Pludselig har man 5000 under sig

Pludselig sidder man på en ministerpost med måske 5.000 ansatte under sig. Fra den ene dag til den anden. Det er en stor omvæltning. Erfaringerne med moderne personaleledelse, bløde værdier og positiv medarbejderpleje kan ligge på et næsten ikke-eksisterende sted for de fleste, der rykker fra Folketinget og over i et af ministerierne, når de har fået den berømte opringning fra landets statsminister.

Som menigt folketingsmedlem har du typisk måttet dele en kontordame med en partifælle eller to. Eller haft en ung og ivrig student til at gå til hånde på halv tid. Det træner ikke ligefrem én til at blive verdensmester i at få det bedste frem i folk i en stor organisation.

»Der er mange toppolitikere og ministre, vi roser i dette land, og hvor vi siger: Nej, hvor er de dygtige. Men når man snakker med de folk, der har arbejdet for dem, var de simpelt hen et dumt svin«, siger cand.scient.pol. Per Rystrøm, der har arbejdet som presserådgiver for Henrik Dam Kristensen, da denne var fødevareminister og socialminister.

Han understreger, at kritikken ikke på nogen måde er rettet mod hans tidligere politiske chef. Men generelt vurderer han, at mange politikere er amatører inden for personaleledelse. Det er da heller ikke dygtighed inden for det felt, der giver point. Det er mindst syv andre egenskaber, der tæller i politik.
Så man kan sige, at de ikke er trænede i at håndtere bløde værdier?

»Nej. Til gengæld er de trænede i at kommunikere de bløde værdier. Altså i forhold til vælgerne. Som toppolitiker i dag skal du finde det rette miks mellem blød og hård kommunikation. Du skal vise empati og medfølelse – at du er på bølgelængde med vælgerne og deler deres bekymringer. Det er den bløde kommunikation. Den hårde er den, hvor du kommer med visioner og løsninger. Dermed viser du, at du har et ekstra gear i forhold til vælgerne, nemlig at det er dig, der skal tage beslutningerne«.

En ung Foghs skatteregime
Anders Fogh Rasmussen er et af de hårde eksempler på, hvor galt det kan gå, når en ung og uerfaren minister ligefrem skaber rædsel omkring sig i et ministerium. I portrætbogen »Fogh – Historien om en statsminister«1) træder fem embedsmænd fra Skatteministeriet frem – anonymt. De kalder hans skatteministertid i slutningen af 1980’erne for et »rædselsregime«.

»Da han blev minister, optrådte han nok som det dummeste svin i nyere tid. Han har en plovfure af lig bag sig. Han var helt nådesløs og skabte et rent rædselsregime. Han gjorde sig så forhadt med sine holdninger til skattesystemet og embedsværket. Han havde en karakteristik af folk som uduelige. I hans verden var Skatteministeriet en socialdemokratisk blodsugningsmaskine inficeret af Robin Hood-typer, der ikke ville rette en skude, som havde sejlet den samme vej i 40 år«, siger en af embedsmændene her 15 år efter.

Denne mener, at Fogh undergravede embedsmændenes autoritet med en vanvittig fejl-jagning. Systemet blev angst. Og når han så selv begår sin første fejl, bliver han dolket – af sine egne embedsmænd.

Sagen om den kreative bogføring førte som bekendt til, at han måtte gå af. Men det burde ikke være en sag, der fælder en minister, mener embedsmanden:

»Når han blev fældet alligevel, var det, fordi han igennem fem år havde terroriseret ministeriet«.

Moralen er, at en minister kan betale dyre lærepenge, hvis han ikke slår op i personalehåndbogen under ordet empati.

En stakåndet minister
Steen Hildebrandt – professor på Handelshøjskolen i Århus – siger, at en typisk dansk minister ikke bruger mange stunder på personaleledelse og organisationsudvikling.

»Den danske toppolitiker ser ikke på sig selv som personaleleder, men som en vælgervendt person, som bare skal have hjælp af sit produktionsapparat«.

Det er vel også sin sag pludselig at blive leder for tusindvis af mennesker?

»Derfor vil mange ministre heller ikke påtage sig den opgave. De får aldrig tid og kræfter til at vende sig indad i organisationen. De er hele tiden optaget af den politiske dagsorden, og så har de nogle til at tage sig af apparatet. Der kommer »Javel, hr. minister« ind«.

Går sådan en ministertype glip af menneskelige ressourcer?

»Det tror jeg. Hvis en minister har roen på sig og magter at komme i dialog med flere lag i sit ministerium og tør lade sig inspirere og provokere, kan han eller hun trække meget mere kreativ kraft ud af ministeriet. Det kræver, at du ikke praktiserer stakåndet personaleledelse«.

Stakåndet?
»Der er forskel på ministre. Men der vil være nogle, som aldrig når at slappe så meget af, at de bliver opfattet som topledere i ministeriet. Dermed får de ikke glæde af al kreativiteten«.

Generelt mener Steen Hildebrandt, at personalepolitisk ansvarlighed kan ligge på et meget lille sted i landspolitik. I den forbindelse kan han ikke lade være med at komme med en bredside. Nemlig mod kommunalreformen, der berører mere end en halv million ansatte i den offentlige sektor. Dér har staten tromlet hen over personalet, mener han:

»Hvis en privat virksomhed havde talt om sin egen organisation og dens udvikling på den måde – og i den grad glemt personalet, som staten har det – så var virksomheden blevet hængt ud i medierne som det værste kapitalistiske, man kunne forestille sig«.

Ingen bøger på natbordet
Spørgsmålet er, hvor meget toppolitikere fægter i blinde, når det handler om en mere teoretisk funderet viden om ledelse og lederskab. Hvis man spurgte partilederne, hvilken ledelsesretning de bekender sig til, eller hvilken aktuel bog om ledelse der ligger på deres natbord, ville man næppe få noget svar, mener Per Rystrøm.

»Selvom ikke så få politikere er bogmennesker, ville de formentlig ligne ét stort spørgsmålstegn. De, der ville svare – det ville et par stykker nok – ville sige, at de kigger på den del af ledelseslitteraturen, der handler om strategi. Altså om virksomhedsstrategi, men ikke noget med personaleledelse«.

Heller ikke Steen Hildebrandt tror på, at politikere ville være i stand til at pege på, hvilken teoribog om ledelse der har inspireret og guidet dem i deres politikerliv.

»Jeg tror ikke, du ville få et svar. Hvis man greb en politiker i at læse en bog, så ville det nok snarere være en politisk biografi. De vil have personlig inspiration snarere end læse teoribøger. Det kunne være Clintons erindringer om sit politiske liv. Eller Uffe Ellemann-Jensens bog, som jeg forestiller mig, mange i Venstre og VU lader sig inspirere af«.

Steen Hildebrandt tror også, at politikere henter inspiration ved at kigge hinanden over skuldrene over landegrænser. At de har forbilleder, de møder i EU, NATO eller deres europæiske partiorganisationer.

Storbritanniens premierminister Tony Blair har eksempelvis ofte været nævnt som inspirationskilde for Anders Fogh Rasmussen. Det er en kendt sag, at Venstre-toppen forud for den sejrrige valgkamp i 2001 havde ladet sig kraftigt inspirere af Philip Gould, kampagnestrateg for Tony Blair.

Foghs ide til kontrakt med vælgerne
Det var Gould, der kreerede ideen om, at New Labours vej tilbage til regeringsmagten var at komme med få, konkrete og målbare løfter, der efterfølgende kunne kontrolleres af vælgerne2). Det førte i Venstres hjemlige udgave til Foghs kontraktpolitik, en strategi, der er blevet gentaget i den netop overståede valgkamp3). Det er sket med syv konkrete løfter, som passer til sloganet »Venstre – så ved du, det bli’r til noget«. Man lover noget, og så holder man det. Kontrollér selv. Sådan lyder kontrakten med vælgerne.

Steen Hildebrandt erkender, at han kan lyde lidt barsk, når han revser politikerne for manglende teori-hunger.
Ledelsesforskerne skal selv huske at være en smule ydmyge. De forskningsbaserede bøger om politisk lederskab står nemlig ikke ligefrem i kø på reolerne.

»Når jeg lidt skråsikkert siger, at politikerne undlader at læse, er en af grundene også, at der såmænd heller ikke er så meget relevant at kaste sig over. Så de er i nogen grad undskyldt«.

 

---

 

Noter

1. »Fogh -historien om en statsminister«. En biografi af Anne Sfoie Kragh-

2. Se mere i Philip Goulds bog »The Unfinished Revolution: How the Modernisers Saved the Labour Party«.

3. Se Venstres valgprogram »Valgløfter« fra januar 2005. Det rummer syv konkrete valgløfter, som vælgerne kan kontrollere bliver indfriet.