Indtryk fra årets Academy of Management-konference

Temaet for årets Academy of Management-konference var intet mindre end »Nye visioner om ledelse i det 21. århundrede«. Professor Flemming Poulfelt, Copenhagen Business School, giver her en introduktion til Academy of Management og til konferencen, der er kendetegnet ved en markant bredde og variation i oplæg og sessioner. Derefter følger en række artikler fra danske deltagere, der beskriver de indtryk, budskaber og stof til eftertanke, de har fået med hjem fra ledelsesdebatten i verdens største ledelsesforum.

Af Flemming Poulfelt

01. oktober 2005

I perioden 4.-10. august 2005 afholdt Academy of Management sin årlige konference. I år var stedet Honolulu på Hawaii - en destination, der hurtigt får folk til at tænke på palmer, solskin, Hawaii-musik, kønne piger og kølige Maitai-drinks. Alle de nævnte ingredienser findes naturligvis i metermål, men dagsordenen var nu en ganske anden. For en række forskere fra Copenhagen Business School, studerende fra Master of Management Development (også fra CBS) og en række medlemmer fra NOCA (Network of Corporate Academies) og Dansk Industri havde sat hinanden stævne i Honolulu for at deltage i konferencen, som er verdens største årlige ledelsesforum for forskere og praktikere.

Flere end 7.000 deltagere var i år samlet for at diskutere nye tendenser inden for ledelse. Og at ledelse var fokus på konferencen, fremgår med klarhed af årets tema, som netop var A New Vision of Management in The 21st Century. En ambitiøs overskrift, men samtidig med mulighed for mange udlægninger. Og med reference til Peter Drucker, som for 50 år siden skrev, at fremkomsten af moderne ledelse i begyndelsen af det 20. århundrede var en »pivotal event in social history«, kan det hævdes, at det er det fortsat. For ledelse kommer til stadighed mere og mere tydeligt på dagsordenen, når det handler om at sikre fremtidens virksomheder og velfærdssamfund.

Academy of Management er en amerikansk organisation med omkring 15.000 medlemmer fra hele verden. Således kommer en tredjedel af medlemmerne fra andre kontinenter - og mindst den samme deltagersammensætning prægede årets konference. Så det er en global markedsplads, der etableres, mens konferencen finder sted. Det gør den til et utroligt attraktivt forum for personer med en (teoretisk) hang til ledelse, om end den mere praksisorienterede del af ledelse efterhånden også har fået en mere fremtrædende plads. Således holdt Dr. Stuart Feldman, Vice President for On Demand Business Transformation Strategy in IBM Research, åbningstalen med et indlæg om Business Process Transformation.

På Academy-konferencen står det faglige og netværksarbejdet naturligvis i højsædet. Konferencen er et meget stort tagselvbord med sessioner og indlæg, der relaterer sig til ethvert aspekt af ledelse og organisation, ja, selv det spirituelle er kommet med. I løbet af de fem dage afholdes der mere end 1.300 sessioner, og der præsenteres 2.500 papers fordelt over et stort antal fagområder: 23 faglige divisioner som fx strategi, international management, HR, organisation og research methods. Så bredden og variationen er et markant kendetegn ved Academy, og netop dette er med til at gøre konferencen så spændende. Desuden har man gennem årene eksperimenteret med forskellige præsentationsformer, så der er lidt for enhver smag. Derfor er det i sig selv lidt af en opgave at navigere rundt blandt de mange tilbud, og det er vigtigt at orientere sig i programmet, før man drager af sted, så man ikke misser at se de ledelseskoryfæer - såsom Henry Mintzberg, Lyman Porter, Jay Lorsch og Bill Starbuck - der optræder, og mange andre med mange spændende oplæg. For Academy er et kæmpe supermarked i alskens typer seancer, der sætter ledelse på højkant, lige fra langhårede teoretiske diskussioner til mere praksisnære dialoger om ledelse.

Det er i sagens natur vanskeligt at give et kort - og præcist - referat af, hvad der er de nye vinde inden for ledelse, for på Academy blæser de i mange retninger og illustrerer samtidig den pluralisme, en konference som Academy er udtryk for. For hvor nogle f.eks. vil mene, at vi nu har en rimelig indsigt i, hvad der skaber lønsomme organisationer, vil andre fremsætte alternative forklaringer. Eller hvor nogle vil mene, at det eksisterende uddannelsessystem faktisk producerer gode ledere, vil andre hævde, at det langtfra er tilfældet. Og derudover er det interessante, at det globale perspektiv konstant er med til at udfordre opfattelser; for hvad der måtte være god latin i USA, passer måske langtfra på, hvordan ledelse anskues i Kina eller Sydamerika, om end der naturligvis også er overlapning.

Men for at give et stemningsbillede af, hvad der for tiden præger ledelsesdebatten på en sådan konference, skal der i det følgende fremsættes et kalejdoskop omfattende en række fremstillinger af, hvad danske deltagere i år noterede sig fra konferencen. Som det fremgår af artiklerne, dækker disse emner f.eks. fremtidens ledelse, lederuddannelse i det 21. århundrede, ledelse af seniormedarbejdere, lederadfærd og følelser, ledelse i sundhedssektoren, læringsmiljøer og selvrefleksion og nye tendenser i corporate venturing.

Og om selve bidragyderne skal tilføjes, at de dækker hele spektret fra garvede Academy-rotter til førstegangs-Academy-deltagere.