Chefkonteroer må ikke ose af chefens smag

»Hvis jeg var chef for TDC, ville kontoret være helt anderledes. Så ville der hænge installationskunst på væggene og være blinkende skulpturer og moderne malerier. Bud på fremtiden. Det er helt oplagt«.

Ordene er Michael Christiansens. Det Kongelige Teaters chef har nemlig indrettet sit store kontor, som man kunne forestille sig det for 50 år siden. Væggene er mørkerøde ligesom fløjlsbetrækket på døren. Der er ingen computer, radio eller tv. Et stort, spejlblankt mahognibord står centralt placeret, og på væggene hænger mørke guldaldermalerier.

»Jeg har ved flere lejligheder haft moderne kunst på væggene. Jeg omgiver mig også med moderne kunst derhjemme. Men jeg har valgt at male kontoret rødt som det eneste kontor på teatret og valgt malerierne, for at teatrets ansatte skal have det signal, at Det Kongelige Teater er og bliver en institution, der har en stor og væsentlig historie at bære videre ind i fremtiden. Og enhver, der kommer her, skal mindes om og opleve den ydmyghed, som landets historie og landets store kunstnere har givet os. Vi er blot et led i en kæde, der går 250 år tilbage og forhåbentlig også 250 år frem«.

Den historiske ydmyghed cementeres af et centralt placeret maleri af Københavns brand fra 1807. Det repræsenterer det ultimative drama set fra Det Kongelige Teaters trappe og viser bunden af nationens historie. Kontorets øvrige malerier viser noget af teatrets kunstneriske historie. Et maleri skildrer Holberg, der overværer prøver på Erasmus Montanus, mens han mildt kritisk bedømmer skuespillerne. Et andet maleri er et sjældent stilleben af den mest betydningsfulde balletmester i teatrets 250-årige historie, Bournonville. Billedet er venligst udlånt til teaterchefen af en anden tidligere balletmester, Peter Schaufuss.

På hæderspladsen på endevæggen hænger et portræt af Poul Reumert. Værket er udført af Tørsleff og det eneste maleri på kontoret med mere moderne penselstrøg.

»Det er malet med den utrolige strenghed, ro og intellektuelle arrogance, der lyste ud af Reumert. I en menneskealder holdt han teatret i sit kunstneriske jerngreb. Hans ånd hvilede tungere og stærkere over Det Kongelige Teater end nogen anden scenekunstner siden«.

Michael Christiansen efterlader ingen tvivl om, at det ikke er tilfældigheder, der har bestemt kunsten på væggene. Kunsten er tæt knyttet til hans funktion som chef for teatret. Men den skal ikke vise, hvem personen Michael Christiansen er.

Institutionsrespekt
»Jeg kan godt lide billederne, fordi de repræsenterer og betyder enormt meget for mig i mit arbejde, og dette her er min arbejdsplads, men der er ingen af disse billeder, der betyder noget for mig i min sjæl. Det handler mere om institutionsrespekt«.

Af samme grund mener Michael Christiansen, at det er vigtigt for både virksomhed og medarbejdere, at der eksempelvis i rederibranchen hænger marinebilleder på væggene. Teaterchefen læner sig ind over det mørke mahognibord:

»Jeg pådutter ikke mine medarbejdere min malerismag. Chefkontoret bør ikke ose af chefens smag. Man er kun på gennemrejse som chef. Jeg er i et teater, og det skal ose af teater, mindre af min personlige smag. Det handler om respekt. Når det er sagt, så er det klart, at jeg sætter stor pris på guldalderbilleder«.