de resurser, der er til rådighed fra virksomheden og fra individet. Faktisk vil de fleste nok opfatte det at have krav, der ligger i overkanten af de resurser, der er til rådighed, som en fordel/en optimal situation, da det er i disse situationer, at vi udvikler os, bliver klogere og dygtigere.

Mange af os sætter ligefrem pris på, at der i perioder er situationer, hvor vi skal langt frem i skoen for at kunne følge med. Belastninger og udfordringer i livet er ikke farlige. Men det forudsætter, at sådan en periode ikke varer ved, og at den gerne efterfølges af en periode med mulighed for restitution og refleksion. Altså et billede af en vægtsituation, hvor der i den ene skål er krav fra en selv og arbejdspladsen, og i den anden er ressourcer fra arbejdspladsen og medarbejderen selv.

Der skal ikke nødvendigvis være balance altid, og der må gerne komme nye lodder i skålene svarende til flere krav eller flere ressourcer, men der må ikke være en konstant ubalance, hverken til den ene eller til den anden side.

Som leder har man et medansvar for, at medarbejderne kan udnytte deres kompetencer, og at de er i stand til at leve op til kravene. Krav og kompetencer skal stå i et rimeligt forhold til hinanden.

Der vil altid ligge nogle lodder fast i skålene, men det er lederens opgave, i samarbejde med medarbejderen, at fylde på og tage fra, så der skabes nogenlunde balance.

I praksis kan det ikke altid lade sig gøre.

Men der er en række forhold, der har afgørende betydning for, i hvor høj grad en ubalance opleves som en stressfaktor. Det handler om forhold som for eksempel indflydelse, oplevelsen af mening i arbejdet, forudsigelighed, social støtte, anerkendelse, belønning, respekt og tillid.

Indsatsen skal rettes mod individet og over for afdelingen/arbejdspladsen som helhed. For eksempel ved at give de nødvendige informationer, sørge for faglig og social støtte, fordele opgaverne rimeligt, prioritere opgaverne, give ”klare og tydelige” mål og forventninger til indsatsen og så videre.

Som leder kan man også medvirke til at skabe en god ånd omkring ”kollektiv mestring” eller kollektive positive forventninger til at løse opgaverne. Det, at man har tillid til teamet og dets fælles muligheder for at løse opgaverne, er en anden mulighed for at undgå stress.

Samfundets rolle
Til det samlede billede hører også de tiltag, der kan ske på samfundsmæssigt niveau. Det gælder naturligvis mulighed for rådgivning på området og gode behandlingstilbud.

Men det handler ligeledes om gode og fleksible pasningsmuligheder for både børn og ældre, fleksible åbningstider og en god infrastruktur.

Og så handler det om mere forskningsbaseret viden om stressens årsager, udbredelse, konsekvenser og forebyggelse.

Forudsætningen for at lave en fornuftig indsats og for at håndtere stress ledelsesmæssigt fornuftigt er, at lederne kender til virkningsfulde løsninger, og at der bliver udviklet forskningsbaseret viden om, hvad der virker og ikke virker.

Stress vendt på hovedet
Hvis vi virkelig skulle vende stress-debatten på hovedet, så skulle vi måske til at handle på det, vi faktisk ved om stress:

• At en langvarig stress-tilstand kan være farlig for helbredet
• At denne tilstand rammer cirka 10 procent af os om året
• At der er nogle kendte risikofaktorer (stressorer), der kan udløse alvorlig stress
• At der er nogle kendte faktorer, der kan hjælpe med at forebygge stress
• At der er nogle symptomer, der er knyttet til udviklingen af alvorlig stress

Med udgangspunkt i denne viden kan vi faktisk godt handle allerede i dag – og tage et ansvar for os selv og hinanden i hverdagen. Vi må starte med at reflektere over vores egen situation og bede om hjælp, hvis vi ikke kan overskue den. Privat må vi tage omsorg over for venner og familie – også hvis de har brug for et venligt skub. På arbejdet skal vi reagere, hvis vi kan se, at en kollega udviser nogle alarmerende symptomer, og vise omsorg (og her mener vi ikke knus og kram).

Som leder har du et særligt ansvar over for dine medarbejdere i forhold til at spotte udviklingen af en alvorlig stress-tilstand. Det er dig, der kan ”hive stikket ud” helt bogstaveligt, hvis du vurderer, at en medarbejder eller en afdeling lider alvorligt af stress.

Det er en delikat balance at mestre – men tænk på alternativet!