Her ved begyndelsen af et nyt år er det god skik at reflektere over året, der gik.
Midt blandt fødevareskandaler og Muhammed-krise var 2006 i den grad kendetegnet ved at være det år, da stress for alvor fik samfundets bevågenhed – ikke mindst i form af medieomtale – og fik status som den nye folkesygdom.
Medierne har været fyldt med beretninger om stressede danskere. Især har det gjort indtryk på mig, at en undersøgelse viste, at 62 procent af alle beskæftigede danskere har følt sig stressede inden for en enkelt måned, og næsten hver sjette melder sig sommetider syg på grund af arbejdspres eller stress.
Den refererede undersøgelse er blot en af et større antal, der inden for de sidste par år har dokumenteret, hvordan et stigende antal danskere tilsyneladende føler sig så pressede i deres hverdagsliv, at de ikke kan få tingene til at hænge sammen. De må sygemeldes.
Flere indlagt for stress
Nu skal man naturligvis altid være varsom med at konkludere på baggrund af trivselsundersøgelser, da alskens forhold kan virke forstyrrende på de svar, folk afgiver.
Ej heller er øget medieomtale i sig selv nødvendigvis et tegn på øget sygdomsforekomst, dette være sig stress-relateret eller af anden art.
Sammenholder man imidlertid resultaterne fra de nyere stress-undersøgelser med antallet af mennesker, der er begyndt at søge hjælp for stress-symptomer på stress-kliniker og hos privat-praktiserende psykologer og terapeuter, lader der til at tegne sig et billede af, at stress-problematikken ikke blot er et tegn på medier i selvsving.
Underligt at mennesker fungerer
Som forsker med ekspertise inden for komparativ og antropologisk psykologi er jeg ikke synderligt forundret over den stigende fremkomst af stress-relateret sygdom. Det undrer mig snarere, at så mange mennesker stadig er i stand til at fungere relativt hensigtsmæssigt under den moderne, og især den postmoderne, kulturs betingelser.
Jeg mener, at der er videnskabelig fornuft i at fremsætte den tese, at der i postmoderne vestligt samfunds- og arbejdsliv eksisterer praksisser, der ligger aldeles udenfor rammerne af de betingelser, hvorunder mennesket udviklingshistorisk er skabt til at kunne fungere hensigtsmæssigt.
Dette har jeg gjort mere fyldestgørende rede for i antologien: ”Stress – et vilkår i det moderne arbejdsliv?” (redaktør: Thomas Dalsgaard), der i september 2006 udkom på Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
Samme sted præsenterer jeg desuden mere udførligt den evolutionspsykologiske tilgang, ud fra hvilken jeg baserer mine betragtninger om det moderne liv.
Skab mere harmoni
Det vil være for omfattende her at præsentere og diskutere de præmisser. Men i antologien som her er det mit budskab, at vi alle som samfundsborgere, virksomhedsledere og arbejdstagere må forsøge at gøre op med nogle af de myter, der eksisterer om, hvad det moderne menneske er for en størrelse – og hvad man følgelig med rimelighed kan forvente og kræve af det.
Nedenfor opsummerer jeg et par forhold, jeg i særlig grad mener virksomhedsledere bør være opmærksomme på i deres bestræbelser på at skabe et mere harmonisk, mindre stress-betonet arbejdsmiljø i en moderne, globaliseret verden.
Et menneske har svært ved at omstille sig
For det første er der al mulig grund til at gøre op med myten om den menneskelige omstillingsparathed: Mennesket er som art meget tilpasningsdygtigt.
Det betyder, at vi kan finde os til rette under så forskellige betingelser som at være taxa-chauffør i New York til at være fårehyrde på Den Anatolske Højslette.
Misforståelsen sætter ind, når vi tror, at denne konstante omstillingsparathed eksisterer på individplan. Det er relativt få mennesker, der uden de store problemer kan vokse op som fårehyrde på højsletten for siden at blive taxa-chauffør i New York!
Vaner giver overskud
Mennesket er – som alle andre organismer – skabt til at økonomisere med kræfterne. Det gøres bedst ved, at man danner vaner, så man ikke konstant skal bruge energi på at skabe sig overblik over en ny og potentielt krævende situation.
Som konsulent og foredragsholder er jeg stødt på virksomheder, hvor man lader til at operere ud fra devisen, at da det moderne arbejdsmarked er underlagt store ydre krav om løbende forandringer, er det vigtigt, at medarbejderne konstant er oppe på beatet.
Skab stabilitet på arbejdspladsen
Må jeg anbefale, at man i stedet for at se det som en uskik og tegn på fastlåsthed, at medarbejderne insisterer på faste kantinepladser, egne skriveborde (og ikke mindst kontorer!), faste sociale grupperinger med videre aktivt hjælper til med at skabe sådanne ”øer” af stabilitet på arbejdspladsen.
Dette – og ikke konstante, unødvendige omstillingskrav – vil kunne give medarbejderne det fornødne psykiske overskud til effektivt at kunne imødekomme uundgåelige omstillingskrav.
Med andre ord: Som virksomhed må man vælge sine kampe med omhu for at undgå, at medarbejderne konstant kommer til at befinde sig oppe i det røde felt med stress.
Ledelsen på den enkelte virksomhed må gøre op med sig selv hvilke omstillingskrav, der dårligt lader sig ændre og hvilke forhold, virksomheden reelt har mulighed for at præge. Følgelig kan der skabes ro på de felter, der ikke partout kræver akut forandring.
Giv dig tid til at lede
Et andet forhold jeg ønsker at advokere for er, at virksomhedsledere, i højere grad end det er tilfældet en del steder i dag, uddelegerer opgaver af faglig karakter for i stedet aktivt at kunne påtage sig ledelsesopgaver.
Ledere kan med fordel frigøre mere tid så de, udover at være koordinator og sparrings-partner for medarbejderne, også reelt får overskud og mulighed for at bevæge sig omkring i afdelingen og få en føling med, hvordan den enkelte medarbejder har det:
- Kan vedkommende kan overskue de arbejdsopgaver, der forestår?
- Er det tydeligt, hvad opgaven kræver?
- Hvordan kan den bedst udføres?
Flokdyret på arbejde
Mennesket er et flokdyr. De sociale arbejdsforhold for langt størstedelen af mennesker optager en megen stor del af deres arbejdsmæssige energi.
Man skal i den forbindelse bestemt ikke undervurdere betydningen af, hvor megen tryghed og mental ro, der følger med følelsen af, at man ikke står alene med ansvaret i et komplekst og uoverskueligt felt af forventninger.
For mennesket er det klart at foretrække at have en chef, der står ved sit lederansvar og giver sig tid til at få afstemt og afklaret med medarbejderen, hvornår en opgave kan betragtes som løst.
Praktisér det du prædiker
Endelig skal gentages den gammelkendte sandhed, at man for at kunne fungere som en god rolle-model må handle, som man prædiker.
Man kan som virksomhedsleder af et rent hjerte ønske at undgå stressede medarbejdere, men ingen formaninger til medarbejderen om at undlade at checke arbejdsmails i sin fritid eller ferie – uanset hvor oprigtigt mente, disse ord end er – vil gøre nogen form for indtryk, hvis chefen selv er ude af stand til at lægge arbejdet fra sig og have sig et liv med andet indhold end arbejde.
En leder, der ikke selv er i stand til at tage vare på sig selv, vil få medarbejdere, der også har svært ved finde den rette balance mellem arbejdsliv og øvrigt liv.
Omvendt vil en leder, der lytter til sig selv og sine egne behov og tager dem alvorligt, signalere til sine medarbejdere, at der på denne virksomhed drages omsorg for mennesket som person og ikke som en ressource, der skal tæres på, til der ikke er mere tilbage.
