Interview med Jørgen Søndergaard der var med i Velfærdskom-missionen.
Hvis ledere i det offentlige bilder sig ind, at kommunalreformen bliver den sidste, større reform i lang tid, må de tro om igen. Alt falder ikke bare sådan til ro, når vi passerer 1. januar 2007, hvor de nye kommuner og regioner er en realitet. Reformer, der indebærer, at opgaver flyttes, og at ledere og medarbejdere skal gøre tingene på andre måder end hidtil, bliver det normale – og ikke undtagelsen.
Det forudser cand. oecon. Jørgen Søndergaard, der er direktør for Socialforskningsinstituttet (SFI).
- Reformer bliver en permanent tilstand, lyder hans prognose. Og han taler med vægt. Først sad han i regeringens strukturkommission, der var med til at støbe fundamentet til indenrigsminister Lars Løkke Rasmussens ændring af det kommunale landskab. Så kom han med i Velfærdskommissionen, der afleverede sine anbefalinger til regeringen i december 2005. Og siden har han været indkaldt til at klæde Globaliseringsrådet på.
Flere opdelinger i vente
Ny opdelinger, nye fusioner – den slags forandringer vil blive om ikke hverdag, så dog noget de forskellige offentlige sektorer vil opleve med forholdsvis få års mellemrum, påpeger Jørgen Søndergaard.
Ingen siger for eksempel, at de nye kommunale jobcentre, der er undervejs, og som skal afløse det nuværende AF-system, bliver den endelige løsning. Det mest sandsynlige svar er: Nej, det bliver lavet om igen. Og sådan kan man blive ved, forandringsprocessen vil være konstant: I øjeblikket er Justitsministeriet midt i en politikreds-reform, og videnskabsminister Helge Sander rumsterer med endnu en universitetsreform. For blot at nævne to eksempler.
Eftersyn med jævne mellemrum
Pointen er, at hver sektor med jævne mellemrum vil blive udsat for, hvad Jørgen Søndergaard kalder et ”struktureftersyn”. Dermed bliver det nye tider i det offentlige, hvor begreber som forandringsledelse og fusionsledelse bliver en fast del af værktøjskassen for den nye generation af ledere. Og der vil endda komme et – hidtil lidt overset – begreb til: opsplitningsledelse. Opgaver vil blive flyttet, og institutioner vil blive delt op og sat sammen på nye måder.
Grundlæggende står lederne i det offentlige over for fire udfordringer, siger Jørgen Søndergaard med afsæt i Velfærdskommissionens analysearbejde:
1) Demografiske ændringer
2) Presset økonomi
3) Dig-og-mig-service
4) Globaliseringen
1) Demografiske ændringer
Vi bliver mange flere ældre, medmindre samfundet omdefinerer, hvad det vil sige at være gammel. Dertil kommer, at de etniske minoriteter procentvis vil komme til at udgøre en større gruppe i befolkningen.
Samtidig vil det offentlige kunne få svært ved at få nye medarbejdere, der afløser den generation af ansatte, som er ved at blive grå i toppen i disse år:
- Man kan forudse, at arbejdsgiverne herhjemme vil konkurrere voldsomt om de bedst uddannede fra de små ungdomsårgange, der er på vej, siger Jørgen Søndergaard, der opfordrer alle offentlige ledere til at kigge på deres rekrutteringsstrategier i tide, hvis de vil undgå pludselig at mangle nøglekompetencer inden for netop deres serviceområde.
2) Presset økonomi
Den næste, store udfordring er, at den offentlige sektor vil blive klemt økonomisk. Vores krav til service vil vokse, mens lysten til at betale mere i skat vil ligge på et forholdsvis lille sted.
I takt med at vi bliver rigere – og det vil vi blive, viser Velfærdskommis-sionens fremskrivninger – vil vi kræve mere af den offentlige sektor. Men de økonomiske resurser vil være svære at skaffe. Det har skiftende regeringer sådan set vidst længe.
Fra midten af 80erne begynder Poul Schlüters regering at placere foden på bremsepedalen, Nyrup fortsætter på samme måde (om end han for at bekæmpe arbejdsløsheden i begyndelsen af 1990erne også trykkede på udgiftsspeederen), og i dag sidder finansminister Thor Pedersen og forsøger – med mere eller mindre held – at holde de offentlige udgifter i ave. Men i fremtiden skal der styres endnu skarpere.
Foden på bremsen
Jørgen Søndergaard forudser, at den offentlige udgiftsklemme vil udvikle sig sådan her:
- Foden vil være på bremseklodsen stort set uafbrudt fra nu af. Vi har kun set begyndelsen til skrappe økonomi-styringstiltag. Det vil der komme meget mere af, siger SFI-direktøren. Han peger på, at udgifterne skal skæres til, så de følger udviklingen i antallet af kunder (blandt andre eleverne i skolerne og patienterne på sygehusene) meget mere præcist end tidligere.
Den offentlige sektor har historisk haft umådelig svært ved at drosle ned på servicen på områder, hvor behovet falder.
3) Dig-og-mig-service
Den tredje udfordring for lederne vil være, at danskerne mere og mere vil behandles som individualister. I stedet for en fælles løsning ønsker vi os hver især en individuel pakke, der passer til netop dig og mig.
Som eksempel på den individuelle trang – som også er et rigdomsfænomen – nævner Jørgen Søndergaard, hvordan de kollektive overenskomster på arbejdsmarkedet har udviklet sig på ganske få år:
- For 15 år siden kunne man ikke drømme om, at hver eneste lønmodtager selv skulle have indflydelse på, om han eller hun skal have flere kroner i lommen, mere sat ind på pensionsordningen eller mere fritid. Sådan er det i dag. Det er udtryk for, at der i den brede befolkning er behov for en vis indflydelse på tingene. Vi ser det over det hele i samfundet. Det hænger blandt andet sammen med, at vi er blevet rigere. Tingene skal indrettes, så de passer mig og ikke kommunen: Jeg vil have den pædagogik, jeg tror på. De åbningstider, der passer til de arbejdstider, jeg nu engang har. Og så videre. Det krav vil vokse, siger Jørgen Søndergaard.
Dermed står offentlige ledere over for en gigantisk udfordring. Mantraet har været, at borgerne skulle behandles lige. Det er i stort omfang blevet oversat til, at de skulle have akkurat det samme. Men i fremtiden vil lige servicering indebære, at man skal tilbyde hver borger noget, der er (en lille smule) forskelligt.
To typer kunder
Der vil være to typer kunder: Den afhængige klient (for eksempel en langvarig kontanthjælpsmodtager) og den velfungerede skatteborger fra middelklassen, der kræver at få valgmuligheder og indflydelse. Er de offentlige ledere ikke lydhøre over for denne udvikling, så kan det offentlige velfærdssystem, som vi kender det i dag, blive truet.
Så får vi sandsynligvis endnu flere privathospitaler, en anden privatfinansieret service og en voksende opsplitning i samfundet. Jørgen Søndergaard siger, at det offentlige skal medtænke, at borgerne også er kunder.
4) Globalisering
Endelig er der den fjerde og sidste udfordring. Overskriften på den er det mærkelige gummi-ord: Globaliseringen. Hvad, den går ud på, er svært at sige. Det er jo ikke bare noget, der kommer svævende udefra. Vi er også selv med til at forme den. Men sikkert er det i hvert fald at sige, at den nye kommunikationsteknologi giver en række nye muligheder. Og at vi har kun set begyndelsen, ikke mindst når det gælder den offentlige sektor.
Globalisering også til det offentlige
Jørgen Søndergaard peger på, at der i globaliseringsdebatten har været en tilbøjelighed til kun at fokusere på erhvervslivet og produktionen af varer – at outsourcing til Kina kun var noget, der berører den private sektor. Men turen kommer også til det offentlige. Stikordene bliver ”specialisering” og en ”bedre arbejdsdeling”.
Måske vil det været hensigtsmæssigt at flytte betjeningen af en række offentlige funktioner til for eksempel Indien, fordi det reducerer udgifterne. Nemlig job der ikke kræver direkte kontakt mellem myndighed og borger – de såkaldte ”back office funktioner”.
- Der er ingen, der siger, at de teknologiske systemer, som Told og Skat bruger til selvbetjening, nødvendigvis skal drives fra Danmark. Eller hvorfor skal de systemer, der laver automat-udskrifter af, hvad du kan få i folkepension og varmehjælp, nødvendigvis håndteres herhjemmefra, hvis man i Indien eller andre steder kan gøre det mindst lige så smart, til omkostninger der er langt mindre, siger det tidligere medlem af den ni mand store Velfærdskommission.
Flyvende operationer
Jørgen Søndergaard ser også frem til, at hospitalsvæsenet med udsigt til stærkt voksende udgifter laver en mere hensigtsmæssig arbejdsdeling. Ikke bare mellem hospitaler herhjemme, men også på tværs af landegrænser.
- Hvorfor skal hvert eneste sygehusspeciale absolut være i Danmark? Der burde være fordele ved en arbejdsdeling mellem eksempelvis Danmark, Sverige, Tyskland og Storbritannien. Det bliver jo nemmere og nemmere at flytte læger eller for den sags skyld patienter over længere afstande, siger SFI-direktøren, der sagtens kan se flyvende korps af fremragende specialister for sig. Læger der på EU-plan rejser rundt mellem hospitalerne og udfører ganske bestemte operationer.
Men han ved godt, at lægestanden selv vil udøve modstand, hvis politikerne sender sjældne behandlinger ud af landet, for eksempel til Lund eller London.
- Inden for ethvert fag er der en tendens til, at man gerne selv vil lave det, der er det allersværeste. Det gælder alle fag. Derfor får man ikke af sig selv den arbejdsdeling og specialisering. Nogen skal kræve det.
Et lille stød til regeringen
Jørgen Søndergaard mener, at den globaliseringstankegang også skal ind i universitetssystemet herhjemme. I den forbindelse har han et lille hip til regeringen, der i sin globaliseringsstrategi mere eller mindre lægger op til, at vi skal være i verdensklasse på samtlige områder.
Den går ikke, siger SFI-direktøren. Universiteterne kan realistisk set kun være i verdenseliten på nogle få områder. Det skal politikerne se i øjnene og være med til at sørge for, at disse områder er i stand til at appellere til udenlandske elite-studerende fra nær og fjern.
Til gengæld skal de allerdygtigste danske studerende, der vil beskæftige sig med de mange fagområder og specialer, hvor niveauet herhjemme ikke tilhører verdenseliten, opmuntres til at rejse til udlandet og søge optagelse på de allerbedste universiteter inden for netop de felter.
Med andre ord: Ligesom den private sektor skal det offentlige udnytte de globale arbejdsdelingsmuligheder, jo før, jo bedre. Det er det helt centrale i globaliseringen, understreger Jørgen Søndergaard.
- Det er noget pjat, at vi skal forsøge at være verdensmestre på alle områder. Vi skal i stedet være bedre end andre lande til at drage fordel af specialiseringen på tværs af landegrænser. Det kan sikre både vores velstand og vores velfærd, siger Jørgen Søndergaard.
Direktør for Socialforskningsinstituttet.