Fakta om LOK

LOK forskningscenter er et virtuelt center, som blev iværksat i 1999 og er et samarbejde mellem forskere fra Copenhagen Business School, Handelshøjskolen i Århus, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet. Derudover indgår der en lang række virksomheder og organisationer i samarbejdet. Den daglige ledelse ved professor Flemming Poulfelt har base på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi ved Copenhagen Business School.

01. marts 2005

Forskningsprogrammet er delt ind i 5 temaer, der hver -omfatter en række konkrete projekter. I alt deltager mere end 60 forskere i programmet, som i juni 2005 vil nå sin afslutning. 

De fem temaer 1.

  1. Ledelse og udvikling af menneskelige ressourcer i SMV’er

    Temaleder: Professor Henrik Holt Larsen,
    Copenhagen Business School

    Hvordan udvikles kompetence, social kreativitet og karriere gennem Human Resource Management i SMV’er? Størstedelen af litteratur og forskning i HRM stammer fra store virksomheder og kan ikke bruges i de små og mellemstore, hvis struktur er helt anderledes: mere fleksibel og mindre hierarkisk.
  2. Virksomhedsforandring og fornyelse

    Temaleder: Professor Jens Ove Riis, Aalborg Universitet

    Hvorfor og hvordan forandrer virksomheder sig? Der stilles høje krav til virksomhederne om forandring og udvikling, og for SMV’er gælder det om at kunne imødekomme og gennemføre disse ændringer inden for ganske kort tid.
  3. Innovation og entrepreneurship

    Temaleder: Professor John P. Ulhøi,
    Handelshøjskolen i Århus

    I hvilket omfang kan eksterne og interne faktorer påvirke den succes, den nystartede højteknologiske virksomhed får? Især er der fokus på betydningen af det sociale netværk under den kritiske iværksættelsesproces, dvs. fra idéstadiet til vækststadiet.
  4. Virksomheders organisation og kompetenceopbygning i et samarbejdsperspektiv

    Temaleder: Professor Poul Rind Christensen,
    Syddansk Universitet

    Hvad betyder samarbejdet med andre for SMV’er, og hvilken indflydelse har det på virksomhedens egen organisation og kompetence? Er SMV’er mere åbne over for omverdenen, og indretter og ændrer de i højere grad end de store virksomheder deres organisation under hensyn til forandringer i omgivelserne?
  5. Ledelse af videnprocesser

    Temaleder: Professor Mette Mønsted,
    Copenhagen Business School

    Hvordan kan virksomhedens interne ressourcer udnyttes og kombineres med netværksressourcer, konsulentviden og andre eksterne leverandører og producenter af viden? Viden bliver ikke skabt ud af ingenting, men udviklet og ændret i praktiske situationer, dels ved at udnytte egne erfaringer, dels ved at låne (eller købe) andres erfaringer.

Tørre tal
LOK forskningscenter har lagt stor vægt på formidlingen af forskningen. Dette kan ses af LOK’s mange publikationer – her skal blot nævnes: Fra 1999 til 2004 har LOK-forskerne skrevet 33 artikler til nationale tidsskrifter og 63 artikler til internationale tidsskrifter. 42 bøger er det blevet til samt 126 bogkapitler. LOK har haft 18 ph.d.-studerende under sine vinger, hvoraf de fleste har indleveret deres afhandling.

LOK Avisen
Den halvårlige LOK Avis har udgjort et vigtigt element i formidlingen af LOK’s forskningsresultater. LOK Avisen er en samling artikler, der opsummerer og forklarer, hvad der foregår i LOK inden for de 5 forskningstemaer. Den fokuserer især på de resultater, der er nået, og den ny viden, der er genereret, herunder på de særegne karakteristika, der har vist sig at være gældende for SMV’er. En ny LOK Avis er på gaden – det bliver den sidste i rækken, og den vil derfor være sprængfyldt med spændende resultater, observationer og ny viden. Den vil blive vedlagt Ledelse i Dag i juni, og den vil blive uddelt på LOK-konferencen den 21. april. Derudover kan den samt andre udgaver af LOK Avisen rekvireres gratis hos lok@cbs.dk. Elektroniske udgaver kan desuden læses på www.lok.cbs.dk under »Publikationer«.

Afslutningskonference: Vækst og viden via SMV’er
At LOK forskningscenter afsluttes medio 2005, markeres med en stor konference den 21. april. Konferencen har titlen Vækst og Viden via SMV’er og vil byde på oplæg fra både den politiske verden, erhvervslivet og den akademiske verden, idet LOK vil fremlægge den viden og de resultater, der er genereret gennem ca. 5 års forskning.