Er statsministeren blot bestyrer af et socialdemokratisk kopi-projekt? Det mener kritikere. Samtidig har en anden dansk partileder som den -første i Europa fået succes ved at appellere til den nye kreative klasse
Af Peter Mose
01. marts 2005
Nok genvandt Anders Fogh Rasmussen regeringsmagten, men reelt gjorde han det som bestyrer af et socialdemokratisk kopi-projekt. Nok erobrede han statsministerposten endnu en gang, men han tabte politikken. Der er hele tre socialdemokratiske partier i dette land: Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti.
Den krasse kritik af Foghs politiske lederskab kommer ikke bare fra dele af hans eget bagland. Også erhvervsledere er mere end skeptiske.
De spørger, om den nys overståede valgkamp var et farvel til den liberale ideologi som politisk projekt, som han selv kom til at antyde det i et øjebliks overraskende skødesløshed? Eller har han en mere langsigtet og raffineret plan i ærmet – om langsomt og over flere valgperioder at af-socialdemokratisere fædrelandet?
I dette temanummer om politisk lederskab gennemgår vi, hvilket stof man skal være gjort af som toppolitiker – nu og i fremtiden.
Jelved har været i bogladen
Tydeligt er det, at både Venstre og valgets store vinder – De Radikale – har fået deres inspiration uden for landets grænser. De to partiledere har simpelt hen læst bøger.
Fogh har hentet ideen til den meget omtalte kontraktpolitik i den britiske bog »The Unfinished Revolution« skrevet af en af Tony Blairs rådgivere, Philip Gould.
Men også Marianne Jelved har været i bogladerne. Hun har pudset den radikale politik af efter at have læst bestselleren »The Rise of The Creative Class« skrevet af den amerikanske forsker Richard Florida.
Den kreative klasse søger mod storbyen og navnlig den indre bykerne, og i denne smeltedigel opstår de nye ideer, vi skal leve af i morgen, lyder tankegangen.
Husmandspartiet De Radikales historiske fremmarch i de største byer herhjemme skyldes ikke mindst, at R er blevet samlingspunkt for denne selvbevidste, selvstændige, internationalt orienterede klasse. Den favner over skuespillere, forfattere, arkitekter, ledere. Over bøsser og bohemer. Over studerende, unge og »etnere«.
De Radikale har fanget katten
Om det er et forbigående modefænomen, og de nyvundne vælgere efterhånden vil falde fra – det må tiden vise. Men noget tyder på, at De Radikale som et af de første partier overhovedet i Europa har fanget interessen hos den post-moderne vælger, der er som katten – helt sin egen og med sine egne meninger.
Faktum herhjemme er, at vælgerne har belønnet et parti, der tør vise markante og skarpe holdninger til besværlige samfundsspørgsmål. Dermed er den radikale vinderstrategi formentlig en af de mest spændende nyheder i den politiske leders værktøjskasse.
Skulderklappet gælder ikke blot R. Også de reformivrige Konservative har fået et godt valg. Regeringspartneren kræver Foghs kontrakter med vælgerne og kopier af Socialdemokraternes velfærdsløfter skiftet ud med skrappe reformer.
Det spændende spørgsmål er, hvordan disse budskaber fra vælgerne, R og K vil påvirke statsministerens politiske lederskab – inden næste valg.
