Klumme: Ledelse eller lidelse - religion i moderne arbejdsliv

Ledelse er på mange måder en daglig kamp, hvor mange kompetencer, bløde som hårde, er i spil. Ledere og medarbejdere skal være i konstant vækst og udvikling, og resultater skal leveres hele tiden, for at virksomheden kan være med i den globale konkurrence. I den sammenhæng gør ledelsesstrategierne brug af religiøst gods, og medarbejderne sendes på spirituelle uddannelseskurser, hvor de ”iboende” og uudnyttede potentialer kan komme frem i lyset og effektivisere den pågældende i sit arbejdsliv. Virksomhederne forsøger at stimulere deres lederes og medarbejderes ”indre” gennem diverse religiøse teknikker.  

Siden 80’erne har flere virksomheder opdaget og forsøgt at inkorporere religiøse ritualer og spirituelle magter i hverdagens virksomhedskultur. Stjernernes konstellationer, helende sten, erfaringer fra tidligere liv, guder og energier er kommet på den ledelsesmæssige dagsorden og er blevet nye parametre i flere virksomheders ledelsesstrategier, personaleudvikling og beslutningsprocesser. Spirituelle guruer, erhvervshealere, religiøse specialister og mennesker med kontakt til de kosmiske væsner, energier og magter er derfor i høj kurs og bidrager med vejledning og inspiration til virksomhedernes værdier, etik, personalepolitik og de ansattes personlige udvikling. Og de religiøse leverer varen. Religion og ledelse tænkes sammen i form af religiøs terapi, forskellige former for coaching, meditation, yoga, zen, NLP, Humanistisk Psykologi og astrologi.

Erhvervslivet satser på religion
Hvis man troede, at ritualer, dogmer og myter var forbeholdt de klassiske religioner, så tager man fejl. De er blevet helt centrale inspirationskilder i flere virksomheders korporative kultur, og erhvervslivet satser i stigende grad på og taler i større grad om religion som en primær faktor for ledelse og arbejdsliv.

Hvorfor denne satsning, og hvilke interesser og intentioner ligger bag at holde guderne, ånderne og energierne i live? Religiøsificeringen af erhvervslivet bør påkalde sig mere end blot hovedrysten eller træk på skuldrene. De penge, der bruges på kurser og efteruddannelse i både det private og det offentlige, er astronomiske; men giver de bedre medarbejdere og sorte tal på bundlinien, eller er der tale om ren retorik?

Et nyt jernbur
I erhvervslivet tales der ofte om globalisering, multietnicitet og et rummeligt arbejdsmarked, hvor alle bør være med. Derfor kan det undre, at man nu begynder at hive kosmiske kanaler som New Age guruer og andre religiøse ideologier ind på arbejdspladsen som bidragsydere til definitionen af en korrekt og god arbejdsadfærd. Hvis en leder mener at kunne få kabalen til at gå op i hverdagen ved at meditere, indrette hjørnekontoret med feng shui og påkalde indianske guder, så fred være med det. Problemet kan opstå, når topchefens personlige værdier bliver udgangspunktet for, hvilke kurser, lederuddannelser og gå-hjem-møder, medarbejdere og ledere skal deltage i. Og det bliver især slemt, hvis muligheden for at sige fra ikke altid er til stede.  

Religion på arbejdspladsen berører mange forskellige mennesker både direkte og indirekte, fordi arbejdet i dag udgør en væsentlig identitetsmarkør for mange mennesker. På den måde kan virksomhederne skabe et styringsmæssigt jernbur for medarbejderne. Når virksomhedernes ledere inviterer eller ansætter religiøse ledelsesguruer, spirituelle vejledere og coaches, og når meditation og indiansk mytologi bliver dele af virksomhedens kultur, er der efter min mening tale om en ny måde at effektivisere og disciplinere medarbejderne.

Religion eller spiritualitet – same, same but different
Virksomhederne og de respektive ledere vil ganske sikkert ikke tale om religion på arbejdspladsen, men blot om åndelighed, psykologi og spiritualitet. Her kan argumentet være, at religion er noget kollektivt og påduttet, hvorimod spiritualitet er individuelt, pluralistisk og frivilligt. For mig er der ingen forskel på, om man som individ eller som kollektivt fællesskab dyrker guder, Ufoer og kaffegrums eller søger ”mindfullness” for at ville realisere et iboende selv.

Hvad spiritualitet og religion har tilfælles – udover at være kultur og skabt af mennesket – er forestillingen om, at der findes overmenneskelige væsner og magter. Så når ledelsesguruen taler om spirituel intelligens og kontakten til sine åndelige energier og kosmiske kræfter, når virksomhedspræsten taler om guden som forudsætning for etik og personlig udvikling, eller konsulenten mener sig kaldet til sit hverv af gudinden, så referer de alle til overmenneskelige magter og væsner, som er dele af individers eller gruppers kulturelle definition af verdens indretning.  

Tid til refleksion og ansvar
Jeg ser disse tendenser som en ny form for styring af medarbejdernes og ledernes følelser med henblik på total følelsesmæssig identifikation med virksomheden. For hvad skal medarbejderne i tidens korporative kultur sige, når chefen ansætter en præst som sparringspartner til den personlige udvikling? Hvad med de medarbejdere, som ikke deler de religiøse værdier, virksomheden inkarnerer; men anser sig selv som dygtige medarbejdere og gode kollegaer? Hvad sker i det ellers så rummelige arbejdsmarked med de medarbejdere, som ikke tilregner stjernernes placering, indre kilder af visdom eller kristen etik nogen værdi? 

Er erhvervslivet, lederne og HR-konsulenterne på vej til at lave en diskriminerende arbejdskultur, når religiøse aktører og religion bliver en farbar vej til at komme nærmere sine medarbejderes inderste?

Virksomhederne bliver, på samme måde som religionerne, aktive bidragsydere i skabelsen af en ramme for en specifik social og økonomisk kultur med en særlig type mennesker – vindere – ikke taberne eller modarbejderne. De er med til at bestemme og definere, hvad der er god og dårlig adfærd, hvem den gode medarbejder er, og hvem det er, der modarbejder. Guderne og energierne holdes i live, fordi der er tale om et godt redskab til at skabe mere effektive og loyale medarbejdere, snarere end der er tale om et personalegode. Muligheden for at sige fra kan være vanskelig, når alt formuleres positivt som en vej til succes, og hvem kan være imod udvikling og succes? Man kan risikere at ekskludere sig selv og gøre sig irrelevant for virksomheden. På den måde kan det rummelige arbejdsmarked, den innovative og multietniske arbejdsplads, faktisk vise sig at være diskriminerende og udelukke muligheder for andre alternativer end dem, virksomheden udtrykker.

I virksomhederne bidrager det åndelige fokus til en ensretning ud fra en ide om ”det hele” eller ”det spirituelle menneske”, som kendes fra de etablerede religioners verden. Der er plads til forskellige holdninger, dog kun til en vis grænse. De centrale dogmer skal udtrykkes med kraft og uden tøven, ellers er man kætter eller modarbejder og har ikke del i fællesskabet og den sande frelse. Den kritiske leder og medarbejder er på vej ud, og et kor af medarbejdere, som aldrig tør sige ledelsen i mod, er kommet på banen. Man må spørge sig selv, om det er god ledelse, eller om det er en lidelse, at religion aktivt bruges i det moderne arbejdsliv?

Jeg mener, at ledere, virksomheder og HR-konsulenter bør reflektere, være på vagt og tage ansvar for, hvad denne udvikling kan betyde for deres medarbejdere i et større socialt fællesskab som arbejdspladsen. Hvilke konsekvenser kan det have for den enkelte medarbejder? Hvad er god ledelse og god tone, og hvor meget kan man kræve af sine medarbejdere? Er lederne kritiske i deres valg af konsulenter, og ved de, hvem de kaster penge efter? Hvad kan det betyde for virksomhedernes image og brand? Flere medarbejdere føler, at de indgår et kompromis med deres personlige integritet og føler sig presset til at deltage i forskellige kurser og arrangementer, men det fortælles bare i krogene og kommer sjældent op til overfladen. Stemmer det overens med mantraet om, at medarbejderne er virksomhedernes vigtigste ressource?