Medarbejderne kan ikke snydes

Kære læser!

Googler du ordet coach, får du mere end en million hit. Ledere og virksomheder er begyndt at diskutere, om den coach-vejledning, de køber eksternt, er god nok. Men skal vi følge tankegangen hos en ny Søren Kierkegaard-forsker, er der ingen grund til de store overvejelser om, hvad eksterne konsulenter kan tilbyde. Lederen skal nemlig selv påtage sig rollen som coach og selv gå i interaktion med sine medarbejdere om værdier, strategi og udvikling. Lederen skal  hjælpe medarbejderne til at blive sig selv og forbinde sig ærligt med virksomhedens værdier.

Af Ulla Bechsgaard, ansvarshavende chefredaktør
E-mail: lid@lederne.dk

01. september 2006

Rekruttering, mangfoldighedsledelse og værdier er stikordene til denne udgave af det elektroniske tidsskrift Ledelseidag.dk. Vi har valgt at bringe en historisk overbliksartikel om udviklingen inden for personaleledelse og HR, fordi vi kan se en tendens til, at medarbejdere i stigende grad vil kunne identificere sig med virksomhedens brand – at jobindholdet er godt, er ikke længere nok.

HR-professor Henrik Holt Larsen taler om karrierezapperen, og han rapporterer, at et stigende antal virksomheder ikke kan få stillinger besat – og det gælder også lederstillinger – selvom virksomheden selv synes, den har fundet den rette kandidat.

Virksomhederne er nødt til at gøre sig lækre overfor medarbejderne, hvis de vil fastholde og rekruttere de rigtige. Virksomhederne skal imidlertid også være ærlige om sig selv og sine værdier. Medarbejderne kan ikke snydes til at gå ind for værdier, som de ikke selv forbinder sig med. Oprigtighed er et nøgleord. Også for mangfoldighedsledelse. 

Ny forskning om mangfoldighedsledelse dokumenterer, at virksomheder skal vide, hvad de vil med mangfoldighed, for at deres indsats giver resultat på bundlinjen. Er ansættelse af en varieret medarbejderskare, blot noget virksomheden gør af pligt, så glem den positive gevinst. Ph.D. Jakob Lauring fra Handelshøjskolen i Århus viser med sin forskning, at ledelseskraften er afgørende for, at en mangfoldig medarbejderskare giver et økonomisk godt resultat.

God læselyst!