Evnen til at gennemføre de 25 valgløfter

I månederne forud for det amerikanske præsident valg i efteråret blev de to kandidaters lederegenskaber nøje gransket ved en stribe høringer i Boston, New York og Washington DC. Her var det ikke valgløfterne fra præsident George W. Bush og senator John Kerry, der var i fokus, men deres meritter, stil og motiver som ledere.

Vidnerne var mennesker med et tæt kendskab til de to – nuværende og tidligere politiske rådgivere, kongresmedlemmer, forskere og mediefolk. En for en blev de stillet spørgsmål som:
Hvordan formulerer og realiserer kandidaten sin politiske dagsorden? Hvordan arbejder han på de indre linjer med sine medarbejdere og rådgivere? Og hvordan samarbejder han med medlemmer af USA’s lovgivende forsamlinger? 

Høringerne, som var et fælles initiativ fra to af USA’s førende tænketanke, American Enterprise Institute (AEI) og Brookings Institute, er eksempler på, at der i en række af USA’s vidensmiljøer tænkes grundigt over disciplinen og fænomenet politisk ledelse.

Om udgangspunktet for høringerne, der første gang blev gennemført ved det amerikanske valg i 2000, siger projektets leder, John C. Fortier fra AEI:

»Vores udgangspunkt var, at der i valgkampe er intens diskussion af kandidaternes ideologiske standpunkter på enkeltsager, en lille smule snak om deres barndom eller skandaler i deres fortid, men ikke nogen granskning af deres reelle ledelseserfaring. Både medier, kommentatorer og forskere har haft en tendens til at ignorere spørgsmålet. Men politisk lederskab er vigtigt, fordi politik handler om at gennemføre ting. Hvis en kandidat giver 25 løfter og siger, han vil opfylde dem inden for et år, er det for eksempel afgørende at vide noget om kandidatens evne til at skabe opbakning i sit eget parti eller samarbejde med politiske modstandere. Og det kan vi få et indtryk af ved at kigge på den enkelte politikers biografi«, siger John C. Fortier, som Ledelse i Dag har mødt i Washington DC.

Ingen nemme opskrifter
Oven på en dansk valgkamp, som blev præget af lige dele overbudspolitik og kradsen i den politiske overflade hos Anders Fogh Rasmussen (V) og Mogens Lykketoft (S), kan man fundere over, hvordan tilsvarende høringer i Danmark ville have påvirket debatten. 

Systematiske forsøg på at vurdere danske politikeres lederegenskaber har hidtil været få. Ugebrevet Mandag Morgen, som har bedømt de fleste danske partiledere, har blandt andet hentet inspiration hos forskerne David Gergen, professor ved Harvard University, og Fred I. Greenstein, professor ved Princeton University.

Begge udpeger en række centrale egenskaber, som alle politiske ledere bør have, og som er omdrejningspunkter for forskernes analyser af for eksempel USA’s forskellige præsidenter. Se tekstboks

Ikke desto mindre er de amerikanske forskere, der beskæftiger sig med politisk lederskab, påpasselige med at opstille teorier og typologier. Som John C. Fortier siger:

»Jeg stiller mig skeptisk over for den forestilling, at politiske lederskabsstrategier kan defineres universelt og kopieres fra den ene leder til den anden. I mine øjne er politisk lederskab et individuelt og situationsbestemt fænomen«.

Kontroller dagsordenen eller forsvind
Et dramatisk billede på, hvordan kravene til politisk lederskab defineres af situationen, er de kaprede fly, der smadrede ind i World Trade Centers to tårne på Manhattan i New York den 11. september 2001. Denne begivenhed har mere end noget andet sat scenen for George W. Bushs lederskab.

Ironisk nok, for var der en ting, Bush manglede interesse og forståelse for, da han besluttede at stille op som republikansk præsidentkandidat, var det netop udenrigspolitik. Tilsvarende har andre præsidenter før ham været betinget af krige, økonomiske op- eller nedture, realpolitiske styrkeforhold og lignende. Det er derfor, John C. Fortier svarer »det kommer an på situationen«, når man beder ham om at udpege de vigtigste elementer i et godt politisk lederskab.

Men hvilke egenskaber kan en politisk leder ikke undvære?

»Jeg vil pege på to: Viljen til at sætte dagsorden og evnen til at arbejde tæt sammen med den lovgivende forsamling. Det første handler om at have en fornemmelse for det store billede, ikke nødvendigvis at fokusere på detaljerne, men derimod at sætte kræfterne ind på sine mærkesager – dét, der er indbegrebet af den enkelte politikers lederskab. Det andet handler om politisk tæft og kompromisvilje – de ting, der sætter en politiker i stand til at mobilisere støtte i sit eget parti og hos politiske modstandere«.

Hvis en politisk leder mangler evnen til at sætte dagsorden, hvad er så konsekvensen?

»Præsidenter, som ikke tager teten, bliver hurtigt opfattet som sekundære i lovgivningsprocessen af parlamentarikerne. Bush siger selv: Hvis du har politisk kapital, skal du bruge den. Det skal forstås sådan, at Bush har brugt sine sejre og popularitet til at fremme forslag fra sit politiske program. Sådan har han gjort efter 11. september, efter Republikanernes fremgang ved midtvejsvalget i 2002 og umiddelbart efter invasionen af Irak.

Det er i modsætning til hans far, den tidligere præsident Bush, som efter den første Golf-krig havde en meget høj tilslutning, men som ikke brugte det til noget. Siden blev han kritiseret for ikke at ville noget med amerikansk indenrigspolitik. George W. Bushs politiske timing er virkelig god. Han har brugt sine sejre til at dominere Kongressens dagsorden med forslag, der allerede optrådte i hans program eller lå hans hjerte nær – for eksempel skattelettelserne, uddannelsesreformen No Child Left Behind og stramningerne af den indenrigspolitiske sikkerhed efter 11. september«.

Bush: Hellere forandringer end dialog
Hvordan vil du beskrive Bushs ledelsesstil i sammenligning med hans forgængers, demokraten Bill Clinton? 

»Denne præsident er meget fokuseret på sin relativt snævre politiske dagsorden. Bush har en udpræget forståelse for, at man kan udføre få, begrænsede ting på særlige tidspunkter, og han forstår at gribe disse øjeblikke, styre dagsordenen og få store ting gennemført. Clinton favnede bredere og kunne forstå og formidle mange forskellige politiske emner. Men mange af de love, han fik gennemført, var af mere symbolsk karakter, for eksempel et forbud mod skoleuniformer. Hans største fortjeneste var den retoriske og organisatoriske forandring af sit eget parti, som var inspireret af 90’ernes internationale politiske debat om Den Tredje Vej. Til gengæld var Clinton langt dygtigere end Bush til at samarbejde med sine republikanske modstandere, for eksempel om NAFTA-frihandelsaftalen«.

Hvad er Bushs største svaghed som leder?

»Helt klart hans manglende sans for tværpolitisk samarbejde. Før valget i 2000 sagde Bush, at han ville ændre tonen i Washington. Og det var nok her, at vi, der analyserede hans lederegenskaber, overvurderede ham mest. For kigger man på hans fortid som guvernør i Texas, så levede han langt hen ad vejen op til sin retorik om samvittighedsfuld konservatisme. I Texas havde han arbejdet tæt sammen med demokraterne, men i Washington gik det hurtigt skævt. Han arbejdede effektivt med sit eget parti – overraskende effektivt – mens han i det store hele er mislykkedes med det tværpolitiske arbejde«.

Er det nødvendigvis en svaghed – handler det ikke netop om at bruge sin politiske kapital?

»Det er ikke nødvendigvis en svaghed, men der er en forskel på at bruge sit flertal og at presse det så hårdt, at man skaber vrede, frustration og polarisering i det politiske system. Bush har gjort det sidste. Der er en ægte mistillid til denne regering fra demokraternes side. Og jeg mener, det risikerer at hæmme Bushs handlemuligheder i sin anden periode«.

Bush er også en religiøs præsident. Er det et aktiv eller et passiv?

»Ja, jeg mener, det er et aktiv. Dels i forhold til de amerikanske vælgere, som generelt er religiøse. Dels da det under den seneste valgkamp lykkedes Bush at beskrive, hvordan hans personlige tro styrker ham som leder. Som han sagde: Hvordan skulle jeg kunne lede krigen mod terror og nyde tillid hos vores tropper og allierede, hvis ikke jeg havde en stærk moralsk forankring? Bushs udtalelse kan selvfølgelig tolkes taktisk, men jeg tror, han virkelig mener det. Og det var i valgkampen med til at definere ham som leder i kontrast til John Kerry, der fremstod mere uklar og famlende som kandidat til posten som øverstkommanderende for USA’s væbnede tropper«.

Det er desuden omdiskuteret, hvordan Bush træffer beslutninger. Nogle siger, at han omgiver sig med ja-sigere. Andre siger, at præsidenten værdsætter medarbejdere, der tør tale ham imod. Hvad er din udlægning?

»Der er et element af sandhed i begge. Som det blandt andet er beskrevet i Bob Woodwards bog, »Plan of Attack«, blev Bush forud for Irak-krigen præsenteret for vidt forskellige analyser fra henholdsvis forsvarsminister Donald Rumsfeld og tidligere udenrigsminister Colin Powell. Men jeg vil ikke tøve med at beskrive denne regering som en af historiens mest topstyrede og stramt dirigerede. Uautoriserede læk til pressen tolereres ikke. Medierne holdes på afstand. En meget stor del af Bushs ministre og rådgivere har han kendt helt tilbage fra sin tid som guvernør i Texas. På godt og ondt er han en leder, som kræver højere loyalitet end nogen tidligere præsident«.

Hvad betyder det for hans lederskab?

»På den positive side betyder det, at han har været i stand til at styre sine budskaber og holde sig til sin politiske plan. Men uviljen til at gå i dialog med omverdenen og dele information for eksempel med sine politiske samarbejdspartnere i Kongressen skaber modstand. Og det er negativt«.

Hvilken etikette vil du overordnet sætte på Bushs lederskab?

»Han har en dagsordenssættende stil. Han evner på en og samme tid at påvirke folks måde at tænke på og at kontrollere dagsordenen i Kongressen. Alle præsidenter har en mulighed for at gøre det, men ikke alle kan. For eksempel var Clinton også dygtig til at gøre indtryk på vælgerne, men ikke nær så succesfuld i sit parlamentariske arbejde«.

Forskning i politisk lederskab´
Hvis du ser et årti tilbage, vil du så sige, at USA’s præsidenter er blevet mere professionelle?

»Nej, ikke umiddelbart. Præsidenter er begrænset af de ydre omstændigheder, de leder under, hvad enten dette har med verdenshistorien eller de politiske flertal at gøre. Desuden ligger det simpelthen i det amerikanske system, at politiske ledere begynder mere eller mindre forfra. Som bekendt skifter vi en stor del af administrationen ud, når de politiske topposter skifter ejermænd. Der er 3.000 politisk udpegede medarbejdere fra Det Hvide Hus til ministerierne«.

Kan du pege på enkeltstående forbedringer, i måden præsidenter leder på?

»Jeg er ikke sikker på, der er sket de store fremskridt. Måske en større bevidsthed om, at præsidentkandidater allerede undervejs i deres kampagne skal begynde at tænke på, hvilket hold de vil stille med, når de bliver indsat. Overgangen fra kampagne til regeringsførelse er vanskelig.
Hvis ikke en ny præsident er hurtigt ude med sin regering, og hvis ikke alle medarbejdere og ministre kender deres roller, så risikerer de at tabe tid og initiativ. Men igen, jeg tror, det er svært at diskutere politisk lederskab i universelle termer«.

Så kan man lidt drillende spørge, hvorfor vi overhovedet skal forske i lederskab, hvis ikke der sker fremskridt?

»Vi skal ikke interessere os for politisk lederskab i håb om at finde opskrifter på politisk succes. Men fordi det er i alles interesse, at politikere bliver set grundigt efter i sømmene – og helst før de sidder med regeringsmagten«.

Når jeg fortæller dig, at der ikke i Skandinavien analyseres eller researches meget på politisk lederskab, hvad siger du så?

 »Det er slemt. Det afgørende er ikke, om det er forskere, medier eller oplyste borgere, der sætter politisk lederskab til debat, men at nogen rent faktisk gør det. Det er forkert kun at fokusere på politiske kandidaters ideologiske positioner. For der findes politikere, der kan vinde valg, men som ikke kan lede og forandre. Og det er i offentlighedens interresse at få det afdækket«, siger John C. Fortier.

Seks evalueringskriterier for politiske ledere: Professor Fred I. Greenstein fra Princeton University er en af USA’s føren-de forskere i politisk lederskab. Han er blandt andet forfatter til bogen »The Presidential Difference: Leadership Style from FDR to George W. Bush«. Han har også i andre forbindelser analyseret den nuværende præsidents lederegenskaber. Det sker ud fra seks evalueringskriterier for politisk ledelse, som i det følgende forklares og eksemplificeres med pluk fra Greensteins skriverier om George W. Bush:             Følelsesmæssig intelligens: Evnen til at kontrollere sine impulser og følelser er ifølge Greenstein den vigtigste egenskab hos politiske ledere. Uden denne evne kan det gå helt galt. Trods en fortid som alkoholiker fremstår politikeren Bush som en mand i pagt med sig selv. Adskillige kriser og krige i hans første 4 år som præsident har heller ikke afsløret svagheder i Bushs følelsesmæssige beredskab, lyder Greensteins analyse.   Intellektuel stil: Måden, den politiske leder erkender, lærer og tænker på. Som USA’s første præsident med en MBA anvender Bush ifølge Greenstein en »virksomhedsmodel« for arbejdet i Det Hvide Hus. Det vil blandt andet sige, at han fokuserer på det store billede og i vidt omfang uddelegerer beslutninger til sine medarbejdere. Selvom Bushs intellekt er en yndet skydeskive for tv-komikere og mange andre, er han, som Greenstein citerer en medarbejder for at sige: »Så klog, som han ønsker at være«. Men han mangler i nogen grad intellektuel nysgerrighed og sans for nuancer, vurderes det.   Effektivitet som offentlig kommunikatør: Evnen til at formidle og prædike sine visioner, så de fæstner sig i borgernes bevidsthed. Bush er ikke noget naturtalent i kommunikation, men har særligt efter 11. september leveret – på forhånd forberedte – taler, som har stor gennemslagskraft i den amerikanske befolkning. Men som virker mindre overbevisende i udlandet, som Greenstein formulerer det.   Organisatorisk evne: Evnen til at forme et hold og få mest muligt ud af det. Dette er en af Bushs styrker, vurderer Greenstein. Han omgiver sig med dygtige rådgivere og er god til at motivere sine medarbejdere, men da der hersker en historisk lukkethed omkring arbejdet i Det Hvide Hus, er det svært at efterforske denne side af Bushs lederskab på fyldestgørende vis   Politiske færdigheder: Evnen til at bruge embedets beføjelser optimalt og skabe støtte og anerkendelse blandt politiske samarbejdspartnere. Som guvernør i Texas arbejdede Bush godt sammen med både republikanske og demokratiske politikere. Men i Washington DC og på den internationale scene har Bush splittet det politiske landskab i stedet for at samle det, konstaterer Greenstein.   Vision: Skal forstås dels som evnen til at inspirere, hvilket hænger tæt sammen med kommunikations- evnen, dels som evnen til at sætte konsistente mål for sit arbejde med den politiske substans. Greenstein vurderer, at Bush er en særdeles visionær præsident. Hele hans politiske karriere har været præget af stædig forfølgelse af enkle politiske programmer. Men visionerne er også, hvad der skaffer Bush problemer på halsen, uanset om det handler om prisen på indenrigspolitiske skattelettelser, eller det handler om prisen for USA’s enegang i forbindelse med angrebet på Saddam Husseins styre i Irak.