Kender du den om psykiateren, der blev buddhistisk munk?
Det lyder som starten på en halvlummer vits. Men nej, det er forskning; saglig, videnskabelig forskning fra en af verdens førende business-skoler.
Den første af 39 cases i INSEAD-professor Herminia Ibarras bog, Working Identity, og et eksempel på det succesfulde, midaldrende menneske, som tør - og formår - at tage springet over i en ny karriere. Og dermed et nyt liv.
Umiddelbart kan det ligne et ekstremt eksempel, men faktisk er den transformerede psykiater, ifølge Herminia Ibarra, ikke meget forskellig fra de tusinder af mennesker, som hvert år verden over beslutter sig for at skifte professionel ham. For ofte er skiftet akkurat lige så dramatisk for it-lederen, der vil være coach, eller den strømlinede konsulent, der bliver fundraiser i en nonprofitorganisation.
»At skifte karriere er også et identitetsskifte. Det rører fundamentalt ved, hvem du er, og det er en del af en lang, pinefuld proces. Ved at skifte professionelt opgiver du en del af dig selv, og det forstår de fleste mennesker først, når de er midt i processen«, siger Herminia Ibarra.
Hun sidder i sit lille kontor på INSEAD, og hendes eget CV er lige så spektakulært, som det er lineært. Her er ikke mange karriereskift. Ph.d. fra Yale, 13 års ansættelse på Harvard Business School og nu altså professor i organisational behaviour på INSEAD. En af den slags akademiske elefanter, hvis karriere fra starten synes lagt i faste rammer.
Og så alligevel. Født i Cuba og siden naturaliseret amerikaner. Røde læber, pelskrave, opsat hår og fuld af spontan imødekommenhed. Smuk og opmuntrende anderledes midt i et ellers tørt fakultetsmiljø. Et overskudsmenneske, som uden tvivl kunne være blevet alt muligt andet, og som i virkeligheden måske er det bedste eksempel på sin egen teori om, at mennesket ikke er et, men flere selv'er. At vi alle har mange muligheder - og dermed mange potentielle karrierer - i os.
Den skuffede 40-årige
Ifølge Herminia Ibarra drømmer rigtig mange mennesker om at skifte karriere. Selv toptunede topchefer og folk med stor professionel succes har hemmelige drømme om at lave noget helt andet. Det fortæller undersøgelser, og det fortæller folk, når de sidder ansigt til ansigt med den granskende professor. Men kun de færreste gør noget ved det.
»Erfaringen siger mig, at de fleste mennesker i virkeligheden er utilfredse med deres arbejde, og mange ville gerne prøve noget helt andet. Problemet er bare, at mens de er meget bevidste om, hvad det er, de ikke kan lide i deres nuværende job, så har de ingen idé om, hvad der ville være et bedre alternativ«, siger Herminia Ibarra.
»De ved bare, at de er skuffede, desillusionerede. Alle idealerne fra ungdommen er røget sig en tur, og mange mennesker i 40-års-alderen får pludselig den bitre fornemmelse, at hele deres arbejdsliv udelukkende handler om at få faktureret flest mulige timer til firmaet«.
Herminia Ibarra har via sin forskning mødt hundredvis af mennesker, som faktisk har formået at skifte karriere midt i livet, og hendes konklusion er entydig: Karriereskift er stort set altid en glidende transformation. Kun meget få kvitter deres job fra den ene dag til den anden for i stedet at kaste sig ud i noget totalt ukendt.
»De fleste skifter job på sådan en lidt tilfældig, prøvende måde. Oftest starter de med at gøre noget nyt i det små. De tager måske et kursus, freelancer eller arbejder på en interesse i deres fritid. Over tid begynder den lille, sekundære beskæftigelse at tage til, og folk ofrer mere og mere tid på den. Pludselig en dag har de så meget kendskab til det nye, at de tør kaste sig ud i det på fuld tid«.
For Herminia Ibarra er dette centralt: At karriereskift ikke er noget, som kan planlægges og teoretiseres. Det kræver handling og afprøvning, som hun siger, og dermed er hun på direkte kollisionskurs med de mange karriererådgivere, som tjener formuer på folks usikkerhed.
»Den traditionelle holdning hos karrierekonsulenterne er, at du skal analysere dig frem til, hvad du godt kunne tænke dig. For eksempel via personlighedstest og psykologiske vurderinger. Og det ville selvfølgelig også være dejligt, hvis man kunne finde den rette vej bare ved at følge trin 1 til 3 i en manual. Men sådan fungerer mennesker jo sjældent«.
Herminia Ibarra ler. Hun har mødt mere end én jobkonsulent, som opfattede hendes forskning som en trussel. Og ikke mindst hendes anbefalinger, for hun er meget ligefrem:
»Brug ikke en masse tid på at sidde og kigge ind i dig selv for at finde ud af, hvad du kunne tænke dig. Det er spild af tid og meget ofte en undskyldning for ikke at gøre noget som helst. Jeg har set folk bruge år af deres liv på at rende til karriere-coaches og analysere sig selv. Uden at de nogensinde fik afprøvet noget som helst«.
Find et forbillede
Uden for vinduerne haster de MBA-studerende over græsplænen for at nå kaffeautomaten inden næste session i auditoriet. For mange af dem vil business-skolen i Fontainebleau blive dét vendepunkt, der sporer dem ind på en ny karriere. Som civilingeniøren, der blev vinproducent i Sydvestfrankrig, marketing-fyren, der blev præst, eller konsulenten, som blev kabinetsdirektør for den israelske premierminister.
MBA-året er for mange ikke bare kompetence-udvidende; det er også en tænkepause efter de første speedy år i karrieremøllen. Men vel at mærke en tænkepause, hvor der handles.
»Et kursus er en god måde at snuse til noget nyt på. Men der er mange måder at skifte karriere på, og jeg råder altid folk til at gøre det på deltid. For i første omgang er der ingen grund til at sætte sit gode job på spil. I stedet skal man hellere gøre det ved siden af. Så får man langsomt opbygget nye netværk og foden indenfor i en ny verden«.
Netop netværk er, ifølge Herminia Ibarra, noget af det vigtigste, hvis det skal lykkes at skifte karriere. I stort set alle de cases, hun har studeret, har det været kontakter, som i sidste ende har udløst et jobskifte.
»Og her snakker jeg altså ikke bare om at kende nogen, der kender nogen, som måske kan anbefale et eller andet. Nej, prøv at finde rollemodeller. Hvem laver noget, som du virkelig godt kunne tænke dig? Kan du snakke med dem? Kan de hjælpe dig? I denne usikre fase er det afgørende at finde eksempler og forbilleder. At kunne se på en anden og sige: »Yes, det er lige dét, jeg gerne vil««.
De mange muligheder
Når karriereskift ikke bare er psykisk omtumlende, men ofte ligefrem smertefuldt eller endog »torturous«, som Ibarra hævder, så er det, ifølge professoren, fordi så stor en del af vores identitet er klæbet til vores arbejde. »Hvad laver du?« - borddamens traditionelle spørgsmål - er lige så ofte et spørgsmål om »hvem er du?«, og her er det selvafstivende at kunne sige læge, murer eller kommunaldirektør. En fast etikette, som straks giver omverdenen indtryk af din identitet.
Meget sværere er det at sige: »Ja, egentlig var jeg finansdirektør, men nu tror jeg hellere, jeg vil være tekstforfatter. Jeg ved bare ikke helt, hvordan jeg skal få begyndt«.
»Det er følelsesmæssigt meget krævende at være midt mellem to identiteter. For det er en periode, hvor du allerede er godt på vej til at lægge din gamle identitet bag dig, men hvor den nye endnu ikke er ordentligt defineret. En slags personligt limbo«, forklarer Ibarra.
»Folk har jo traditionelt investeret meget tid, megen uddannelse og masser af hårdt arbejde i deres gamle job. Og alt det skal de lægge bag sig uden at have nogen sikker formening om, hvad fremtiden præcis vil bringe. Det er frygtindgydende og kræver mod. Men hvis man virkelig vil skifte karriere, er der ikke nogen vej uden om denne fase. For tiden in-between skal bruges som en smeltedigel, hvori man har lov at putte alle sine muligheder og alle sine selv'er for at afprøve lidt af hvert«.
Herminia Ibarra vender igen og igen tilbage til de mulige selv'er, og det skal opfattes helt bogstaveligt, siger hun og refererer til Stanford-psykologen Hazel Markus, der har udviklet teorien om de mange selv'er. Ideen om, at vi alle bærer rundt på et helt sæt af forskellige karakterer og dermed forskellige muligheder.
»For Hazel Markus er identitet ikke bare noget historisk, altså hvem vi har været indtil nu. Det er også forestillinger om, hvem vi måske bliver i fremtiden. For ethvert menneske har mange mulige selv'er i sig, inklusive den person, han gerne vil være, den, han hemmeligt drømmer om at blive, den, han burde blive, og den, hans forældre troede, han ville blive«, siger Ibarra.
I sin bog, der er udgivet på Harvard Business School, fortæller Ibarra historien om Gary McCarthy, en 35-årig engelsk business-konsulent, der var dødtræt af sin ellers succesfulde karriere. Men først da hans chef gav ham negativ feedback på et projekt, tog han sit liv op til revision:
»Jeg opdagede, at jeg indtil da aldrig havde spurgt mig selv, om jeg i virkeligheden lavede det, jeg gerne ville, når jeg vågnede om morgenen. I modsætning til, hvad jeg troede, jeg burde, eller hvad andre syntes, jeg burde«, citeres Gary for i Ibarras bog.
Garys forvandling
Herminia Ibarra bruger Garys historie som eksempel på de mulige selv'er. For mens konsulenten er relativt hurtig til at tage konsekvensen af sin jobmæssige opvågning - han siger op tre uger efter - så er hans efterfølgende forvirring helt igennem klassisk.
Han tager et sabbatår, kontakter headhuntere, foretager psykologtest, udarbejder business-plan for et vinudsalg og gennemfører en dykkeruddannelse. Det sidste fordi han alvorligt overvejer at blive dykkerinstruktør på de caribiske øer.
Undervejs flirter han også med tanken om at vende tilbage til sit gamle job - men som udstationeret i Hong Kong - og han fristes af tilbud fra tidligere konkurrenter. Men reelt tænder han ikke virkeligt på noget af det, og først da han stiller sig selv spørgsmålet: »Hvem vil jeg virkelig gerne arbejde med?« begynder han at spore sig ind på en fremtidig karriere. For Gary er en stor beundrer af Virgins chef -Richard Branson, og via kontakter får han pludselig mulighed for at freelance på et helt nyt projekt for Virgin.
»Jeg røg lige ind i en ny business-gruppe. Det var utrolig dynamisk og kaotisk, men for første gang i mit liv nød jeg endelig at skulle op om morgenen for at gå på arbejde«.
Gary arbejder som freelancer i 22 måneder, før han tilbydes fast job i en gruppe, der gransker forretningsmuligheder og afgør fremtiden for en række start-ups. Dermed er hans karrieretransformation omsider gennemført, og trods den megen turbulens er han ikke i tvivl om, at han har gjort det rigtige.
»Spørgsmålet er, om jeg ville have været lige så glad ethvert andet sted, hvor jeg kunne have udnyttet mine forskellige evner. Jeg tror det ikke. For hvad der er forskelligt her, er, at jeg arbejder for en person, som jeg altid har beundret; som er en helt ekstraordinær leder og entreprenør, og som jeg lærer en masse af«.
Skal man tro Herminia Ibarra, er Garys forvirrede mellemspil i virkeligheden det perfekte jobskifte. For han tør prøve sig selv af, og dermed følger han test and learn-metoden i modsætning til karriere-konsulenternes plan and implement-model.
»Vi lærer, hvem vi selv er, ved i praksis at teste realiteterne. Ikke teoretisk ved at sidde og kigge ind i os selv. Vi opdager vores virkelige muligheder ved at handle«, siger Herminia Ibarra.
Ud med de gamle netværk
Mens det undervejs i transformationen er vigtigt at skaffe sig nye netværk, er det ifølge Herminia Ibarra næsten lige så vigtigt at skaffe sig af med de gamle. Ikke at man nødvendigvis skal droppe sin ægtefælle eller gamle venner, sådan som det faktisk sker for en del af hendes case-personer, men en del bekendte og kolleger vil utvivlsomt blive sorteret fra, mener hun.
»De gamle netværk forventer, at du er den, du altid har været. Selv om de egentlig vil dig det godt, så kan de ofte vise sig at være en bremse for dit skifte. De kender dig som bogholder eller professor, og når du så pludselig vil noget helt andet, så er det svært for dem at se dig i det lys. Ofte er det også truende for venner og familie, når du pludselig dropper ud af din hidtidige rolle. Det kan ligefrem bringe stabiliteten i et venskab eller en familie i fare«, forklarer hun.
»Også gamle kolleger vil forsøge at fastholde dig i din gamle karriere. For hvis du skifter, hvad så med dem? Så efterlader du dem med spørgsmålet om, hvad de selv skal«.
For Herminia Ibarra er der ingen tvivl om, at karriereskift fremover vil blive mere og mere almindeligt. For folk i dag, siger hun, vil have mere ud af deres liv. De er mere bevidste om kvaliteten af deres tilværelse, og de er frem for alt mere modige end før.
»De fleste af os vil i gennemsnit arbejde for tre forskellige organisationer i vores liv, og vi vil i det mindste gennemføre ét større karriereskifte. Det samme vil mange af vores venner og familiemedlemmer.
At vide, hvilke forhindringer der måske ligger på vejen foran os, mindsker ikke usikkerheden. Men det vil øge vores chancer for at starte godt ud. Så hvad du end kan eller drømmer om at kunne: Gør det!«
