Danmark er i krig

Muhammed-sagen handler ikke om, hvorvidt statsminister Anders Fogh Rasmussen svigter ledelsesmæssigt ved at undlade at invitere ambassadører fra en række muslimske lande på en kop kaffe i Statsministeriet og give dem en sludder for en sladder efter den gængse diplomatiske etikette. Ej heller er Jyllands-Postens offentliggørelse af de 12 famøse tegninger årsagen til, at verden til de fleste danskeres store forundring bryder i brand.

Tegningerne er blot anledningen.

Og der vil komme flere anledninger i fremtiden, hvis ikke Fogh og hans efterfølgere i Statsministeriet passer gevaldigt på. De skal udvise politisk lederskab ved at tage ved lære af, hvordan kollegerne i andre krigsførende nationer agerer.

Den velforberedte koncernchef Fogh
I den nyligt udkomne bog Håndbog for statsministre beskrives Fogh som en koncernchef for A/S Danmark med en drejebog for snart sagt alt. Han tænker langsigtet og med et næsten skræmmende rationale. Men i Muhammed-sagen har han mistet kontrol, påpeger professor Ove Kaj Pedersen:

- Andre har overtaget kontrollen, og dem, der har den nu, vil ikke det gode. Kræfter herhjemme og i udlandet vil have politisk interesse i at skabe nye anledninger. Pia Kjærsgaard vil kunne puste til situationen i Syrien, og religiøse partier og grupper eller muslimske regeringer – lige fra Indonesien over Thailand og Pakistan til Mellemøsten – vil puste til situationen herhjemme. Pendulet vil kunne svinge frem og tilbage over tusindvis af kilometer, siger lederen af Center for Business and Politics på Copenhagen Business School.

- Hvis nogen tror, at den her krise snart er ovre – hvis man bilder sig ind, det hele bare var en mediestorm – så vil man blive dybt overrasket. Vi er i realiteten en krigsførende nation. Dermed har vi mistet kontrollen over, hvilke kriser vi går ind i. Det er andre, der bestemmer. Den her krise er et eksempel på krigens logik. Dels fører vi krig i Irak, og før gjorde vi det i Afghanistan og på Balkan. Dels har vi en aggressiv udlændingepolitik, der er opstået international opmærksomhed omkring. Den kombination gør os til det svageste led i den vestlige koalition med blandt andre amerikanerne og briterne. Vi er nu blevet udpeget til at få mange tærsk.

2006 er erkendelsens år 0
De fleste danskere er forundrede eller chokerede over, hvordan offentliggørelsen af tegningerne kunne skabe så stærke følelsesmæssige reaktioner. Men forklaringen er, ifølge Ove Kaj Pedersen, ganske rationel og kan beskrives fornuftsmæssigt: Krigens logik har erstattet fredens, 2006 er et slags erkendelsens år 0 for danskerne.

Den nuværende generation af toppolitikere – heriblandt Fogh med hans drejebogstankegang – er vokset op med fredens logik. De er vant til at agere efter, at der er en fremtid for alle, og at man kan forhandle sig frem til tingene og lave aftaler, som parterne er tilfredse med bagefter. Men krigens logik går ud på at skade modstanderen så meget som overhovedet muligt. Vi må – ligesom – amerikanske borgere – gøre os klart, at der er nogen derude, der betragter os som fjende og som vil finde på anledninger til at skade os. Og værst af alt: Tiden kan ikke rulles tilbage.

- Krigens logik vil eskalere. Vi vil befinde os permanent i den type krise fra nu af. Andre krigsførende nationer er vant til at befinde sig i sådan en krise. De accepterer det, og de tager højde for, at det, regeringen, medierne og erhvervslivet gør, er anledninger for andre, understreger han.

Amerikanske medier viser mådehold
Professoren peger på, at kritiske og demokratisk orienterede aviser som for eksempel New York Times, Washington Post og The Guardian forstår at vise mådehold, når nationale sikkerhedsinteresser for alvor er på spil. Efter hans vurdering lige det modsatte af, hvad Jyllands-Posten har gjort:

- De store aviser er vant til, at den journalistik, de skaber, kan bruges og misbruges af nogen. Derfor er de meget påpasselige. De har krigens logik med sig helt ind i redaktionslokalet. New York Times udvælger med præcis hånd, hvordan og hvornår de vil udfordre USA's regering, også i krisesituationer. De anvender ytringsfriheden på en mere strategisk funderet måde end Jyllands-Posten. 

Værste situation siden 1930erne
Danmark befinder sig i sin værste krisesituation siden 1930erne, hvor nazister, kommunister og andre grupperinger skiftedes til at finde anledninger til at lave ballade. Vi skal helt tilbage til tiden mellem 1932 og krigsudbruddet i 1939 for at forstå, hvor stor og kompleks en krisehåndteringsopgave ikke mindst Statsministeriet og Udenrigsministeriet står over for.

Indtil nu har vi blot betragtet vores tilstedeværelse i Irak som det, briterne kaldte en phony war. Det gjorde de fra krigsudbruddet i 1939 til begyndelsen af 1940, da bomberne begyndte at regne ned over London. Altså en mærkelig krig. Kampe, der egentlig ikke rigtig berører os herhjemme.

Den tankegang kan vi ifølge Ove Kaj Pedersen godt sende på pension. Danmark er og bliver en krigsførende nation. Det har vi mere eller mindre været siden Uffe Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister. Der er ikke længere megen 1864 over dette lille land og har ikke været det siden Murens fald i 1989. Uffe satte lunten i, Nyrup-regeringen tændte den, og Fogh har givet den en ordentlig spand krudt med sin aktivistiske udenrigspolitik i lande, fjernt fra Danmark.

Mangel på lederskab over for befolkningen
Men på et andet, ganske afgørende punkt har toppolitikerne ikke vist lederskab. De har ikke fortalt befolkningen, hvad der var for en logik, vi langsomt begyndte at blive suget ind i og som nu foreløbigt er kulmineret med flagafbrændinger og angreb på ambassader. Det er ikke nødvendigvis, fordi skiftende regeringer har ført danskerne bag lyset. Mere sandsynligt er det, at det ikke er gået op for politikerne selv, hvilken risiko vi løb.

- Meget tyder på, at politikerne ikke har været bevidste om det. Alle reaktioner – lige fra regeringen over store dele af oppositionen til befolkningen – har været præget af forbløffelse. Men det er ikke forbløffende, hvis man skifter fredens logik ud med krigens. Der skulle blot en nedskydning af en kongelig i Sarajevo til at udløse første verdenskrig. Mordet var ikke årsagen, det var anledningen, siger Ove Kaj Pedersen.

Også oppositionen svigter
Ledelsessvigtet skal ikke kun placeres i Statsministeriet, understreger Ove Kaj Pedersen. Oppositionen herhjemme har heller ikke evnet at fortælle befolkningen, hvor vi var på vej hen.

- Danskerne er ikke blevet forberedt på det, heller ikke af Socialdemokraterne eller De Radikale. Der har slet ikke været nogen opposition herhjemme sammenlignet med Storbritannien, USA, Frankrig og Tyskland. Folketinget har været indstillet på, at vi skulle af sted. I den aktuelle krise er både S og R handlingslammede af, at de gik med ind i krigen. Den reelle diskussion om at være krigsførende er aldrig blevet taget.

Historikeres dom først om ti år
Det er alt for tidligt at konkludere noget som helst håndfast om, hvor godt eller skidt regeringen håndterer krisen. Det vil fremtidens historikere kunne skændes bravt om. Først om måske ti år vil de have et nogenlunde klart billede. Men meget tyder på, at det næppe har gjort situationen lettere for regeringen, at der i Statsministeriet og Udenrigsministeriet sker store udskiftninger blandt topembedsmændene, akkurat som tegningerne for alvor vokser til en international krise.

Nok er der ikke tale om et egentligt ledelses-tomrum. Men både departementschefen i Statsministeriet og direktøren i Udenrigsministeriet er nye i jobbet. Og ingen af dem har – i modsætning til den tidligere direktør for denrigstjenesten, Friis Arne Pedersen, der i mellemtiden er blevet ambassadør i Washington – stor ekspertise, når det gælder muslimske lande. 

Det er også et åbent spørgsmål, hvor meget Fogh har lyttet til sine rådgivere – om nogen. Det vil forskerne og pressen også bore i, når de endelige kapitler i et enestående stykke dansk samtidshistorie skal skrives.

Al strategi går gennem én mand
Til gengæld kan man allerede nu konstatere, at denne regering er ualmindelig topstyret, og at meget står og falder med Fogh. En pointe, der også fremgår af Håndbog for statsministre: "Da koncernchefen må smide alt, hvad han i hænderne, og hellige sig Muhammed-krisehåndteringen fuldt ud, går alt andet i stå.  Regeringens vigtige og med spænding ventede velfærdsudspil må udsættes.”

- Det viser, at de strategiske ledelsesprocesser i denne regering går gennem én mand, siger Ove Kaj Pedersen.

- Når Fogh har andre ting at tage sig af, går regeringen i sort. Når det kommer til ekstreme situationer, så bliver regeringen lammet. Det har vi set nu, og det er ikke godt. En regering bør være et ledelsesteam, så selvom man er i krig, skal man være i stand til at kunne føre velfærdspolitik ved siden af. Det kunne briterne under anden verdenskrig.