Klumme: Den stærke erhvervsleder er en myte

Vi hører det igen og igen… Den succesfulde topleder har igen skabt store resultater for sin virksomhed. Nutidens helteskikkelser – erhvervslederne der udtænker og gennemfører succes-strategier – præsenteres i medierne gang på gang. Vi ser det, og vi hører det så ofte, at en sandhed skabes; den stærke leder, der skaber store resultater for sin virksomhed, bliver til social virkelighed – en virkelighed der ikke så let stilles spørgsmålstegn ved af forskningen – dette er jeg fuldt bevidst om!

Glemt er jo fortidens store helte. Heltene der én efter én faldt i unåde hos medierne, da udviklingen – og lykkens gudinde – ikke længere tilgodeså deres respektive forretninger (eller mangel på samme).

Glemt er Klaus Riskjær Pedersen og Peter Brixtofte, glemt er Poul Plougmann, Kurt Thorsen og Birger Riisager – alle store offentlige helte for ikke så mange år siden. Helte man fulgte i medierne; helte man gang på gang hørte fortælle om deres ideer og succes, om hvordan de ville skabe fremtiden i deres virksomhed (eller kommune), og hvordan de skabte store resultater ud fra deres personlige visioner.

Billedet af den stærke topleder, der med fast hånd dirigerer sin virksomhed frem til succes, opbygges og virkeliggøres gennem konstante gentagelser.

Mine forskningsresultater har tiden imod sig. Det går jo strygende i dansk erhvervsliv netop nu. Dygtige topledere præsterer rekordoverskud efter rekordoverskud.

Virksomheder sælges til imponerende beløb og opkøbes af nye succesfulde topledere. Vi ser og hører toplederne fortælle om, hvordan de personligt sikrede så høj en salgspris og om deres betragtelige personlige bonus og optioner.

Ingen kan vel i denne situation med rette betvivle de succesfulde topledernes evner til at dirigere danske virksomheder frem til succes? Mine resultater er slet ikke i tidens ånd..., så hvordan får jeg nogen til at lytte til dem?

Topstyring dræber
Egentligt var det heller ikke min hensigt at søge efter disse resultater. Jeg undersøgte og målte strategiprocesserne i 200 danske virksomheder på forskellige skalaer for at kunne relatere disse skalaer til situationsbetingede forhold samt til virksomhedernes resultater og den interne effektivitet.

Jeg forventede at finde situationer, hvor forskellige tilgangsvinkler under forskellige betingelser ville være fordelagtige.

Resultaterne var entydige og langt fra enhver tvivl om statistisk sikkerhed:

• Jo mere topstyring jo dårligere resultatudvikling
• Jo mere topstyring jo lavere motivationsniveau hos virksomhedens ansatte
• Jo mere topstyring jo dårligere er samarbejdet internt i virksomheden
• Jo mere topstyring jo lavere er organisationens innovationsevne.

I topstyrede virksomheder er de ansattes forståelse for virksomhedens fremtidige udvikling desuden betydeligt dårligere, og virksomhedens evne til at reagere på markedsudviklingen er ringere.

Ja, faktisk kan hele 30 procent af forskellene på virksomheders generelle organisatoriske effektivitet forklares alene ud fra graden af topstyring i virksomhederne (r = -.549, p< .01)*.

Her skal man naturligvis som forsker være varsom med at slutte, hvad der er årsag, og hvad der er virkning. Det er selvfølgeligt en mulighed, at virksomheder bliver topstyret, netop fordi resultatudviklingen er negativ, motivationen lav og så videre.

Jeg gennemførte derfor en nærmere analyse af de topstyrede virksomheder. Analysen frembragte følgende to grupper:

1. Virksomheder i økonomisk krise
I disse virksomheder er de økonomiske resultater af virksomhedens aktiviteter markant dårligere end resultaterne hos sammenlignelige virksomheder i branchen.

Virksomhedens markedsandele er faldende og den interne stemning præget af manglende tro på positiv udvikling i fremtiden. Behovet for topstyring og strategisk turn-around synes oplagt.

Problemet i disse virksomheder består i, at der endnu ikke er skabt positiv tro på, at den eksisterende topledelse kan vende situationen. Enten er den topledelse, der har ført virksomheden ud i problemerne, ikke erstattet af en ny, som de ansatte har større tillid til, eller den nye topledelse har ikke skabt positiv tro på sine ideer og intentioner.
I denne situation kan topstyring som ledelsesstil rent strategisk argumenteres ud fra behovet for turn-around – at få vendt den nuværende krise til en mere positiv udvikling.

Blot er det altså endnu ikke lykkedes at forbedre resultaterne og genskabe et positivt syn på fremtiden blandt virksomhedens ansatte.

En velkendt problemstilling i denne sammenhæng er de ejer-ledede virksomheder - virksomheder, hvor bestyrelsen ikke i samme udstrækning, som i virksomheder med professionel ledelse, har mulighed for at udskifte en ledelse, som er ’kørt fast’ i en række af fejlslagne tiltag og overbevisninger.

Formentlig vil topstyringen i disse virksomheder føre til yderligere økonomisk nedtur og fortsætte med at dræne organisationen for kreative og ambitiøse medarbejdere, indtil krisen bliver så iøjnefaldende, at ejeren selv kan indse behovet for at træde tilbage som daglig leder af forretningen. Der er ikke meget, der tyder på, at den nuværende ledelse i disse virksomheder vil være i stand til at ændre udviklingen, dertil er de ansattes syn på ledelsens evner til at rette op på tingene for lav.

Det store spørgsmål er derfor, om ledelsesskiftet sker for sent til at redde de nøgleressourcer, som de dygtigste medarbejdere, kulturen og engagementet, der tidligere fik virksomheden til at blomstre, udgør for virksomheden.

2. Virksomheder med sund økonomi
I den anden gruppe af topstyrede virksomheder er de økonomiske resultater på linie med, hvad der kan betegnes som ”branche normalt”. Topstyringen kan altså ikke her forklares ud fra et behov for strategisk turn-around. Denne gruppe udgør cirka 15 procent af de undersøgte virksomheder.

Konsekvenserne af topstyringen er iøjnefaldende:

• Motivationsniveauet hos medarbejderne er lavt
• Det interne samarbejdsklima er dårligt
• Virksomhedens evne til at tilpasse sig kundernes behov vurderes lav
• Innovationsevnen er lav
• Og værdien af virksomhedens kultur vurderes lavere end sammenlignelige konkurrenters.

De ansatte udtrykker desuden manglende kendskab til, i hvilken retning topledelsen ønsker virksomheden skal udvikle sig. Derudover mener en betydelig del af de ansatte, at virksomheden befinder sig i en ledelsesmæssig krise.

Skønt disse virksomheder ikke er i nogen aktuel økonomisk krise, er der således næppe tvivl om de langsigtede konsekvenser af topstyringen.

Virksomhederne vil efter al sandsynlighed i løbet af få år havne i den første gruppe af topstyrede virksomheder med faldende økonomiske resultater, hvis ikke ledelsen inden da erstattes af en ny, som formår at stoppe den negative tendens, fastholde de dygtige medarbejdere og genskabe motivationen og troen på virksomhedens fremtid og udvikling.

Aktuelt er uddannelsesniveauet hos virksomhedens ansatte lavere end normalt, hvilket viser problemerne med at tiltrække og fastholde veluddannet arbejdskraft under denne lederstil.

Hvorfor topstyring?
Der er, som tidligere nævnt, ikke nogen strategisk begrundelse for topstyring i denne gruppe af virksomheder med sund økonomi. Spørgsmålet er derfor, hvilke andre årsager der kan være hertil?

Én årsag kan være toplederens personlige ønske om at føle, han/hun er den, der styrer begivenhederne og trækker i trådene. En anden årsag kan være, at toplederen ikke selv er klar over de negative konsekvenser af den valgte tilgang til ledelse.

Formentligt er den offentlige myte om den stærke leder, der skaber resultater for sin virksomhed, ikke gavnlig i nogen af disse tilfælde. Den bekræfter nemlig illusionen hos disse ledere; at svaret på de problemer, de oplever i virksomhederne, er endnu stærkere topstyring, et endnu fastere greb om tingene og endnu et forsøg på at dirigere organisationen i en ny retning – forsøg som er dømt til at mislykkes i en organisation, som ikke længere har tillid til ledelsens seneste ”feber-redninger”.

De ansatte reagerer naturligt ved at fralægge sig ansvaret, miste motivationen og holde gode ideer for sig selv, og de mest ambitiøse medarbejdere og mellemledere søger andre udfordringer.

Fra sund økonomi til økonomisk krise
Der kan næppe være megen tvivl om, at disse virksomheder, såfremt tilgangsvinklen til ledelse ikke ændres, i løbet af få år vil havne i den første gruppe. Det vil sige i en negativ spiral af dårligere resultater og endnu fastere topstyring, som blot forstærker den mistillid til ledelsen, der allerede er udbredt i organisationen. Derved nedbrydes de nøgle ressourcer, som skulle gøre det muligt at rette op på tingene igen.

Det er min påstand, at den offentlige myte om den stærke leder, der med fast hånd gennemfører sin strategi i virksomheden, forværrer situationen og vanskeliggør arbejdet med at forbedre situationen i de topstyrede virksomheder.

De sande stærke ledere
Resultaterne af min undersøgelse af danske virksomheders strategiprocesser og resultater antyder stærkt, at den sande stærke leder er den leder, der først og fremmest formår at få alle i organisationen til at være aktive i udviklingen af virksomhedens strategi og løbende aktiviteter.

Der er mange forskelle på de mest succesfulde typer af virksomheder; nogle planlægger meget, andre planlægger meget lidt, nogle er drevet af en stærk vision eller kultur, nogle er små og i vækst, andre er store og dominerende, nogle handler kortsigtet ud fra situationens udvikling, andre tænker og handler mere langsigtet.

Men et stærkt fællestræk for de mest succesfulde virksomheder er, at de ansatte føler, de har stor indflydelse på virksomhedens kurs og løbende aktiviteter. At strategien udvikles bottom-up.

Det må da mane lidt til eftertanke???

Kort om Ph.D.-afhandlingen Resultaterne, som denne klumme bygger på, er offentliggjort i Elmer Fly Steensens Ph.D. afhandling ”Analyzing organizational approaches to strategy proceses”, Institut for marketing og statistik, Handelshøjskolen, Århus Universitet, Februar 2007 . Evalueringskomiteen skrev blandt andet: “The thesis brings up many important considerations when evaluating strategy processes and it is innnovative in its approach in examining them” og “Given the relentless march of (often theoretically naïve) empiricism in the strategy field, this genre of doctoral research is needed and most welcome”.