Det er ikke kun Marjorie Kelly, der sætter spørgsmålstegn ved aktionærernes gudgivne ret til virksomhedernes resultater.
Mange, måske de fleste, i kredsen af finansverdenens teoretikere og praktikere mener ganske vist, at en virksomhed alene skal tjene sine ejere, aktionærerne.
»Den opfattelse, at bestyrelsen på en eller anden måde må afbalancere aktionærernes interesser med andre interessenters interesser, fejlfortolker fundamentalt ledelsens rolle«, hedder det i en »Statement on Corporate Governance« fra Business Round-table 1), en indflydelsesrig gruppe koncernchefer fra USA's 200 største virksomheder.
Men det er en opfattelse, som afvises af mange, der ligesom Marjorie Kelly mener, at der er andre, som har en større andel i virksomhedens resultater og derfor en større adkomst til at blive hørt. Det bekræfter to kendte professorer fra Copenhagen Business School over for Ledelse i Dag: Laurids Hedaa, Center for Applied Management Studies, der har ejerledede virksomheder som sit særlige interessefelt, og professor emeritus Peter Pruzan, tilknyttet Center for Corporate Values and Respon-sibility.
Misforstået økonomi
»Fra mine mange undersøgelser af ejerledede virksomheder ved jeg, at målsætningen ikke er profitmaksimering«, forklarer Laurids Hedaa.
Ejerlederen, som både har ansvaret og risikoen, styrer efter en række andre mål og føler en ansvarlighed over for såvel medarbejdere som kunder og ikke mindst over for sit eget og virksomhedens ry som borger i samfundet.
»Den neoklassiske teori antager, at ejerne kun er interesseret i profit. Derpå bygger en række modeller om udbud og efterspørgsel, prisdannelse og profitmaksimering. Man har glemt, at det kun er en antagelse. Det bliver gjort til et normativt krav, som alle gentager. Og det gentages, at vi ikke må glemme, at det hele drejer sig om, at aktionærerne skal tjene så meget som muligt«, forklarer Laurids Hedaa.
Mange direktørers løn bestemmes af, om aktionærerne er tilfredse. For at tilfredsstille den valgte bestyrelse vil de prøve at betjene aktionærerne så godt som muligt. Og journalisterne, som har lært den økonomiske teori, har svært ved at håndtere andre interessenter. De taler om aktionærerne, for dem forstår de.
»Men når man ser bort fra stifterne, er aktionærerne de mest illoyale af virksomhedens stake-holders. Mange kender ikke den virksomhed, de har penge i. De køber og sælger og er hamrende ligeglade med virksomheden. Hvorfor skulle man lige pleje denne gruppe? Det er et spørgsmål, man kunne forske dybere i. Jeg er helt i overensstemmelse med Marjorie Kellys tanker«, erklærer professor Hedaa.
Et bredere ansvar
»En virksomhed har et ansvar over for en meget bredere gruppe end aktionærerne, især over for medarbejderne, som påvirker og er påvirket af resultatet i langt højere grad«, erklærer Peter Pruzan, i sin tid hovedmand bag det etiske regnskab og i dag en førende talsmand for virksomhe-dernes samfundsansvar.
Han er enig med Laurids Hedaa i, at de personlige ejere og ejerfamilierne har en drøm, en vision om en helhed, mens aktionærerne i almindelighed kun ser på afkastet. Men hvorfor har aktionærer ikke nogle af de samme visioner som ejerlederne? Det skyldes, at vi er grådige. Vi taler om værdibaseret ledelse, men vi er stort set værdiløse i forhold til et godt liv. Det nemmeste at måle, og det gælder såvel det enkelte menneske som virksomheden, er rigdom: Hus, bil, tøj eller overskud og p/e, et fantastisk enkelt mål.
I teorien skulle kursen på en virksomheds aktier afspejle den akkumulerede nutidsværdi af forventningerne til de fremtidige indtjeninger. Men det har efter professor Pruzans mening intet hold i virkeligheden. Når et kvartalsresultat, der er lidt mindre end forventet, kan medføre store kursfald, har det intet at gøre med tilbagediskontering af indtægtsmuligheder, men simpel massepsykologi.
»Når vi ikke vil beskæftige os med virkeligheden, hæfter vi os ved symboler. Det kan resultere i dispositioner, hvor virksomheden bliver belånt til skorstenen og får væsentligt større udgifter end før«, siger Pruzan.
Her henviser han blandt andet til salget af aktierne i ISS. Det har gavnet aktionærerne, men ikke virksomheden, og en international bankmand har betegnet det som »Danmarkshistoriens foreløbigt største lovlige selskabstømning« 2).
»Jeg er enig i Marjorie Kellys analyse. At kalde private aktiekøbere for investorer er noget sludder. Folk, der køber aktier, investerer ikke. De gambler. De identificerer sig ikke med virksomhedens politik, dens formål, dens medarbejdere. De er lige som andre, der køber en lotteriseddel«, siger Peter Pruzan.
Noter
1.Business Roundtable: Statement on Corporate Governance. September 1997.
2.Robert Spliid, chef for IKB Deutsche Industriebank i Luxembourg: Rylbergs moral svigtede. Børsen 30.5.2005.
