Når lederen bliver gidsel

For at opnå balance i livet må den enkelte acceptere, at livet er fuldt af modsatrettede krav, og at det er nødvendigt at foretage valg. Dilemmaer kan kun løses ved at vælge, og man skal være bevidst om, at ethvert valg har en pris.

Work-life balance skabes inde i hovedet på den enkelte, siger George Kohlrieser. Er man først blevet opmærksom på, at stress og dårlig samvittighed er ved at få overtaget, kan man også tage et ansvar, mener han. Det kan være nødvendigt at tage nogle opgør, selvom mange af os er konfliktsky. Men hvem vil du helst tækkes? Chefen, børnene, familien, vennerne eller dig selv?

Han ser dem hele tiden. Topchefen og den ambitiøse mellemleder. Finansdirektøren, salgschefen eller den flittige senior vice president. Forskellige titler, fra forskellige virksomheder. Men med ét til fælles: De har ladet arbejdet overtage deres liv. Og ofte i en sådan grad, at de helt har mistet herredømmet.

For George Kohlrieser er de hver især en case, som bekræfter hans forskning. Succesfulde mennesker og dygtige ledere. Men folk, som i årevis har satset næsten ensidigt på jobbet og konstant forsømt familien og de sociale relationer.

»De er blevet gidsler af deres arbejde, workaholics om du vil. Arbejder 80 timer om ugen uden nogensinde at stoppe op og spørge sig selv hvorfor«.
George Kohlrieser er klinisk psykolog og professor i ledelse og organisational behaviour på den ansete MBA-skole IMD i Schweiz. En rund, ekstremt nærværende mand, hvis High Performance Leadership- program er blevet et vendepunkt for mange topchefer.

Hos ham har ledere fra Coca-Cola, Hewlett-Packard, IBM, Motorola, Nestlé, Nokia og Toyota fundet lige det værktøj, som har kunnet bringe dem op i klassen fra good til great. Ikke fordi Kohlrieser leverer nogen færdig succesopskrift, men fordi han lærer lederne at lytte til sig selv og dermed bruge deres egen personlighed mere effektivt. Og mere ærligt. Al god ledelse er nemlig, siger Kohlrieser, et »spørgsmål om mindset«.

Ifølge den amerikanske professor er et udsultet privatliv en af de største forhindringer for at nå det sidste stykke og performe optimalt. For selv de mest ambitiøse og de mest hårdføre har brug for kærlighed, fritid, venner og afslapning; dét, som Kohlrieser kalder en »secure base«, en sikker base.

»Selvfølgelig er der perioder, hvor man må knokle, og hvor man har mindre tid til sig selv og sine relationer. Work-life balance er jo ikke en statisk størrelse. Det er et pendul, der svinger. Problemet opstår, når pendulet hænger fast ude i den ene side, og man aldrig får tid til at lade op«, siger Kohlrieser.

»Hvis folk bare begraver sig i arbejde og glemmer at knytte bånd og pleje deres følelser. Kommer sent fra arbejde og kaster sig på hovedet i seng. Aldrig får snakket med konen og børnene, skære hobbyerne fra og dropper det sociale. Det er livsfarligt, fordi den slags mennesker ender med at brænde ud«.

Ifølge Kohlrieser er det første, klassiske, tegn en indre ulykkelighed. Folk, der gør arbejdet til det centrale omdrejningspunkt, bliver hurtigt ensomme.
»Og helt ærligt: Det sætter sig i kroppen. Jeg ser det igen og igen. Hvordan disse mennesker brænder deres neuroner af og får dårligt hjerte, ondt i ryggen og for højt blodtryk«, siger IMD-professoren og slår ud med armene.

Selv har han heller ikke for lidt at lave. Han farer kloden rundt, og det har taget flere måneder at finde en dato for interviewet her. Han giver kurser, coacher topledere, holder taler og er konsulent for nogle af verdens største selskaber. I ti år havde han sit eget radiotalkshow i USA, hvor han gav psykologiske råd, og han er efterhånden en garvet forhandler i gidselsager. Amerikansk politi har brugt ham gentagne gange, og han har været officielt udsendt til både Mellemøsten og Kroatien, hvor han har hjulpet traumatiserede soldater tilbage til et civilt liv.

Skulle sådan en mand ikke være stresset? Og hvornår har han i øvrigt tid til sin familie?

»Jamen, det handler ikke om, hvor travlt man har. Det handler om at vælge. At være bevidst om sit liv og sine valg. Jeg kender masser af folk, der knokler. Men de svigter ikke deres familie, de husker at bruge tid på deres nærmeste og på at lade batterierne op. De vælger selv, hvordan de disponerer«.

Kohlrieser ligner en mand, der har ret. For selv om kalenderen er overtegnet, og sekretæren ræser ud og ind, så har han tilsyneladende al den tid, vi har brug for. Han er aldeles afbalanceret, og en kop med malede bogstaver, »Papa, I love you«, vidner om en sikker hjemmebase.

Tænk anderledes
Ifølge en stor international Gallup-undersøgelse fra december 2003 vil tre ud af fire ledere gerne have mere tid til deres familie, og halvdelen siger ligefrem, at de er så mentalt og fysisk udmattede af jobbet, at de ikke orker andet end at arbejde og sove.

»Jeg tror, work-life balance bliver et af de helt store samfundsemner i de kommende år. Mange chefer er blevet opmærksomme på, at de skal passe på - ikke bare på sig selv, men også på deres medarbejdere. At de ansatte risikerer at gå ned, hvis deres liv presses ud af balance«.

Her understøttes Kohlrieser af den internationale Gallup-undersøgelse, som estimerer, at utilfredse medarbejdere alene i Tyskland koster 260 millioner euro årligt i tabt produktivitet. Fordi uengagerede medarbejdere melder sig syge eller skifter job for tit.

»Mange virksomheder er begyndt at introducere flekstid og børnepasningsordninger for deres ansatte. For at hjælpe dem til en mere smidig dagligdag. Og det er godt«, mener Kohlrieser.

»Men i sidste ende handler det mest om den enkeltes egen tankegang og mindre om de ordninger, virksomheden stiller til rådighed. Work-life balance skabes inde i hovedet på den enkelte«.

George Kohlrieser nævner eksemplet med en mand, som han har coachet. En travl erhvervsmand, der rejser meget, og som efterhånden var løbet sur i sit liv. Især forholdet til den lille datter var blevet stadig dårligere, i takt med at manden arbejdede mere og mere.

»Datteren græd hjerteskærende, hver eneste gang han skulle af sted. Og når han så endelig var hjemme, sad hun bare og så fjernsyn og gad knap snakke med ham. Manden forstod det ikke, men han havde kronisk dårlig samvittighed og var efterhånden indstillet på at kvitte sit job.

Jeg fik ham til at fortælle, hvordan han talte med sin datter. Og jeg forstod, at han altid beklagede og undskyldte, at de sås så lidt, i stedet for at tale positivt og optimistisk om alt det, de kunne gøre sammen, næste gang han kom hjem. Og jeg forstod, at han ikke turde trække hende væk fra fjernsynet, når han endelig var hjemme. Fordi han ikke ville forstyrre hende i den dagligdag, hun havde skabt, når han var væk.

Men det var jo forkert. Han var så paralyseret i sin egen dårlige samvittighed, at den også åd den tid, han reelt havde sammen med datteren. Så jeg fik ham i første omgang til at ændre attitude. Til at stå ved sine valg, til at være glad, når han skulle af sted, sige: »Nu skal far rejse, men når jeg kommer hjem på fredag, så laver vi noget dejligt sammen«, og så faktisk gøre de ting, han havde lovet sin datter. Det ændrede enormt meget. Og hurtigt«, siger Kohlrieser.

»At opnå balance i livet er i høj grad at acceptere, at dilemmaer kun løses ved at vælge. Alle valg har en pris, og det bør man være bevidst om. Så næste gang du står i en situation med modsatrettede krav, så tænk over det: Hvem er det, du gerne vil please? Din chef, børnene, familien, vennerne eller dig selv?«

»Man kan ikke nå alting på samme tid, og medmindre man skal rende rundt og være tynget af skyld og dårlig samvittighed, så er man nødt til bevidst at vælge. Gøre sig klart, hvad det er, der er det vigtigste i livet. Og det er jo egentlig sjældent en stor villa eller en ny bil«, smiler George Kohlrieser med et tvist af syrlighed.

»Helt ærligt, jeg har som psykolog siddet ved mange dødslejer, og jeg har endnu aldrig hørt nogen sige, at de ville ønske, de havde arbejdet noget mere. Men jeg har hørt mange sige, at de gerne ville have været mere sammen med deres familie«.

Manden, der ville vinde
IMD-professoren er helt klar over, at det for mange travle og succesfulde erhvervsfolk er svært åbenlyst at indrømme, at de har en ubalance i livet. For det er ligesom blevet smart og indbegrebet af en karriere at arbejde 70-80 timer om ugen. Og hvem tør sige på et direktionsmøde, at man savner at lægge puslespil med sine børn eller lade ægteskabet op med en lang weekend på landet?

»Men behovet er der. Når vi i juni måned hvert år holder et seksdageskursus, Orchestrating Winning Performance, her på IMD, så er mine work-life balance sessions de mest søgte overhovedet, totalt overtegnede. Folk vælter ind.

Til gengæld har vi måttet opgive at holde selvstændige kurser alene om work-life balance. For topchefer vil simpelthen ikke være bekendt at fortælle deres Human Resource-afdeling, at de har brug for den slags kurser«.

En glat facade udadtil er altså stadigvæk afgørende, og måske derfor laver mange erhvervsfolk også først om på deres liv, når de er tvunget til det. Når konen flytter, eller hjertet koger over. Når de pludselig lander i akut krise.

»Det er helt typisk: Der skal en personlig krise til«, siger George Kohlrieser og giver eksemplet på en 56-årig mand, som han har mødt efter en alvorlig krise.

»Manden var en succesfuld erhvervsleder og - hvis man spurgte hans kone - gift med sit arbejde. Men en solrig martsdag havde han for en gangs skyld taget fri og var taget op i bjergene for at stå på ski med sin 17-årige søn.

Sønnen var ivrig efter at vise faderen, hvor god han var til at stå på ski, og han prøvede at løbe fra faderen ned ad pisten. Men manden ville ikke give sig. Han ville ikke lade sin søn vinde og pressede sig derfor til det yderste, med det resultat at han løb lige ind i et træ.

Da lægerne senere fortalte ham, at han aldrig mere ville kunne løbe på ski, faldt han i dyb depression, og sønnen fik dårlig samvittighed, fordi han ikke havde ladet sin far vinde«, siger George Kohlrieser og ryster på hovedet af denne omvendte far-søn-relation, hvor en far ikke engang kan lade sin søn vinde.

»Først da faderen så drengens skyldfølelse, forstod han, at han selv havde brugt de sidste tyve år på at være den bedste, ikke bare på arbejdet, men også derhjemme.

Okay, hans enorme ambitioner havde indbragt ham en stor løn og en fin titel, men han havde reelt ikke formået at bygge følelsesmæssige bånd til sin nærmeste familie, og han var så langt ude, at han ikke engang kunne glæde sig over sine børns udvikling og fremskridt«, siger Kohlrieser, der har fået mandens tilladelse til at bruge historien i sin undervisning.

»I dag, flere år efter ulykken, lever manden selvfølgelig helt anderledes, og han siger selv, at han fortryder, at han ikke fik denne indsigt tidligere i sin karriere. For det ville have sparet både ham selv, hans familie og hans ansatte for mange pinsler. Men historien viser trods alt, at man stadig kan sadle om sent i livet«.

Tag konflikten
For George Kohlrieser er der ingen tvivl om, at mange ledere skader arbejdspladsen med deres arbejdsliderlighed. For når lederen stadig sidder på sin pind klokken 20 om aftenen, tør medarbejderne ikke gå hjem. Dermed smitter chefen de ansatte og tvinger dem ind i en usund fordeling mellem arbejde og privatliv.

»Mange timer på arbejdet er jo ikke ensbetydende med stor effektivitet, men desværre tror mange folk, at det vil skade deres karriere, hvis de siger nej til arbejdet. Der er i det hele taget en hel masse dumme myter om work-life balance. Som for eksempel at det er umuligt at have tid til sin familie, hvis man vil være topleder, og at det er et svaghedstegn at forlange balance i livet. Eller endnu værre, som jeg har hørt nogle sige det, at »en familievenlig virksomhedspolitik kun er for kvinder««.

Men hvad skal man konkret gøre for at ændre sit arbejdsliv? For det er jo ikke nok bare at være bevidst om problemet?

»Nej, men når man først er opmærksom på situationen, kan man tage et ansvar. I stedet for bare at følge med må man stoppe op. Vælge. Sortere fra. Og sige nej. Det sidste er faktisk noget af det vigtigste.

Og så skal folk turde kigge indad. Spørge sig selv, hvorfor de arbejder så meget. Flygter de for eksempel fra noget derhjemme? I så fald må de konfrontere problemet og tage konflikten for at få ryddet op i deres følelsesliv«, siger Kohlrieser.

Netop Conflict Management er uhyre vigtigt for en bedre work-life balance. For rigtig mange mennesker, mener professoren, er konfliktsky og undgår derfor konsekvent at tage de nødvendige opgør, for eksempel i ægteskabet. Men vil man have en sund balance i livet, er man pinedød nødt til at tage et opgør en gang imellem.

Endelig er Stress Management af afgørende betydning. Altså hvordan man reagerer på presset udefra; når e-mailene vælter ind, chefen kræver øjeblikkelig action, konen ringer, og barnet er sygt.

»Igen er det et spørgsmål om mindset, og der findes virkelig mennesker, som formår totalt at afværge stress. Nelson Mandela, der var 27 år i et sydafrikansk fængsel, for eksempel. Uden at bryde ned«.

George Kohlrieser er overbevist om, at en bedre balance mellem arbejde og privatliv har direkte indflydelse på virksomhedernes bundlinje. For er medarbejderne glade, skaber det mindre stress og færre udbrændte. Sygefraværet falder, mens kreati-vitet og produktivitet stiger. En win-win situation, som de siger på business-skolerne.

»Jeg skal bare have folk til at tro på det«.