Lønmodtageren har en markant anden indstilling til arbejdet, end de 3 p’er - primadonnaen, præstations-tripperen og pragmatikeren - har. Lønmodtagerens forhold til arbejdet er baseret på en forestilling om, at der er et modsætningsforhold mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren. Den samme forestilling prægede også tidligere tiders akkordarbejdere: Hvis arbejdsgiveren skulle have mest ud af forretningen, måtte det betyde, at arbejdstageren skulle have mindre ud af det. Ved at sætte akkorden således, at man fik mest muligt ud af arbejdstageren, kunne arbejdsgiveren tjene flest penge, og for at beskytte sig mod udnyttelse måtte akkord-arbejderen tage sine forholdsregler.
Lønmodtageren arbejder primært ud fra et ønske om at skabe en så positiv bidrags-belønnings-balance som muligt i egen favør. Populært sagt går lønmodtageren på arbejde for at tjene så meget så muligt for en så lille indsats som muligt, så lønmodtageren kan have det sjovt i sin fritid. Lønmodtageren er i arbejdsmæssig sammenhæng markant ydrestyret. For lønmodtageren er arbejdet blot et middel til et mål – et mål, som realiseres i fritiden.
Det er vigtigt her at skelne mellem forskellige typer af lønmodtagere. Medarbejdere, der har samme forhold til arbejdet som den højtspecialiserede kreative lønmodtager, findes mange steder – og lønmodtageren udgør i disse sammenhænge ikke nødvendigvis et problem.
Men i denne sammenhæng, hvor fokus er på de højtspecialiserede kreative medarbejdere, agerer lønmodtagerne ofte meget anderledes – dels fordi de indgår i en kultur, hvor standarden sættes højt, og det er ikke i lønmodtagernes interesse, og dels fordi en del af deres kollegaer har en væsentlig anderledes motivationsprofil.
Langt fra en primadonna
Når en højtspecialiseret kreativ medarbejder, som har en lønmodtagermotivationsprofil, arbejder sammen med for eksempel en primadonna, vil lønmodtageren nærmest per automatik forsøge at trække i den stik modsatte retning af primadonnaen. Lønmodtageren vil arbejde på at nedsætte standarden, så der ikke skal arbejdes så meget. Og lønmodtageren vil typisk også henvise til arbejdsregler, overenskomster etc. for at argumentere for, hvorfor et bestemt stykke arbejde ikke kan udføres, eller hvorfor der skal holdes pause på et bestemt tidspunkt.
For at øge bidrags-belønnings-balancen vil lønmodtageren typisk også kende til alle regler for, hvornår noget bør udløse et tillæg etc. I det hele taget anlægger lønmodtageren en dobbelt strategi: Han forsøger at argumentere for ikke at bidrage med mere end nødvendigt i forhold til ansættelseskontrakten, samtidig med at han vil argumentere for så høj en belønning som mulig.
Lønmodtageren har i høj grad behov for en oplevet retfærdighed. Hvis lønmodtageren oplever, at han selv får mindre for samme indsats end andre, vil det influere på bidrags-belønnings-balancen, så selv om lønmodtageren måske som udgangspunkt oplever bidrags-belønnings-balancen som værende positiv i egen favør, kan en subjektivt oplevet følelse af uretfærdighed få lønmodtagerens oplevelse af bidrags-belønnings-balancen til at skifte, således at den nu opleves som værende negativ.
En negativ bidrags-belønnings-balance vil afstedkomme stærke reaktioner, som kan komme til udtryk i form af brokkeri, frustration, animering af kollegaer til fælles demonstration af utilfredshed, henvendelser til tillidsrepræsentanter etc. Derfor er det endnu vigtigere end tilfældet var for pragmatikeren, at lederskabet af lønmodtageren baseres på retfærdige principper for belønning og straf.
Ledelsesstrategi over for lønmodtageren
Centralt i lederskabet af lønmodtagere står løn, som i sagens natur er væsentlig for lønmodtagerens bidrags-belønnings-balance, og som er den primære grund til, at lønmodtageren går på arbejde. Også belønning og straf og ros er vigtige ledelsesredskaber over for lønmodtageren. Belønningen påvirker lønmodtagerens bidrags-belønnings-balance.
På bidragssiden vil lønmodtageren stræbe efter det acceptable bidrag, men vil forsøge ikke at yde mere end det (og nogle gange vil han såmænd også forsøge at yde mindre). Ros kan bruges til at motivere lønmodtageren til at yde et bidrag, der er større end det netop acceptable, mens straf kan bruges til at sanktionere en uacceptabel adfærd eller et uacceptabelt bidrag.
Målsætning virker kun i begrænset omfang. En lønmodtager kan godt midlertidigt motiveres af målsætning, hvis han med en rimelig indsats kan forbedre sin bidrags-belønnings-balance væsentligt, men lønmodtageren vil lige så ofte argumentere for, hvorfor målsætningen er urimelig, eller reagere ved at forholde sig passivt til målsætningen, melde sig syg eller finde på undskyldninger for, hvorfor målsætningen ikke bør gælde lige netop ham etc.
Den måske vigtigste ledelsesstrategi over for lønmodtageren ligger dog i rekrutteringen til organisationen. Lønmodtageren udgør på flere måder et væsentligt problem, som bedst løses ved at sørge for ikke at rekruttere den del af de højtspecialiserede kreative medarbejdere, som er lønmodtagere af natur.
Dermed ser lønmodtagerens motivationsmodel således ud:
Figur: Lønmodtagerens motivationsmodel
