DPU direktør og lægechef skrev årets Master-artikel

To forandringsagenter, som i 2004 blev Master of Public Administration, vandt -artikelkonkurrencen, der er udskrevet af redaktøren for Ledelse i Dag, Flemming Flyvholm. En enig dommerkomité ville give den prestigefyldte pris til deres artikel, der beskriver udfordringerne ved at arbejde i en matrix-organisation

Af Ulla Bechsgaard

01. oktober 2005

Umiddelbart efter afslutningen af MPA-uddannelsen skiftede de begge job til mere indflydelsesrige stillinger. Nu er masteruddannelsen blevet kronet med endnu en sejr. Universitetsdirektør Mette Risak, Danmarks Pædagogiske Universitet, og lægechef Claus Falck Larsen, Hillerød Sygehus, er kåret som vindere af konkurrencen Årets Master-artikel.

Hele vejen igennem masteruddannelsen har de været optaget af samspillet mellem organisationen og de enkelte individer. Derfor var det også den konfliktfyldte matrix-organisation, som de valgte at skrive om til konkurrencen, på trods af at matrix-organisationen ikke var emnet for deres masterafhandling.

At prisen er udskrevet af Ledelse i Dag, er særligt tilfredsstillende for de to prisvindere, idet de mener, at der er fuld overensstemmelse mellem missionen for Ledelse i Dag og missionen for deres personlige lederskab.
Mette Risak forklarer:

»Artiklen er udtryk for en bestemt metode i ledelsesarbejdet, hvor vi anvender forskningsbaseret viden som baggrund for analyse og refleksion af de problemstillinger, vi møder i dagligdagen. Det gjorde vi ikke på samme systematiske måde før MPA'en, og det er præcis dér, uddannelsens styrke ligger«.

Forankret i forskning
Tidsskriftet Ledelse i Dag ser ligeledes ledelse som en selvstændig disciplin forankret i forskning og i reflekteret praksis.

»Det har været en fornøjelse at skrive en artikel til Ledelse i Dag, fordi det netop er et tidsskrift med en ambition om at lade forskning og praksis mødes. Vi synes, at der er megen ledelseslitteratur, som har »opskrift«-præg og forsøger at sælge lette løsninger til travle ledere. Ofte bliver ledelsesmodeller designet, så de også kan bruges af konsulentfirmaer, der lever af at implementere dem«, siger Mette Risak.

Det væsentligste for Claus Falck Larsen og Mette Risak er at erindre om, at vi har en historie. Byg videre på den eksisterende viden fra tidligere forskningsresultater, når du står over for en ledelsesudfordring, opfordrer de. Og det gælder, når det drejer sig om organisationsændring eller fusion; dysfunktionelle strukturer eller medarbejdere. Ellers ender det med, at vi opfinder de samme problemer og løsninger om og om igen.

Bogudgivelse
At vinde konkurrencen Årets Master-artikel indebærer såvel en offentliggørelse af artiklen i Ledelse i Dag som en forhandling om en bogkontrakt. Det første møde mellem forlagsdirektør Lise Nestelsø og redaktør Erlend Steen Thorvardson fra Børsens Forlag har været holdt. Emnet for bogen er ikke valgt, men det kan muligvis blive en del af forlagets serie Offentlig ledelse. Om der kommer en bog ud af det, afhænger af prisvindernes flid og evne til at formidle. De har imidlertid begge erfaring med skribentvirksomhed.

At Mette Risak og Claus Falck Larsen fortsat vil være dybt involverede i ledelse og i det MPA-netværk, som CBS er tovholder for, hersker der der-imod ikke tvivl om.

Forandringsagenter
Claus Falck Larsen er lægechef på Ortopædkirurgisk Enhed på Hillerød Sygehus. Som i mange af de øvrige amter har Frederiksborg Amts Sundhedsvæsen været igennem en omfattende organisatorisk ændring fra en struktur med sygehuse til nu fagligt funderede funktionsenheder på tværs af alle sygehuse.

I denne proces har MPA'en været en væsentlig ballast for lægechefen:

»MPA'ere er blevet italesat som forandringsagenter, og det har i høj grad været den funktion, jeg har haft som leder de senere år. Udfordringen og styrken har været at omsætte studiets teori til praksis i et felt under konstant forandring. Både Mette Risak og jeg fik efter MPA ledelsesudfordringer i nye job. Interessant er det, at vores verdener er umiddelbart forskellige - men så alligevel ikke, når det kommer til stykket. Vi er begge forsøgt organiseret i matrix - med vekslende held. Det har vi brugt meget tid på at diskutere og hjælpe hinanden videre med. MPAnetværket er en realitet og giver mange muligheder«, siger Claus Falck Larsen.

Mette Risak har deltaget i forsøg med implementering af matrix-struktur siden 1991, og i hendes nuværende job fylder det meget, fordi hun nu sidder i topledelsen i en organisation, der fra sin start i 2000 er forsøgt organiseret i matrix, hvilket er uvant for universiteterne. Vi begynder dog at kunne se matrix-organisering også andre steder i forbindelse med implementeringen af den ny universitetslov.
lid@lederne.dk

Dommerkomiteen til Årets Master-artikel
Professor Nina Smith, Handelshøjskolen i Århus
Rektor Finn Junge, CBS
Forlagsdirektør Lise Nestelsø, Børsens Forlag
Formand Svend Askær, Ledernes Hovedorganisation
Mediechef Ulla Bechsgaard, Ledernes Hovedorganisation.