Innovation og effektivitet er modsætninger

Nu åbner et kreativitets- og uddannelsescenter ved navn MAD House Denmark.

Ledelsesskribent Per Thygesen-Poulsen har talt med centrets direktør, Ole Vestergaard Poulsen. Direktøren ser en modsætning mellem innovation og effektiviseringsredskaber som for eksempel lean.

MAD House Denmark kombinerer humanistiske videnskaber som antropologi med business.

Af Per Thygesen-Poulsen, ledelsesskribent og civiløkonom
E-mail: lid@lederne.dk

01. januar 2007

Da British Railways i halvfjerdserne skulle udvikle et højhastighedstog, som var programmeret til at kunne køre på det gamle, ujævne skinnenet, gik det galt. Den første togstamme, med champagnedrikkende journalister og politikere om bord, nåede aldrig frem til endestationen, alle om bord blev søsyge, og fremtidens tog kom aldrig i drift.

Forklaringen var, at en effektiv driftsorganisation kræver en grad af kontrol og planlægning, som gør det umuligt samtidig at arbejde med innovation.

Toppen af effektivisering nået
Den fælde er der også i dag mange virksomheder, som falder i.

Når bølgen af lean management er toppet, er der ikke yderligere konkurrenceevne at hente gennem effektivisering. Det stiller den professionelle leder og den velorganiserede virksomhed over for en stor udfordring.

Kan kun gå galt
- Det er nærliggende at gribe til de ledelsesmetoder, som man har anvendt under lean. Men det kan kun gå galt. Opfindsomme og kreative mennesker lader sig ikke styre efter samme model, siger Ole Vestergaard Poulsen. Han er direktør for MAD House Denmark, et kreativitets- og uddannelsescenter, som efter åbningen i december 2006 bliver offentligt indviet i januar 2007.

Det er en helt ny og utraditionel institution, som skal give Danmark et forspring ved at tilbyde en helt ny uddannelsesform og etablere et miljø, hvor innovation kan foregå uden direkte kontakt til den daglige drift.

To slags forandring
Både innovation og effektivisering skaber forandring. Men det er to helt forskellige discipliner.

Effektivisering er baseret på gradvis forandring, incremental change. Man gør det, man hele tiden har gjort, men lærer hele tiden. Derved bevæger virksomheden sig ned ad lærekurven med færre fejl og stadig mindre omkostninger.

Ledelse og medarbejdere kan samarbejde om indsatsen, alle kender retningen, det kan gennemsive organisationens kultur og udbygge de eksisterende kompetencer med beslægtede færdigheder.

Ingen råd til iværksættere
- Vi har ikke råd til at have iværksættere i denne virksomhed, sagde Volvos næstkommanderende Bo Ekman til mig i 1986.

- Industriel udvikling er en stadig proces, som bygger på stabilitet. At gøre tingene igen og igen og hele tiden blive en lille smule bedre.

Innovation bryder med denne gradvise forandring og fører til grundlæggende skift, fundamental change.

Selve innovationen må foregå uplanlagt, med uforudsigeligt resultat og en ukendt tidsramme. Og gennemførelsen møder modstand fra ledere, medarbejdere og specialister, hvis særlige magt, stilling og kompetence bliver mindre efterspurgte, til tider truede.

Uddannelse på tværs
Snart lancerer MAD House Denmark en ny konceptmageruddannelse under titlen 180° Academy, og til juni starter det første hold deltidsstuderende.

15 måneder senere vil det første hold blive sluppet ud i erhvervslivet som Master Practitioner. Ikke som akademiske teoretikere, men eksamineret i deres praktiske evner til at løse en konkret innovationsopgave i deres virksomhed.

Hertil kommer et Executive Programme, en tre måneders efteruddannelse i metode og teori for topledere, og et Insight programme i 5-6 moduler, hvor deltagere, især fra små og mellemstore virksomheder, kan få et praksisorienteret indblik i de samme discipliner, som indgår i Master programmet.

Kombinerer humaniora og business
Pointen er, at innovation ikke behandles som en teknologisk disciplin for industrivirksomheder, men skal være praktisk, tværfaglig og brugerdrevet. Det handler om mennesker, og uddannelsen kombinerer humanistiske videnskaber som antropologi og etnologi med design og business.

Nøgleordene er et opgør med den teknologiske ensidighed med større vægt på forbrugernes livsmønster, en tværfaglighed som omfatter alt fra dataindsamling og designudvikling til udvikling af prototyper og kommunikation til marketingverdenen, en vægt på praksis frem for teori og efteruddannelse for medarbejdere og ledere som allerede har flere års erfaring bag sig.

Uddannelsen ledes af Søren Laursen fra Gumlink, og Anne Kirah fra Microsoft er dekan.

Galt skal det være
Ole Vestergaard Poulsen var som udviklingsdirektør hos LEGO med til, sammen med kolleger fra Danfoss, Nokia, Gumlink, Bang & Olufsen, Novo Nordisk, Trekantområdet og Middelfart Sparekasse, at udvikle den ny innovations- og konceptmageruddannelse.

Middelfart Sparekasse har købt fire blokke af det tidligere psykiatrihospital i Middelfart, og her lå en mulighed for at etablere et uddannelsessted samt et innovationscenter i en af de gamle hospitalsbygninger.

Middelfart Sparekasse var en af initiativtagerne og selv medinvestor, og Ole Vestergaard Poulsen forlod LEGO Gruppen for at lede udviklingsarbejdet.

Det lyder vildt
MAD House Denmark lyder vildt. Og målt med effektiviseringens målestok er det det også.

Det er ikke en virksomhed, men en ramme hvor iværksættere, konsulenter og andre frie agenter kan få en ramme om deres arbejde uden at være bundet i nogen organisation. Her er brainstorm rum med elektroniske innovationsværktøjer, innovationscafé og kaffekøkkener, bløde loungeområder til uformelle kontakter, klub og selskabslokaler.

Beboerne mødes i MAD House Culture, og MAD House Club er et netværkssamarbejde med mødevirksomhed og events, der belyser utraditionelle problemområder.

Halvdelen udlejet
Allerede før indvielsen er omkring halvdelen af huset lejet ud, og meningen er, at et projekt her kan løses med anvendelse af ekspertise fra helt forskellige områder, ikke som gruppearbejde inden for en organisation, men som en form for brainstorming inden for kreative rammer.

Ole Vestergaard Poulsen har vist et eksempel på en sådan aktivitet som hovedmand bag Danmarks – måske verdens – første computerstyrede legeplads, åbnede i maj sidste år på Petersmindeskolen i Vejle.

Link: www.madhousedenmark.dk