Ny verden Nyt tankesæt - kapitel 7

KAPITEL 7

Empati
Jeg havde en hård dag i går. Jeg arbejdede uden pause fra det øjeblik, jeg stod op, stred for at overholde et par deadlines, forsøgte at sno mig uden om en uventet ny opgave og kæmpede med en snotnæset syvårig, en femårig med rokketand og en på halvandet år, der gik i gang med at undersøge fænomenet årsag og virkning ved at skubbe keramikting ned fra køkkenbordet. Om eftermiddagen løb jeg otte kilometer. Efter en hurtig middag vendte jeg tilbage til mit kontor og arbejdede et par timer til, indtil jeg var for træt til at koncentrere mig. Omkring kl. 22 var jeg dødtræt og jeg gik i seng. Men jeg kunne ikke sove. Jeg læste lidt, forsøgte igen. Uden held. Omkring kl. et om natten gik jeg nedenunder, hældte et glas vin op og læste avisen fra dagen før. Så et glas vin til. Og så endnu en avis. Klokken 2.15 gik jeg ovenpå igen og forsøgte igen. Jeg faldt endelig i søvn på et eller andet tidspunkt efter kl. 3.06, de sidste tal jeg husker fra clockradioen ved siden af sengen.

Omkring tre timer senere rejste den halvandetårige sig op i sin tremmeseng og begyndte som sædvanligt at brøle på mælk. Da klokken var syv, var huset brudt ud i totalt morgenvanvid. Og klokken otte sad jeg igen på mit kontor, hvor jeg sidder lige nu og stirrer på endnu en dag med deadlines. Jeg er træt, rigtig træt. Faktisk har jeg lige gabt. Og mens jeg tænker på den dag, jeg kan se frem til, begynder jeg igen at gabe. Til trods for de tre kopper kaffe, jeg lige har hældt i mig, kunne jeg sagtens falde i søvn på et halvt minut. Men søvnen må vente. Der er for meget at lave. Så jeg kæmper videre – og gaber.

Stop en halv. Har du gabt inden for det sidste minut? Da du læste min beretning om søvnløshed og for dit indre øje så mig gabe, følte du så et lille gab nærme sig kæberegionen? Hvis du gjorde, har du muligvis en naturlig tilbøjelighed for den næste væsentlige evne – empati. (Hvis ikke, og du skal have udløst dette medfødte anlæg, har du muligvis brug for en historie, der er endnu mere følelsesmæssigt overbevisende end min lille hulkehistorie om overarbejde og søvnmangel).

Empati er evnen til at forestille sig, at man er i en andens sted og til intuitivt at opfatte, hvad dette menneske føler. Det er evnen til at stå i andres sko, at se ud af deres øjne og føle med deres hjerte. Det er noget, vi i det store og hele gør spontant, en instinktiv handling og ikke et resultat af moden overvejelse. Men empati er ikke sympati – som er at føle for en anden. Empati er at føle med en anden, til at fornemme, hvordan det ville føles at være denne anden person. Empati er en forbløffende fantasifuld, dumdristig handling, den ultimative virtuelle virkelighed – at entre en andens tanker for at opleve verden fra dette menneskes perspektiv.

Og fordi det kræver, at man stiller ind på anden, rummer empati ofte et element af efteraben, og det var derfor, nogle af jer gabte for lidt siden. Steven Platek, kognitiv neuroforsker fra Drexel University, siger, at det formentlig er en “primitiv empatisk mekanisme”. Hans forskning har vist, at smittede gabere klarer sig godt i forskellige test der måler empatiniveauer. Sådanne mennesker – uden tvivl nogle af læserne – er i den grad i samklang med det, andre gennemgår, at de ikke kan lade være med at efterabe denne adfærd.

Empati er utrolig vigtigt. Den hjalp vores artsfæller med at kæmpe sig ud af det evolutionære slam. Og nu, hvor vi går oprejst på vores to ben – som de store dyr i lejren – hjælper empatien os stadigvæk med at komme gennem dagene. Empatien sørger for, at vi kan se den anden side af et argument, trøste en, der er bedrøvet, og holde mund i stedet for at mumle et eller andet ondskabsfuldt. Empati  pbygger selvbevidsthed, knytter forældre til deres børn, sørger for, at vi kan samarbejde, og holder sammen på vores moral.

“Lederskab handler om empati. Det handler om at have evnen til at indgå forbindelser og knytte sig til andre mennesker med det formål at inspirere dem og give dem kræfter til at gøre deres liv bedre.”
Oprah Winfrey

Men empati blev – som så mange af de andre high concept high touchevner – ikke altid bedømt efter fortjeneste i informationsalderen. Empatien blev for det meste betragtet som en lille blødhjertet krølle på en verden, der ville have nøgtern objektivitet. Hvis man ville underminere et ræsonnement eller affærdige en idé, skulle man bare kalde det “åh-hvor-følsomt”. Eller se bare på de offentlige tæv, der blev givet til USA’s tidligere præsident Bill Clinton, da han sagde disse fire ord: “Jeg føler med dig.” Nogle kritikere mente, at Clinton forstillede sig, da han sagde det. Men den hårdeste kritik kom fra dem, der mente, at det ikke alene lød latterligt og upassende for en præsident, men også var en smule umandigt.

Amerikanerne betaler deres præsident for at tænke, ikke for at føle – for at lægge strategier, ikke for at have empati. Eller sådan har det været meget længe. Epoken med klarhjernede videnarbejdere og sagligt effektive højteknologiske firmaer lagde stor vægt på følelsesmæssig distance og kølig fornuft – evnen til at træde et skridt tilbage, bedømme situationen og træffe en beslutning uden påvirkning fra følelserne. Men ligesom det er tilfældet med så mange andre af den V-styrede tænknings egenskaber, er vi begyndt at indse begrænsningerne i sådan en ensporet holdning. Daniel Golemans bog Emotional Intelligence (dansk titel: Følelsernes intelligens), der udkom, næsten samtidig med at Clinton ytrede sine empatiske ord, var et signal om, at denne ændring var begyndt. Goleman hævdede, at følelsesmæssige evner er endnu mere betydningsfulde end de konventionelle intellektuelle evner – og verden syntes godt om dette budskab.

Men ti år senere er konceptalderen ved at øge indsatsen. Da Goleman skrev sin bog, befandt internettet sig endnu i barndommen, og disse meget dygtige indiske programmører, vi hørte om i kapitel 2, gik stadigvæk i underskolen. Den billige og udbredte adgang til nettet, vi har i dag, kombineret med alle disse videnarbejdere i fjerne lande betyder, at kundskaber, der kan måles med IQ, bliver meget nemmere at erstatte – og det vil sige, som vi har set i de foregående kapitler, at de evner, som computere slet ikke kan reproducere, bliver mere værdifulde. Og det er empatien, der er denne ene evne, som computerne ikke kan gengive, og som det er meget vanskeligt for medarbejdere i fjerne lande at leve op til.

Ansigt til ansigt med fremtiden
I 1872, tretten år efter udgivelsen af Arternes oprindelse, udgav Charles Darwin endnu en bog, der vakte skandale det victorianske samfund. Bogens titel var The Expression of the Emotions in Man and Animals – og den fremkom med nogle kontroversielle påstande. Den mest bemærkelsesværdige var, at Darwin hævdede, at alle pattedyr har følelser, og at de viser disse følelser på én eneste måde, nemlig ved hjælp af ansigtsudtryk. En hund med bedemandsansigt er højst sandsynlig bedrøvet, ligesom et menneske med en barsk mine er ulykkeligt.

Darwins bog vakte røre, da den udkom. Men i det følgende århundrede blev den glemt. Den almindelige opfattelse inden for psykologi og videnskab var, at vores ansigter faktisk udtrykte følelser – men at disse udtryk var produkter af kultur snarere end af natur. Men i 1965 dukkede en unge psykolog op, den senere så legendariske Paul Ekman. Amerikaneren Ekman rejste rundt i Japan, Argentina, Brasilien og Chile. Der viste han folk billeder af ansigter med forskellige udtryk, og han opdagede, at asiater og sydamerikanere fortolkede udtrykkene på samme måde, som nordamerikanerne gjorde. Det undrede ham. Han tænkte, at disse overensstemmende tolkninger måske skyldtes fjernsynet eller indflydelse fra den vestlige verden. Derfor rejste Ekman til Ny Guineas højland og viste den samme stribe billeder med ansigtsudtryk til stammefolk, der aldrig før havde set fjernsyn, endsige vestlige mennesker. De læste ansigterne på samme måde som alle Ekmans andre forsøgspersoner. Og dette førte ham til den banebrydende konklusion: Darwin havde ret, da det kom til stykket. Ansigtsudtryk var universelle. Hævede øjenbryn indikerer overraskelse midt på Manhattan, ligesom de gør i en forstad til Buenos Aires, ligesom de gør i Ny Guineas højland.

Ekman har brugt meget af sin karriere på at studere ansigtsudtryk. Han skabte det sæt fotografier, som jeg kiggede på i kapitel 1, mens jeg fik hjernen scannet. Hans arbejde er enormt betydningsfuldt for vores formål. Empati handler overvejende om emotioner – at føle, hvad andre føler. Men emotioner plejer ikke at afsløre sig på V-styrede måder.

“Folks følelser bliver sjældent omsat til ord; de bliver meget oftere udtrykt ved hjælp af andre tegn,” skriver Goleman. “Nøjagtigt ligesom den rationelle tankegang fungerer ved hjælp af ord, fungerer emotionerne nonverbalt.” Og ansigtet er det mest anvendte lærred til at male disse emotioner på. Med tre og fyrre bittesmå muskler, der trækker og strækker og løfter vores mund, øjne, kinder, øjenbryn og pande, kan vores ansigter udtrykke hele det menneskelige følelsesregister.

Da empati afhænger af emotion, og fordi emotion udtrykkes nonverbalt, må man for at nå et andet menneskes hjerte begynde rejsen med at se på dets ansigt

Som vi fandt ud af i kapitel 1, er vores højre hemisfære specialist i at aflæse ansigtsudtryk. Når jeg så på ekstreme udtryk, i modsætning til når jeg så på angstfremkaldende scener, viste fMRI, at højre side af min hjerne reagerede stærkere end venstre side. “Vi udtrykker både vores egne emotioner og læser andres primært ved hjælp af højre hjernehalvdel,” siger neurologen Richard Restak fra George Washington University. Ifølge forskning foretaget på University of Sussex holder de allerfleste kvinder spædbørn tæt ind til sig på venstre arm – uanset om de er højre- eller venstrehåndede. Da babyer ikke kan tale, kan vi kun forstå deres behov ved at aflæse deres ansigtsudtryk og intuitivt forstå deres emotioner. Derfor er vi afhængige af vores højre hemisfære, som vi indforskriver ved at vende os mod venstre. (Husk fra kapitel 1 at vores hjerner er kontralaterale). Mennesker med beskadiget højre hemisfære har store vanskeligheder ved at genkende emotioner på andre menneskers ansigter. (Det samme gælder tit autister, som i visse tilfælde har nedsat funktion af højre hemisfære). Derimod er mennesker, hvis venstre hjernehalvdel er beskadiget – den side, der hos det store flertal forarbejder sproget – faktisk bedre end os andre til at aflæse ansigtsudtryk. For eksempel har både Ekman og Nancy Etcoff, psykolog på Massachusetts General Hospital i Boston, påvist, at de fleste af os er forbavsende dårlige til at afsløre, når nogen lyver. Når vi ud fra et andet menneskes ansigtsudtryk eller tonefald forsøger at afgøre, om denne person er i færd med at stikke en plade, klarer vi os ikke meget bedre, end hvis vi havde gættet helt ud i det blå. Men afasiramte – mennesker med skader på venstre hemisfære, som har fået svækket deres evne til at tale og forstå sprog – er exceptionelt gode til at afsløre løgne. Etcoff opdagede, at de kan spotte løgnere i mere end 70 % af tilfældene ved at aflæse ansigtets tegn. Grunden hertil: Da de ikke kan modtage på den ene kommunikationskanal, bliver de bedre til at fortolke den anden, mere udtryksfulde kanal.

Konceptalderen sætter stor pris på denne mere flygtige, men mere ekspressive kanal. Det har i årtier været drømmen at forsyne computere med følelsesmæssig intelligens, men selv de bedste forskere inden for området “følelsesprogrammering” har ikke gjort særlige fremskridt.

Computere er stadigvæk utroligt dårlige til bare at skelne det ene ansigt fra det andet – for slet ikke at nævne de subtile udtryk, der er ridset ind i dem. Computere har “kolossale matematiske evner”, siger Rosalind Picard på MIT, “men hvad angår interaktion med mennesker, så er de autister.” Nu kan stemmegenkendelses-software dechifrere vores ord – hvad enten vi siger “gem” eller “slet” til vores bærbare, eller vi siger “gang” eller “vindue” til en automatiseret servicemedarbejder fra et flyselskab. Men selv verdens mest sofistikerede software indbygget i verdens stærkeste computere kan ikke gætte vores emotioner. Nogle af de nyere maskiner er ved at blive bedre til at spotte eksistensen af emotion. For eksempel kan nogle former for stemmegenkendende software, som bruges i automatiserede "call centers", afsløre store ændringer i tonefaldets stigning, timing og styrke, som alt sammen er tegn på øget emotion. Men hvad sker der så, når softwaren genkender disse signaler? Den overfører samtalen til et menneske.

“Mennesker, der støtter sig til logik og filosofi og rationel udlægning, ender med at udsulte den bedste del af deres hjerne.”
William Butler Yeats

Dette eksempel er et mikrokosmos for de fleste arbejdsområder i konceptalderen. Arbejde, der kan reduceres til regler – hvad enten reglerne er nedfældet i nogle linjer softwarekode, eller det bliver givet til en lavtlønnet oversøisk arbejder, så kræver det relativt ringe empati. Den slags arbejde kommer i det store og hele til at forsvinde fra lande som USA, Canada og Storbritannien. Men det arbejde, der bliver tilbage, vil kræve en dybere forståelse af subtiliteterne i menneskelig interaktion end nogen sinde før. Det er derfor ingen overraskelse, at studerende ved Stanford Business School flokkes omkring et kursus, der officielt benævnes “Interpersonal Dynamics”, men som rundt omkring på campus kaldes “Åh-hvor-følsomt”. Eller overvej lige et område, man ikke plejer at associere med evner for følelsesmæssig aflæsning –jurapraksis. En hel del grundlæggende juridisk research kan nu udføres af engelsktalende advokater i andre verdensdele. Ligeledes har software og hjemmesider, som jeg forklarede i kapitel 3, ophævet det monopol, som advokater før i tiden havde på visse områder af speciel information. Hvilke advokater bliver tilbage? De, der kan vise medfølelse med deres klienter og forstå deres sande behov. De, der kan sidde i en forhandlingssituation og gennemskue subteksten i de ord, der rent faktisk bliver sagt under diskussionen. Og de der kan se på en jury, aflæse de forskellige ansigtsudtryk og øjeblikkelig vide, om de virker overbevisende. Disse empatiske evner har altid været vigtige for advokater – men nu er de blevet det, der skiller fårene fra bukkene, både i dette og i andre erhverv.

Men empati er meget mere end et karriereredskab, der er nødvendigt for at overleve på det 21. århundredes arbejdsmarkeder. Det er en livsetik. Det er en måde at forstå andre mennesker på – som Darwin og Ekman opdagede, et universelt sprog, der forbinder os på tværs af lande og kulturer. Empati gør os menneskelige. Empati skaber glæde. Og som vi skal se i kapitel 9, er empati en væsentlig del af at leve et meningsfuldt liv.

MANGE AF OS kan sagtens fyre op under vores evner for empati. Og vi kan næsten alle sammen forbedre vores evner til at aflæse ansigter.

Igennem årene har Ekman samlet et atlas af ansigtsudtryk – formentlig alle de ansigtsudtryk, som mennesker over hele verden bruger til at vise emotioner. Og han har opdaget, at syv grundlæggende menneskelige emotioner har helt klare ansigtssignaler: vrede, bedrøvelse, frygt, overraskelse, afsky, foragt og lykke. En gang imellem er disse udtryk totale og intense.

Mange andre gange er de mindre tydelige. Der er, hvad Ekman kalder “let udtryk”, der plejer at være det første tegn på emotion eller det fejlslagne forsøg på at skjule disse følelser. Der er det “delvise udtryk”. Og så er der “mikro-udtrykket”, der farer hen over ansigtet på mindre end et femtedel af et sekund og ofte dukker op, “når et menneske bevidst forsøger at skjule ethvert tegn på sine ægte følelser”. Ekman har undervist agenter fra FBI, CIA og ATE samt politifolk, dommere, advokater og endda illustratorer og tegnefilmtegnere. Og nu skal jeg lære dig et aspekt af Ekmans teknikker. (Du kan lære flere af dem i Portfolioen i slutningen af dette kapitel).

Jeg er altid blevet irriteret over det, jeg anså for at være falske smil – men jeg har aldrig været sikker på, om nogen griner, fordi han synes om mit vid, eller helt præcis smiler, fordi han ikke gør det. Nu ved jeg det godt. Et sandt glædessmil er det, Ekman kalder for “Duchenne-smilet” efter den franske neurolog Duchenne de Boulogne, der sidst i 1800-tallet udførte pionerarbejde på dette felt. Et ægte smil kræver to ansigtsmuskler: 1) musklen zygomaticus major, der går fra kindbenet og løfter mundvigene; og 2) den ydre del af musklen orbicularis oculi, der kranser øjet, og som er med til at “trække øjenbrynene og huden under øjenbrynene ned, trække huden under øjet op og hæve kinderne.”

Til et kunstlet smil bruges kun zygomaticus major. Grunden: Vi kan kontrollere denne muskel, men vi kan ikke kontrollere den relevante del af orbicularis oculi-musklen. Den trækker sig spontant sammen – og kun når vi faktisk morer os. Som Duchenne selv udtrykte det: “Følelsen af frejdig glæde bliver udtrykt i ansigtet ved kombinerede sammentrækninger af de to muskler zygomaticus major og orbicularis oculi. Den første adlyder viljen, men den anden bliver kun taget i brug af sjælens søde emotioner.”

Med andre ord: Man skal se på øjnene for at afsløre et falsk smil. Hvis den ydre muskel af orbicularis ikke trækker sig sammen, så er det menneske, hvis smil stråler i ens retning, en falsk ven.

Her er et eksempel – to smilende fotografier af undertegnede (billederne ikke vist).

Kan du sige, på hvilket billede jeg presser et uærligt smil frem, og på hvilket af dem jeg smiler som reaktion på noget sjovt, min kone lige har sagt? Det er ikke nemt, men hvis du kigger nøje efter på mine øjne, kan du finde svaret. Det til højre er det rigtige, hvor jeg morer mig. Øjenbrynene sidder lidt lavere. Huden under øjnene er trukket lidt op. Selve øjnene er knebet lidt mere sammen.

Hvis du dækker alt undtagen øjnene til, bliver det nemmere at svare. Du kan simpelthen ikke forfalske et Duchenne-smil. Og mens man sagtens kan forbedre sine evner for empati, kan man faktisk heller ikke lade, som om man føler empati.

En helt ny slags sundhedspleje
Empati er ikke en evne, der står alene. Den har forbindelse med de tre high concept-, high touch-evner, som jeg allerede har været inde på. Empati er en væsentlig del af design, fordi gode designere sætter sig ind i tankegangen hos dem, det nu er, der skal opleve det produkt eller den tjenesteydelse, de designer. (Det burde derfor ikke overraske nogen, at en af tingene i empati-portfolioen kommer fra et designfirma). De ser hele mennesket temmelig meget på samme måde, som symfoniske tænkere kan se helheden. Og endelig rummer fortælleevnen også empati. Som vi så i afsnittet om narrativ medicin, kan fortællinger være vejen til empati – især for læger.

Men empati er også ved at omforme lægevidenskaben på en mere direkte måde. Adskillige ledere inden for det medicinske felt presser på for, at professionen skal ændre sin overordnede holdning fra “objektivitet til deltagelse til empati”, som bioetikeren Jodi Halpern udtrykker det. Den objektive videnskabelige metode er ikke ubrugelig, siger de. Den er utilstrækkelig. Som jeg har nævnt, er meget af lægepraksis blevet standardiseret – reduceret til et sæt gentagelige formularer til diagnosticering og behandling af diverse lidelser. Mens nogle læger har kritiseret denne udvikling om “kogebogslægekunst”, har den mange fordele. Regelbaseret lægevidenskab bygger på de akkumulerede beviser for hundreder og somme tider tusindvis af tilfælde.
Den er med til at sikre, at de professionelle læger ikke genopfinder det terapeutiske hjul for hver patient. Men sagen er den, at computere kunne udføre noget af dette arbejde. Men det, de ikke kan, er at føle empati. Husk, at computere er “autister”, når det drejer sig om menneskelige forhold.

“Stol på din intuition, det er ligesom at tage på fisketur.”
Paul Simon

Empati kan være en mægtig kraft i lægevidenskaben. For et par år siden gik for eksempel to postarbejdere til forskellige sundhedscentre, hvor de klagede over helt ens symptomer. Den ene mand fortalte sin læge, at han havde smerter i kroppen og følte sig syg, samt at han mente, han havde været udsat for miltbrand, der lige inden var blevet fundet på det posthus, hvor han arbejdede. Lægen ringede til de relevante offentlige sundhedsmyndigheder, der fortalte ham, at der ingen risiko var for miltbrand, og at han ikke behøvede at udskrive antibiotika.

Lægen fulgte reglerne og sendte sin patient hjem med besked på at tage noget smertestillende. Et par dage senere døde patienten – af miltbrand. I mellemtiden tog den anden postarbejder hen på en skadestue på et andet hospital, der lå ganske få kilometer væk. Hans læge – der ikke vidste noget om den anden patient – undersøgte arbejderen og fik en mistanke om, at han havde lungebetændelse. Men så fortalte manden hende, at han arbejdede på et posthus, hvor man havde haft miltbrand-alarm. Derfor bestilte hun en ny prøve, for selv om hun ikke troede, han havde miltbrand, var der stadigvæk et eller andet, der foruroligede hende. Bare for at være på den sikre side gav hun manden en recept på Cipro, det antibiotikum man bruger mod miltbrand. Og i stedet for at sende ham hjem, som hun først havde villet, beholdt hun ham på hospitalet og sendte ham videre til en specialist i infektionssygdomme. Det viste sig, at manden havde miltbrand. Og som det også viste sig, var det lægens empatiske lytten, intuition og vilje til at afvige fra reglerne, der udgjorde forskellen mellem liv og død. “Jeg lyttede simpelthen til min patient,” sagde hun til Wall Street Journal. “Han sagde: ‘Jeg kender min krop, og der er et eller andet der ikke føles rigtigt.’” Empati – lægens evne til at have intuition for, hvad et andet menneske føler – reddede hans liv.

“Læger udtrykker ikke kun deres empati ved at lave nøjagtige kommentarer om en patients følelser, men ved deres timing, tonefald, pauser og generelle tilpasning til en patients følelsesmæssige stil,” siger Halpern. “Empati supplerer objektiv viden, brugen af teknologi og andre redskaber til nøjagtig diagnosticering.” Mens denne nye måde at være læge på vinder fodfæste, er evnen for empati ved at stige i graderne inden for lægernes metier. Den gør plads for en ny generation af professionelle inden for sundhedssektoren som for eksempel den omtalte læge på skadestuen – mennesker, der kan kombinere en regelbaseret objektivitet med følelsesbaseret empati og derved komme frem til en helt ny lægekunst.

Den bestyrelse, der godkender de lægelige fakulteter, medtager nu effektiv og empatisk kommunikation med patienterne som en faktor i den overordnede evaluering af studerende og læger. Dette kan måske virke som en fornuftig ændring, og det er det bestemt – men det er faktisk en forvandling for lægeprofessionen med dens tunge slagside mod V-styret tænkning. Imens rejser teaterskuespilleren Megan Cole rundt til lægefakulteter over hele USA med et kursus, der hedder “Empati som håndværk”. På kurset underviser hun de kommende læger i, hvordan de skal bruge nonverbale tegn, såsom ansigtsudtryk, intonation, kropssprog, samt andre skuespilteknikker for bedre at få en fornemmelse af, hvad det er, der piner patienterne, og for at blive bedre til vise deltagelse. Studerende på Vanderbilt Universitys medicinske fakultet tager kurser i, hvordan de skal kommunikere – og sige undskyld for – deres fejltagelser. Og Jefferson Medical College i Philadelphia, som jeg omtalte i kapitel 3, har endda udviklet et måleinstrument for denne evne – Jefferson Scale of Physician Emphaty
(JSPE).

Skønt alt dette er relativt nyt, har JSPE givet nogle spændende resultater.
For eksempel var der et vist sammenfald mellem et højt testresultat i empatiprøven og høje karakterer i klinisk pleje. Det betyder, alt andet lige, at der var større sandsynlighed for, at en patient fik det bedre, når lægen var empatisk, end med en der nøjedes med distanceret objektivitet. Desuden var der ingen sammenhæng mellem resultater af empatitesten og resultater af MCAT eller af eksamen i retten til at praktisere, og det betyder, at de traditionelle målinger af lægens evner ikke nødvendigvis er relevante for afgørelsen af, hvem der er den bedste læge. Forskellene mellem dem, der klarede sig bedst i JSPE (og dem der ikke gjorde), var også interessante. Kvinder klarede sig generelt bedre end mænd. Og nogle faggrupper i sundhedsplejeområdet opnåede højere testresultater end andre. For eksempel fik sygeplejersker generelt høje testresultater – meget højere end speciallægerne på hospitalerne.

Den voksende anerkendelse af empatiens rolle i helbredsprocessen er en af grundene til, at sygepleje vil blive et af de vigtigste erhverv i konceptalderens arbejdsstyrke. Sygeplejersker gør naturligvis meget mere end bare at føle empati. Men den form for følelsesmæssig intelligent pleje, de ofte leverer, er helt klart noget, som det er umuligt at outsource eller automatisere. Radiologer i Bangalore kan læse røntgenbilleder. Men det er svært at levere empati – berøring, nærvær og trøst – gennem et fiberoptisk kabel. Og mens befolkningen i ilandene bliver ældre og ældre, er der en kæmpe efterspørgsel efter sygeplejersker. I USA kommer man til at opleve en større stigning af antallet af arbejdspladser inden for sygepleje end noget andet erhverv. USA’s sundhedsfaciliteter får brug for en million flere sygeplejersker. Sygeplejerskerne klager ofte over, at de skal arbejde for hårdt og håndtere for mange patienter på én gang. Men deres empatiske natur gør, at de vedblivende er højt værdsat – og efterhånden bliver bedre lønnet. Ifølge en årlig opinionsundersøgelse rangerer sygepleje vedblivende som det ærligste og mest etiske erhverv i USA – og lønningerne stiger hurtigere end i næsten alle andre jobkatagorier.

Empatiens fremmarch er endda begyndt at påvirke de råd, forældrene giver. I en nyere undersøgelse af australske ledere i informationsteknologi sagde 90 %, at de ikke ville anbefale, at deres børn skulle stræbe efter at gøre karriere inden for softwareprogrammering, domineret af venstre hjernehalvdel. Hvad de ville anbefale deres børn at gøre i stedet for? “Jeg ville hellere have, at mine unger valgte sygepleje som erhverv,” sagde James Michaels, der arbejder for et telekommunikationsfirma i Sydney. “Der er både global og lokal efterspørgsel.”

Mænd, kvinder og empati
Hvem er mest empatiske, mænd eller kvinder? Det politisk korrekte svar er at sige: ingen af dem – og at empati afhænger af det enkelte individ. Det passer i det store og hele. Men en voksende mængde forskning er begyndt at vise, at dette politisk korrekte synspunkt er uholdbart. Snesevis af undersøgelser har for eksempel påvist, at kvinder i al almindelighed er bedre til at aflæse ansigtstræk og (opspore og) afsløre løgne. Selv så tidligt som i tre-års-alderen er piger bedre til at slutte sig til, hvad andre tænker, og til intuitivt at ane en andens følelser ud fra den pågældendes ansigtsudtryk. Psykologen David G. Meyers skriver i sin opsummering af denne forskning:

Disse undersøgelser viser, at kvinder i højere grad har en tendens til at beskrive sig selv som empatiske, fordi de er i stand til at være glade eller kede af det på andres vegne. Denne kønsforskel gælder i mindre grad den observerede adfærd. Kvinder har i nogen grad en større tendens til at græde eller til at fortælle, at de føler sig ulykkelige over andres ulykke. Empatiforskellen er med til at forklare, hvorfor både mænd og kvinder fortæller, at deres venskaber med kvinder er mere intime, hyggelige og udbytterige end deres venskaber med mænd. Når de søger empati og forståelse, henvender både mænd og kvinder sig som regel til kvinder.

Simon Baron-Cohen, psykolog på Cambridge University, har en teori, der forklarer denne tilsyneladende kønsforskel. Han udtrykker det ligeud på side 1 i sin bog fra 2003, The Essential Difference: “Den kvindelige hjerne er overvejende konstrueret til empati. Mandens hjerne er overvejende konstrueret til at forstå og til at konstruere systemer.”

“Menneskenes store talent er, at vi ejer empatiens kraft.”
Meryl Streep

Baron-Cohen er hurtig til at pege på, at ikke alle kvinder har kvindelige hjerner, og ikke alle mænd har mandlige hjerner. Men han opstiller et imponerende opbud af argumenter til støtte for sin centrale pointe: at flere mænd end kvinder har hjerner, der systematiserer, og at flere kvinder end mænd har hjerner, der er empatiske. Forskellene i de to måder at tænke på, som Baron-Cohen beskriver dem, er spændende: “Systematisering kræver nøjagtighed, stærk fokusering på lokale detaljer,” og en forkærlighed for faste regler uafhængigt af konteksten, siger han. “For at systematisere har man brug for uengageret objektivitet.” (Baron beskriver autisme som en “ekstremt” mandlig hjerne).

Men det er noget helt andet med empati. “For at føle empati har man brug for en vis grad af tilknytning for at kunne erkende, at man interagerer med et menneske – ikke en ting – men en person med følelser, hvis følelser påvirker ens egne.” Empati, siger han, “kræver unøjagtighed (man kan kun tilnærmelsesvis bedømme et andet menneskes psykiske tilstand), opmærksomhed på helheden (hvad man tror, han tænker eller føler om andre mennesker, for eksempel), kontekst (et menneskes ansigt, stemme, handling og historie er alle væsentlig information for at afgøre dette menneskes mentale tilstand) og ingen forventninger om lovmæssighed (det der gjorde hende glad i går, gør hende måske ikke glad i morgen).

Læs lige disse beskrivelser igen. Mandens hjerne lyder lidt som Vstyret tænkning. Og den kvindelige hjerne lyder ret meget som Hstyret tænknings high concept-, high touch-holdning. (De to måder at tænke på lyder også som de førnævnte to lægers meget forskellige måder at reagere på, da de behandlede miltbrandpatienterne – hvor den ene tilfældigvis var en mand og den anden kvinde).

Betyder det, at vi alle har brug for at få kontakt med vores feminine side af vores hjerner – især de af os med behårede arme og dybe stemmer? Ja. Men det betyder ikke, at vi skal forkaste den systematiserende side af vores hjerner. Empati er hverken en afvigelse fra intelligens eller den eneste vej til den. Sommetider har vi brug for objektivitet; masser af andre gange har vi brug for at tune ind. Og de mennesker, der kan navigere mellem disse to yderpunkter, kommer til at klare sig bedst. Som vi har set igen og igen, kræver konceptalderen androgyne hjerner.