Fra systemer til menneskelige relationer – en introduktion til Ralph Stacey

Ralph Staceys teori om "Complex Responsive Processes" er et radikalt opgør med eksisterende ledelsestænkning. Derfor kan teorien være svær at forstå, men det gør den stadig relevant. Staceys måde at anskue ledelse og organisationer på kan give mange nyttige indfaldsvinkler til ledere i dag. Det mener ledelsesrådgiver Jens Lage Hansen, som i denne artikel giver en introduktion til Staceys teori. Han forklarer, hvordan den differentierer sig fra traditionel organisations- og ledelsesteori, og hvilken rolle lederen spiller i en sådan teori.

Af ledelsesrådgiver Jens Lage Hansen
Email: jlh@lederne.dk

01. august 2007

Ralph Staceys hovedværk "Strategic Management and Organizational Dynamics" udkom første gang i 1993. Bogen foreligger nu i femte udgave og er på 480 tætskrevne sider. Den første halvdel bruges til at gøre op med traditionel organisations- og ledelsesteori og lægger grunden til den sidste halvdel, hvor Stacey gennemgår teorien om: "Complex Responsive Processes.

Man kunne frygte, at Stacey ville være overfladisk og postulerende for at nå så langt væk fra traditionel teori, men en af de meget positive sider af Stacey er, at han i høj grad anvender videnskabelig argumentation undervejs, og at han kan sine klassikere indenfor filosofi, psykologi, sociologi, kompleksitetsteori, organisationsteori og ledelsesteori. Derfor kan man på et intellektuelt niveau følge hans stringente argumention og postulater og selv bestemme, hvor man vil stå af. Derudover er hans bog meget velskrevet, og når man betænker, hvilket stof han dækker, er den også forholdsvis let at læse (men samtidig svær at forstå).

Traditionel organisations- og ledelsesteori
Traditionel organisations- og ledelsesteori tager i høj grad udgangspunkt i, at organisationer og ledelse kan brydes ned i enkeltkomponenter. At man kan beskrive de enkelte komponenter og sammenhængen mellem disse, og at man kan udlede, hvilke konsekvenser bestemte ledelseshandlinger får. Dette er systemtænkning, som vi alle er opflaskede med som den ypperste sandhed, når vi skal beskrive, hvorledes organisationer og ledelse fungerer. Desuden er det også god latin, at toplederen og hans ledelsesteam kan beslutte sig for en vision og nogle strategier og så få resten af organisationen til at udføre det nødvendige. Ofte volder det problemer, fordi tingene ikke udvikler sig helt, som vi havde tænkt os, og fordi medarbejderne gør modstand mod de foreslåede ændringer. Svaret i den klassiske ledelsesteori er, at vi skal involvere medarbejderne i større eller mindre grad, således at de bliver mere motiverede til at deltage.

Staceys synsvinkel
Stacey anskuer organisationer og ledelse på en helt anden måde. Han tager ikke udgangspunkt i systemteorien. For at forstå, hvad der foregår i organisationer, er man nødt til at fokusere på noget helt andet, nemlig den daglige relation og kommunikation mellem mennesker. Han fjerner fokus fra organisation, afdelinger, mennesker og ledelsesadfærd og ser udelukkende på, hvad der rent faktisk foregår mellem mennesker her og nu. Staceys teori tager udgangspunkt i, hvorledes mennesker kommunikerer, og hvorledes temaerne i denne kommunikation kommer til at leve deres eget liv. Temaerne afspejler organisationens identitet, og udviklingen over tid i disse temaer er virksomhedens strategi.

Lederens rolle
Hvad er så lederens rolle i sådan en teori? Er han ikke sat helt uden for indflydelse? Ifølge Stacey overhovedet ikke, men lederen skal blot være meget mere bevidst om sine begrænsninger. Lederen kan godt melde en retning ud, men han kan ikke bestemme, hvorledes alle medarbejdere vil opfatte denne udmelding. Især ikke hvorledes de efterfølgende reagerer på den, og hvilke temaer som udvikler sig. Lederen indgår som alle andre i den løbende udvikling af temaer, men har den særlige position, at han har en større chance for at blive hørt end de fleste andre.

Staceys anbefalinger
Det centrale for Stacey er, at den løbende relatering og kommunikation mellem mennesker skal have gode vilkår. Der skal være en diversitet blandt gruppens medlemmer, som sikrer, at temaerne ikke stivner i formelle og fastlåste ritualer. Desuden er man nødt til at acceptere paradokser og usikkerhed. Det ikke er muligt at fastlægge på forhånd, hvor en organisation bevæger sig hen, idet temaerne vil have et liv i sig selv og organisere sig ud fra mønstre, som kan trækkes fra kompleksitetsteorien.

Er teorien overhovedet relevant?
Staceys teori, "Complex Responsive Processes", er et interessant og vigtigt supplement til mere traditionel ledelsesteori, fordi den understreger, hvilke begrænsninger man lever under, når man vil udøve forandringsledelse. Man bliver også bedre til at forstå, hvad der rent faktisk foregår i organisationer, og man kan dermed forbedre sin effektivitet som leder.

"Strategic Management and Organizational Dynamics" er ikke den første ledelsesbog, man skal kaste sig over. Men hvis man har et vist indblik i ledelsesteori, kan den sætte traditionel ledelsesteori i relief og gøre, at man som leder bedre bliver i stand til kritisk at vurdere, hvornår man kan bruge hvilke teorier og dermed til at reflektere over sin egen ledelsespraksis.

Ralph Stacey er professor i ledelse fra Hertfordshire University i England, hvor han beskæftiger sig med ledelse, organisationer og komplekistetsforskning. Han er forfatter til en lang række bøger om ledelse og organisationer, heriblandt bestselleren: "Strategic Management and Organizational Dynamics". Senest har Stacey sammen med kollegaen Patricia Shaw indgået samarbejde med improviationsteatret Dacapo i Odense. 

 

Om Jens Lage Hansen

JenshansenJens Lage Hansen er civilingeniør og HD og har haft en international karriere i Novo Nordisk, Novozymes, Foss, Danisco og Grundfos. Først indenfor international forretningsudvikling, siden som administrerende direktør i forskellige selskaber i Danmark og i udlandet. Nu er han ledelsesrådgiver i Ledernes Hovedorganisation, underviser på CBS i Strategi, ledelse og organisation, bestyrelsesformand i Aquaporin og rådgiver for bestyrelser og direktioner i virksomhedsudvikling. Derudover er han med i redaktionen bag Ledelseidag.dk