Lean uden grænser?

Er Lean velegnet i en hvilken som helst situation, eller er der grænser for filosofiens anvendelse? Ny bog udfordrer Lean-begrebet og giver en række bud på dets berettigelse og faldgruber.  

Omtalt af Paul Hegedahl
redaktion@lederne.dk

01. oktober 2008

Den japanske filosofi og ledelsesdisciplin Lean Management er nu blevet så populær her i landet, at der ifølge Google søges mere herpå i Danmark end i store industritunge lande som Canada, Tyskland og England. Om Lean så også bliver anvendt på den rette måde og passer ind i den danske organisationskultur, er et spørgsmål, der efter den første begejstringsbølge og de første ikke helt vellykkede forsøg bliver diskuteret mere og mere.

Lean på dansk
En mulighed for at kvalificere sig til denne debat får man med bogen ”LEAN uden grænser?”, der er skrevet af Birgitte Norlyk, Karsten Wiborg og Nanna Holm og redigeret af Merete Nørby og Jan Stentoft Arlbjørn. ”LEAN uden grænser?” har de danske briller på og belyser grundigt hele Lean-området fra forskellige vinkler. Formålet med bogen at udfordre Lean-begrebet, udforske og videreformidle forskellige Lean-udlægninger og identificere fordele og ulemper ved filosofien, der i dag er repræsenteret i alt fra banker og producerende virksomheder til kommuner og hospitaler.
Et enkelt og entydigt svar på, hvor og i hvilke situationer Lean kan anvendes, og hvad der rettelig bør kaldes Lean, får man ikke. I stedet gives et bud på, hvordan Lean-grænserne kan sættes i forskellige sammenhænge samt vurderinger af fremtiden for Lean i Danmark inden for en række forskellige områder.

Bogens motivation
Om motivationen bag bogen skriver forfatterne:
”Det vrimler med historier om, hvordan Lean anvendes i produktions- og servicevirksomheder i det private og det offentlige. Er der da ingen grænser for Lean? Det var indgangsspørgsmålet til samarbejdet om tilblivelsen af denne lærebog. Grænser kan jo henføres til flere dimensioner såsom grænser i tid, grænser i forhold til definitioner og grænser for udfoldelsesområde.”  

Det er altså med fuldt overlæg, at der indgår et spørgsmålstegn i titlen ”LEAN uden grænser?”. Lean i Danmark er ikke en entydig størrelse, men noget der findes mange udlægninger og anvendelser af. Lidt kynisk kan man vel sige, at det er sjældent, at en konsulent eller en ledelse, der ikke helt har haft det forventede udbytte af projektet, åbent og offentligt gør rede for sine fejltagelser, så andre kan lære af det. Derfor er det virkelig godt, at forfattergruppen bag bogen er sammensat af forskere, konsulenter og undervisere. Sammen har de udviklet bogens struktur og hovedlinjer, og hver forfatter har herudover bidraget med specifikke kapiteludkast og sparring på de øvrige kapitler. Alle forfattere er personer med stor viden på hvert sit felt, og alle har aktivt bragt denne viden i spil.

For og imod Lean
”LEAN uden grænser?” er delt op i tre dele og 13 kapitler: Efter en indledning i kapitel 1 (hvor der blandt andet er et afsnit med et interview med Lean-guru professor Richard Lamming, der deltog i arbejdet med ”Lean-bibelen” ”The Machine that Changed the World”) tager første dels kapitler 2-5 udgangspunkt i begrebet produktivitet, i udvikling af Lean-begrebet, historikken og de klassiske Lean-værktøjer. Nyt og utraditionelt, men særdeles relevant, belyses dette gennem en række vinkler som for eksempel arbejdsmiljø og stress. Der tages også fat i to af de grundlæggende indvendinger mod anvendelsen af Lean: Arbejdsglæden bliver ødelagt og kreativiteten og evnen til innovation mistes. I ”LEAN løgnen” af Christoffer Boserup Skov (se netadresse nedenfor) udtrykkes denne indvending således:

”LEAN er en moderne udgave af Taylorismen, der er derfor intet nyt i LEAN-konceptet, og det virker derfor en anelse patetisk, når diverse konsulentvirksomheder slår det op som noget banebrydende og revolutionerede nyt. Det er en gammel ide – endda en ide, som blev forkastet, da man fandt ud af, at mennesket trods alt er et mere komplekst væsen end en maskine! Præmissen i LEAN-konceptet er, at man skal overlade mindst muligt til tilfældighederne. Det er dog en rigtig dårlig idé i en verden, der forandrer sig med lynets hast, og som netop er kendetegnet ved, at der ikke findes andet end tilfældige, provisoriske sandheder, som gælder i stadig kortere tidsperioder. Dygtige medarbejdere er netop dem, der forstår at gribe tilfældighederne og gøre det uventede, søge kontrasterne og bryde vanetænkningen. Danmarks konkurrencefordel består ikke i at tænke som alle de andre, men i at være kreativ.”

Forfatterne af denne bog lægger da heller ikke skjul på, at man i forbindelse med arbejdet med Lean i høj grad skal være opmærksom på balancen mellem nye, måske stive systemer og medarbejdernes trivsel, erfaringer og muligheder for kreativitet.

Interessant spørgeskemaundersøgelse  
Den første del slutter med resultaterne af en særdeles interessant spørgeskemaundersøgelse blandt Lean-nøglepersoner inden for kommuner, byg og anlæg, administration og handel samt produktion. I alt besvarede 188 personer spørgeskemaet.

Besvarelsesprocenten fra kommunerne var langt den højeste med 45 procent, hvor de øvrige tre sektorer lå på 5 til 6 procent. Det er interessant at bemærke, at det også var respondenterne fra kommunerne, der mente, at der er noget nyt i Lean. Samlet set mente 37 procent af alle respondenter, at der er noget nyt i Lean, og andre 37 procent at der ikke er noget nyt i Lean. Men for kommunernes vedkommende er tallene henholdsvis 69 og 20 procent!

Undersøgelsen viser også, at de største barrierer, man ser for indførsel af Lean, er den meget store kulturændring, det vil medføre, samt (måske nok et realistisk syn) at det vil være vanskeligt at fastholde de nye arbejdsmetoder. Sidstnævnte gælder antagelig alle nye, grundlæggende metoder i en hvilken som helst virksomhed. 

En inspirerende videns- og erfaringsbank
Bogens anden del, kapitel 6 – 11, udgør en erfaringsbank, hvor langt de fleste kan få viden og inspiration til egne overvejelser gennem en systematisk belysning af Lean-anvendelse i en række brancher:

  • Produktion: BB Electronics
  • Administration: Kristelig Fagbevægelse
  • Den kommunale sektor: Kerteminde Kommune
  • Sundhedssektoren: Odense Universitetshospital
  • Den finansielle sektor: Spar Nord Bank A/S
  • Byggesektoren: Enemærke & Petersen A/S 

I tredje og sidste del af bogen, kapitel 12-13, indledes med et kapitel om italesættelsen af Lean i virksomhederne. Der gives anvisninger på, hvordan det – efter forfatternes erfaring og mening – er muligt såvel internt som eksternt at kommunikere hensigtsmæssigt om Lean-aktiviteterne i organisationen.

I det afsluttende kapitel bindes teorierne, filosofierne og kommunikationen sammen med resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen og casene. Efter hvert kapitel, naturligt med undtagelse af 1 og 13, er der en række diskussionsspørgsmål.

Er der grænser for Lean?
”LEAN uden grænser?” lægger i høj grad op til, at læseren – på et solidt grundlag – kan danne sin egen holdning til indhold, anvendelsesområde og nyhedsgrad. I forhold til at besvare bogens titelspørgsmål hjælper forfatterne dog læseren på vej ved at konkludere, at

”Hvis Lean alene opfattes som det at reducere spild, så er der ingen grænser for Lean, for der er spild alle vegne. Hvis man derimod ser på Lean ud fra det synspunkt, at produktets eller serviceydelsens forudsætninger – standardisering, volumen og forandringstakt – skal være opfyldt, og de grundlæggende principper skal kunne implementeres, så er der grænser for Lean.

Bogens målgruppe
Forlaget og forfatterne siger, at målgruppen for bogen primært er studerende på videregående uddannelser inden for ledelse, samfundsvidenskab, kommunikation og tekniske uddannelser, der hermed får den første danske lærebog på højt niveau om Lean. Der findes videnskabelige artikler med fokus på enkeltaspekter, men ingen brede behandlinger af såvel teoretiske som praktiske aspekter.

Det er også vigtigt at fremhæve, at der i denne bog netop lægges vægt på anvendelsen i danske virksomheder og på det danske arbejdsmarked. Og som antydet ovenfor er der mange af de hidtidige fremstillinger, der er karakteriseret ved en lav vægtning af den kritisk og reflekterende tilgang, som findes i denne bog.

Ud over anvendelsen som lærebog vil ”LEAN uden grænser?” i høj grad kunne inspirere dem, der tænker på eller allerede er i færd med at arbejde med et Lean-projekt i praksis. Her vil især bogens cases være nyttige og kunne fungere som oplæg til diskussion.

”LEAN uden grænser?” er et ambitiøst og vellykket projekt.

 


 

Om bogens forfattere:

Jan Stentoft Arlbjørn
Ph.d., professor i Supply Chain Management og Relationsledelse ved Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse, Syddansk Universitet, Kolding. Han er cand.merc. Hans forsknings- og undervisningsområder er Supply Chain Management, relationsledelse, Enterprise Resource Planning (ERP), strategisk ledelse og projektledelse. Han har udgivet en lang række publikationer såvel nationalt som internationalt om logistik og Supply Chain Management. Han har praktisk industrierfaring fra en række forskellige produktions- og grossistvirksomheder.

Merete Nørby
Ph.d., centerchef for Produktion på Teknologisk Institut, hvorfra hun har både praktisk konsulenterfaring, erfaring i formulering og erfaring i koordinering af store projekter. Derudover har hun erfaring som leder af en gruppe højtuddannede konsulenter, der rådgiver om optimering af produktion, Supply Chains samt kvalitet, miljø- og arbejdsmiljøledelse. Hun er cand.techn.soc. fra RUC. Hun har været leder af talrige studierejser, primært til Japan, men også USA og Kina, og holder mange foredrag centreret om dansk produktion i en global sammenhæng.

Birgitte Norlyk
Ph.d., lektor ved Institut for Fagsprog, Kommunikation og Informationsvidenskab ved Syddansk Universitet i Kolding. Hun er cand.mag. i engelsk og tysk og har desuden en HD i organisation. Hun blev tilkendt en Tietgen-guldmedalje (CBS) for sin ph.d.-afhandling om sammenhængen mellem kommunikation, fagsprog og fagkulturer i højteknologiske virksomheder. Hun har endvidere mangeårig erhvervserfaring fra det private erhvervsliv med ansvar for kundeuddannelse og -support og er nu forsker og underviser inden for områderne organisationskommunikation og interkulturel kommunikation.

Karsten Wiborg
Cand.merc. aud. et pæd. og manager, Krogh & Partners Ltd. London. Han har tidligere været lektor ved Erhvervsakademi MidtVest og Holstebro Handelsgymnasium samt efteruddannelseskonsulent ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Universitet. Desuden har han været ansat hos Erhvervsakademi Midtjylland, KPMG og PriceWaterhouseCoopers. 

Nanna Holm
Cand.mag. i spansk og religionsvidenskab fra Århus Universitet. Hun har tidligere arbejdet med projektledelse og administration i blandt andet Kirkernes Verdensråd, Genève. Hun er nu uddannelseskonsulent og projektleder i Eductor, som arbejder med voksenuddannelse.

En række personer, som nævnes i bogen, har medvirket til casebeskrivelserne – blandt andet forretningskonsulent Rene Aagaard fra Spar Nord Bank, der også har medvirket i skrivningen af kapitel 10 samt forfatter af hele kapitel 11 civilingeniør Rolf Simonsen fra Teknologisk Institut.

 

leanbogJan Stentoft Arlbjørn, Merete Nørby (red.),
Birgitte Norlyk, Karsten Wiborg og Nanna Holm:
”Lean uden grænser? Lean i offentlige og private virksomheder”;
Academica, Århus 2008
235 sider., hft., meget omfattende litteraturliste, stikordsregister, Lean-ordbog
Kr. 350, 00 inkl. moms
ISBN 978-87-7675-621-5