En unik platform

Blandt de danske deltagere på Academy of Management 2005 var 22 studerende fra MMD-uddannelsen på CBS. Konferencen er et unikt sted for studerende at møde den faglige puls af internationalisering, skriver studieleder, professor Jan Molin.

Af Jan Molin

01. oktober 2005

I disse tider kan det selvsagt undre, at CBS - Handelshøjskolen - sender et helt hold masterstuderende til en konference om ledelse i USA. Det er ikke svært at opstille et simpelt regnestykke, der vil understøtte et indlysende økonomisk argument om det hensigtsmæssige i at spare penge ved at »købe« nogle amerikanske undervisere til at komme til Danmark i stedet.

Det første og vigtige argument i denne diskussion er understregningen af, at det aldrig er enten-eller. På Master of Management Development, der netop er vendt hjem efter en uges massive faglige indtryk på Academy of Management, er denne obligatoriske studietur således ikke et udtryk for, at der ikke er interesse for og plads til at have amerikanske (læs uden-landske) undervisere på programmet. Der er faktisk flere af slagsen på programmet.

Den drivende ambition ved at flytte hele uddannelsen en uge til USA (og da det er en årligt tilbagevende konference, der flytter rundt i det store land, var det en tilfældighed, at det i år foregik på Hawaii) er en erkendelse af, at et internationalt sammenrend af verdens fremmeste forskere og praktikere inden for ledelse (bredt forstået) udgør en unik platform for et hold masterstuderende, som gerne vil mærke den faglige puls af internationalisering og global diversitet, der efterhånden er blevet et mantra i danske virksomheder (og dansk erhvervsrettet politik).

De, der skriver artiklerne og bøgerne, som i korte og (ofte utilbørligt) redigerede versioner refereres på erhvervssider og danske lederkonferencer, deltager i denne årlige managementkonference. Her møder man forskerne/forfatterne live - i den uredigerede version. Der er samtidig så mange af dem, at det oplevelsesmæssigt (med det 350-siders store program foran sig) svarer til at surfe på nettet og få et bud på, at der er X antal uoverskuelige hits som svar på en for én selv vigtig og præcis forespørgsel.

Som en smeltedigel for ledelsesforskning og videnscenter for erfaringer med ledelse og organisering er Academy of Management et temporært slaraffenland. Én tidslomme på 5 dage giver 7.000 professionelle (videnskabeligt ansatte såvel som erfarne erhvervsfolk) et overdådigt tilbud om at følge deres nysgerrighed og puls ... Det er svært at befinde sig i orkanens øje uden at blive fanget af »suset«, og som sådan kan MMD konstatere, at det er de færreste, der vender hjem fra konferencen uden at være mærket af oplevelsen.

Alt for meget ledelsesudvikling har ferniseret sig op i et fastlåst slagsmål om forskellen på praksis (ledelseslæring på jobbet) og teori (undervisning på en uddannelsesinstitution). Der er heldigvis flere strenge at spille på - og med AOM's møde mellem teoretikere og praktikere måske endda aktiviteter, der kan skabe en hensigtsmæssig spænding mellem læring på jobbet og »timerne« på Handelshøjskolen. I sig selv er Academy of Management ikke nødvendigvis en god idé. Som del af et struktureret læringsforløb for erfarne praktikere er det derimod et fantastisk tilbud ...